En frodig undergang

Da undertegnede gik ned ad Bredgade i retning mod Galerie Mikael Andersen kunne ‘Lukket pga. skybrud’-skiltene ses i vinduerne hos flere af gadens forretninger, der med affugtere på gulvet slikkede sårene efter sommerens regnvejr. Danskerne blev for en stund mindet om hvor skrøbeligt vort civiliserede samfund er.

Den tabte civilisation
Allerede ved dørtrinnet til Galerie Mikael Andersen er man ikke i tvivl om at det Eske Kath, der udstiller. Lader man blikket panorere kan man se hans karakteristiske klart afgrænsede figurer og farverige palet med forkærlighed for orange, pink og gul, der oplyser hele udstillingsrummet.

Den frodige jungle, det sprøde sollys og den pink himmel står i skarp kontrast til en række uhyggelige, kønsløse huse, der går igen i næsten alle billederne. Kaths huse er overtaget af naturen, enten ved beplantning eller oversvømmelse, men samtidig virker det som om de skyder op af jorden som muldvarpeskud i junglen.

Historiske lag
Hvad kom først – naturen eller husene? Fristes man til at spørge. Svaret på det, der kunne virke som et umuligt spørgsmål, er faktisk ligefor. I hvert fald hvis man går til værkerne med en teknisk tilgang i stedet for en fortolkningsmæssig. Kath grunder altid sine hvide lærreder med en sort farve, inden han maler, og denne gang har han så ladet den sorte grunder blive til de uhyggelige huse, og så er junglen malet som et efterfølgende lag.

Sådan får vi et indblik i, hvordan han har skabt malerierne ved at bygge lag ovenpå hinanden. På samme måde som man i malerierne kan se naturen, der spreder sig ovenpå husene.

Civilisation og natur
Inspirationen til udstillingen fandt Eske Kath i Belize i Mellemamerika hvor han under en af sine mange rejser stødte på resterne af mayaernes storby Caracol. Byen, der i sin storhedstid havde over 120.000 indbyggere er blevet taget tilbage af naturen og lagt i ruiner.

Kontrasterne mellem den store civilisation og junglen er tydelig. Samtidig er det paradoksalt at det, der engang var en tæt befolket storby i dag er beboet af noget helt andet, nemlig naturen, der gør at stedet på ingen måde er dødt. Byen har blot fået nye beboere. Hvor længe naturen får lov at blive boende er naturligvis uvist og det understreges af at Kaths huse, deres sammenklumpning til trods, har moderne karakter og ikke minder meget om ruiner.

Gauguin på besøg
Der var huse overalt er næsten korrekt. Med på udstillingen er tre mindre værker, hvoraf de to er helt uden huse. Det er små drømmeagtige landskaber kaldet After image (Martinique), som henviser til de malerier Paul Gauguin malede, da han besøgte den franske ø i det caribiske øhav. Begge billeder har som hos Gauguin træstammer i forgrunden.

Selvom det er udmærkede værker, er det tydeligt at Kath fungerer bedst i stort format, beskueren skal væltes omkuld og det bliver man ikke af de små billeder.

En kropslig dimension
Med på udstillingen er også en række skulpturer skulpturer, Bronze pile, hvor de stablede huse fra malerierne er lavet i bronze og opstillet på træstubbe af forskellig tykkelse og højde. Den polerede bronze og træstubbene er et interessant materialesammenstød og kurateringen gør, at husene ofte ses i forbindelse med de meget store malerier og det giver en ekstra kropslig dimension til oplevelsen.

Yderligere møder den besøgende værket House of Cards, hvor selvsamme stablede huse (deraf titlen) i plast og træ med indbyggede kulørte lamper, der blinker hidsigt og uregelmæssigt som var de gået i stykker.  Man bliver i tvivl, om det er ødelagte huse eller om det er sådan det ser ud når en orkan har hærget et af de såkaldte Hurricane Parties (en fest som holdes under en orkan, red.), som Eske Kath tidligere har været inspireret af.

Efter regnen
Da jeg forlod udstillingen skinnede solen på Skt. Ansgars Kirke, der ligger lige overfor Galerie Mikael Andersen og sollysets møde med de røde mursten gav et lys ikke engang Kath kan frembringe.

Måske et varsel om at regnvejret er forbi, og at det kun er hos Galerie Mikael Andersen at civilisationen er i knæ.