Dette spørgsmål har billedkunstneren Claus Ejner taget under behandling i følgende essay.
Spørgsmålet bygger på den forestilling, at kunst skal gøre nytte. Jeg mener, at kunst skal gøre nytte. Men hvad vil det sige? Det er måske lettere at forstå, hvad det vil sige, at kunst skal gøre nytte ved at se på, hvad det vil sige, at et kunstværk ikke gør nytte.
Et konkret eksempel på et kunstværk, som jeg mener er uden nytte, er billedet af trægulvet i vores lejlighed (se herover). Hvad kan andre menneske lære af at se på vores trægulv? Ingenting. Jeg vil påstå, at det eneste intelligente, der er at sige om trægulv, er, at det enten ser flot ud eller at det er grimt.
Brænder man virkelig for trægulve, kan det være, at man kan pege på, at det er et utraditionelt trægulv, at det bryder med normen, at trægulvet er mørkebrunt, at trægulv i Danmark normalt er lyst. Men hvad kan andre mennesker bruge denne viden til? Ingenting, med mindre man måske selv står for at skal investere i et trægulv. Som kunstnerisk udsagn er det intetsigende.
Men ligger jeg et demonstrationsslogan på gulvet og tager et billede af det, således at trægulvet indgår som en baggrund i billedet (se herover), ændrer trægulvet pludselig karakter og bliver et betydningsbærende element i læsningen af billedet. Hvis demonstrationssloganet – som på billedet – ligger skævt i forhold til gulvbræddernes retning, vil det fyldes med betydning. Det vil være nærliggende at tolke gulvbrædderne – som ligger pænt og ordentligt ved siden af hinanden – som repræsentanter for det konforme, det ensrettede, det undertrykkene, der er alt det, som der indirekte protesteres imod.
Kombinationen af gulvbrædder og demonstrationsslogans bliver derved en historie om, hvad der sker, hvis man ikke bekæmper det, der prøver at undertrykke en, hvis man ikke prøver at ændre ens tilværelse, hvis man ikke handler i overensstemmelse med sine lyster og spiser 4 stykker franskbrød med nutella. Afstår man fra det, bliver man gjort konform, man bliver et gulvbræt i en lang række gulvbrædder, en brugsgenstand andre kan gå på osv.
Ovenstående handler om nytteværdien af de elementer, der indgår i et billede og fortolkningen af disse elementer i forhold til et billedes motiv. Et andet moment, som er central i forståelsen af begrebet ‘nytte’, er nytteværdien af det, et billede handler om. Til at illustrere denne problematik vil jeg fremhæve et andet af mine billeder: sidste kapitel i menneskets evolutionshistorie.
Billedet påstår, at mennesket – i den måde det udvikler resurser – er praktisk orienteret. At det tænker i praktiske løsninger. At det tænker i produkter, der kan tilfredsstille behov; behov for at stille sult, behov for at stille tørst, behov for at grave huller og behov for at undgå at blive gasset. Hvad kan andre mennesker bruge denne viden til?
Jeg vil mene: ingenting. Som beskuer bliver man oplyst om forskellige sammenhænge, der eksisterer i menneskets udviklingshistorie, men denne viden kan ikke stille ens sult, hvis man er sulten, ikke slukke ens tørst, hvis man er tørstig, ikke grave et hul, hvis man har behov for at grave et hul og ikke undgå at blive gasset, hvis man er i en situation, hvor der er fare for det.
Kunstnerisk genereret viden er i sig selv generelt nytteløs, fordi det enten er en reaktion på noget uden for en selv eller noget inde i en selv. Det er viden! Det er ikke en brugsgenstand, som fx en hammer, som man bruger til at hamre søm ind i væggen med.
Men selv om den viden, der produceres, er nytteløs, er den viden der produceres ikke uden nytteværdi. Den viden der åbenbares for en, kan måske få en til at reflektere over om det, der fremtræder som fornuft, nu også er fornuft, om det der foregiver at være en udvikling til det bedre, også er en udvikling til det bedre, om verden eventuelt kunne se anderledes ud, hvis man prioriterede anderledes, tænkte anderledes mm.
Måske når man så langt, at man ender med at gøre modstand mod det iboende udviklingsmodus eller stille sig tilfreds med, hvordan tilværelsen ser ud. Hvad ved jeg?
