Ai blot til lyst

Det er alvor, og det har det været siden 2009, hvor denkinesiske ordensmagt for alvor greb ind over for den mere og mere populæresystemkritiker og en af verdens vigtigste nulevende kunstnere (magasinet ArtReview mener den vigtigste), Ai Weiwei (f. 1957).

Derfor er det da også med stor stolthed og en vis ydmyghedat Louisiana nu udstiller den frihedsberøvede men internationalt hyldede kunstner og de tre storemonument-værker:

Trees og Rocks (Blue China) fra 2009-2010, Fountain of Light (2007) og Forever(2003) samt tribute-værket Hanging Man førstproduceret i 1985 og siden omformuleret i 2009. Et bøjleportræt af konceptkunst-faderenMarcel Duchamp, udført – lig et pissoir – i porcelæn, som iøvrigt indgår ofte i Ai Weiweis værker.

Mundkurv og husarrest
I skrivende stund er Ai Weiwei stadig i husarrest efter et længerefængselsophold i sit hjemland og har en bøde på 13,5 mio. kroner hængende overhovedet for skatteunddragelse.

Et tvivlsomt beløb som utallige donationer snartnærmer sig.

Omstændighederne har dog ikke lukket munden på kunstneren,der stadig formår at få kommunikeret sine budskaber via nettet – envæsentlig kunstnerisk aktivitet i de sidste tre år.

Og for Ai Weiwei er det netop kunstens platform han talerfra – kan tale fra.

Kunstnerisk ansvar
Selv udtaler han i bogen Art & Agenda(Gestalten, 2011):

“Dine egne handlinger og opførsel fortæller verden, hvem du er og på sammetid hvilket samfund, du mener, der skal eksistere.”

Og det samfund Ai Weiweikræver er et demokratisk frit og retfærdigt samfund.

Når myndighederne forsøger at glemme deres ansvar, minderhan dem om det. Når ytringsfriheden krænkes, så insisterer han på den ogflytter så mange informationer som overhovedet muligt fra det skjulte og ud iet offentligt rum, som konstant er under pres i hjemlandet.

Han er en rebelskvagthund og en politisk huskekage. Smack!

Og det bøder han for i disse år,måneder, dage og minutter.

Det samfundskritiskeværk
Den samfundsmæssige kritik og dagsorden er mere eller mindre til stede i alleAi’s værker. Direkte formuleret i et værk som Fairytale (2007), hvor han til Documenta i Kassel medbragte 1001kinesere med ens tøj og kufferter, der aldrig ville have fået sådan en mulighed, og indlogerede dem istore telte på biennale-området. En konkret udstilling af frihedsgraden og udlængslen ihjemlandet.

Et andet og stærkere eksempel er værket Remembering (2009): En installation af 9000 skoletasker, derbilledliggører det tab af uskyldige skolebørns liv under jordskælvet i 2008 iSichuan-provinsen.

“She lived happily for seven years in this world”,tegnede skoletaskerne på facaden af Haus der Kunst i München under Aisretrospektive udstilling So Sorry i 2009. Etcitat fra en sørgende mor efter katastrofen.

Erindring somkunstnerisk drift
Og erindring er netop det centralebegreb for Ai Weiweis værker, eller det kinesiske styres mangel på samme.

Når han laver en installation af 42 kinesisk-produceredecykler med det håbefulde navn ‘Forever’, der også er titlen på værket fra 2003,så taler han ind i den kinesiske erindring og de tabte drømme, forglemmelsen ogde korrupte tilstande, som præger nutidens Kina. Derfor er cyklerne ogsåfrarøvet deres primære funktion, for uden kæde og styr er der hverken fremdrifteller retning. Blot en drøm.

Tre erindringsspor
Der er tre eindringsspor i Ais værker: Et historisk, der genspiller de institutionskritisketanker (fx Duchamp) og samfundsmæssige utopier, som kunsten har formuleret.

Herunder værket Fountain of Light: Enlysende kopi af Tatlins Tårn – det monumentale, 100 meter høje hovedkvarter, der aldrig blev realiseret som markering af ‘dentredje internationale’ i 1919 i Sovjet.

Materiale og erindring
Et kulturelt erindringsspor, der benytter kendte kinesiskematerialer til at danne nye konstruktioner, hvor historie møder nutid i ensammenklistret version, der desperat, og åbenlyst sammenføjet, forsøger at holde fast om en kulturelfortid og skabe en betydningsfuld forbindelse til nutiden.

Herunder værkerne Trees og Rocks (Blue China) i kamfertræ og porcelæn og førnævnte Forever.

Aktion og erindring
Et aktivistisk erindringsspor, hvor de underliggendedagsordener om politisk erindring (og dermed ansvarlighed), menneskerettigheder, økonomisk udnyttelse og krav om retfærditalesættes i mere direkte konfrontation med magthaverne.

Her bliver værket ofte formuleret som ren handling, der kan opleves i udstillingen og de lange dokumentationer frato aktioner:

Ai Weiweis forsvar for en ytrings- og frihedsberøvetmor til en ung mand dømt for mord (One Recluse, 2010) og forsøget på at stille myndighederne overfor deres ansvar i forbindelse med jordskælvet i Sichuan-provinsen i 2008 (Lao Mai Ti Hua, 2009).

Den hele kunstner
På Louisiana er sporene forsøgt adskilt som ‘kunst’ og ‘aktivisme’, men det er netop som en del af ethele, de skal ses. Og det er derfor Ai Weiwei ikke bare er vigtig som politiskvidne, men en vigtig kunstner, derkan formulere de menneskelige og samfundsmæssige omkostninger og vilkår, så vi forstårkonsekvenserne på et menneskeligt og følelsesmæssigt niveau.

Det er ikke alle værkerne på Louisiana, der kan det –simpelthen fordi Ai hverken har kunnet levere nye værker eller tage egentlig deli produktionen af udstillingen. Men det beskårede udvalg vidner dog om både en formstærk kunstneriskpondus og en kritisk praksis som få.