Jeg hader ligegyldigheden

Startskud fra Sven Dalsgaard
Titlen på udstillingen er Con Amore og afspejler den glæde for kunst, der er drivkraften bag ejendomsadvokatens samling af eksperimenterende samtidskunst. En samling, der er igangsat af kunstoplevelser, og som for længst har rundet 1000 værker.

Sådan en aktivitet gør samleren til en vigtig figur på kunstscenen, hvor han året rundt rejser til kunstmesser, gallerier og udstillinger over hele verden. Med udstillingen på ARoS udstilles både kunstsamlingen og samlerens betydning for kunsten.

Det var især mødet med Sven Dalsgaards værker, der for den dengang helt uindviede Leif Djurhuus startede passionen.

”Da jeg så det, var det et kick for mig. Og det har holdt ved. Jeg kan stadig begejstres over dem. Jeg har en kæmpe fornøjelse af at gå og fortolke på dem”, siger han om den danske konceptkunstners finurlige værker.

”På et tidspunkt blev min interesse for kunst så stor, at jeg fokuserede på at lave en samling. Det startede med at være dansk kunst. Så i begyndelsen af 1990’erne blev det internationalt, som det har været op til i dag. Jeg var på Documenta i 1992 og her ser man jo virkelig det bedste af det bedste”.

Ud til, hvor det nye sker
Det er den eksperimenterende og nye kunst, Djurhuus søger.

”Kunstnerne er foran os, synes jeg. Og at komme ud, hvor de er, er en god oplevelse”.
Og den bedste kunst finder man på de internationale kunstmesser. ”Fem-seks gange om året tager jeg ud på messer. Det er de steder, hvor tingene foregår. Ikke kun de store messer som Basel og London, men også mindre messer som Torino, Antwerpen, Rotterdam og Stockholm – og også Art Copenhagen, fordi man her ser, hvad der foregår i vækstlaget. Det kan jeg godt lide. At være derude, hvor tingene opstår.

Det gode ved messerne er, at gallerierne og kunstnerne forsøger at vise det bedste. Og så er der faktisk meget bedre tid til at fordybe sig og se, hvad der foregår. En fernisering er hurtigt overstået. Der er noget mere socialt ved en kunstmesse, hvor du er der et døgn eller tre. Du lærer kunstnerne og gallerierne at kende. Og andre samlere. Så det er også her, du får lidt insiderviden. Hvor er det hele på vej hen nu?

Og så er det også her, man kan finde de spændende udenlandske kunstnere, der ikke er set i Danmark endnu. Hvis du tager til New York er der jo så mange gallerier, at det er svært at finde det bedste. Men hvis du tager derover, når der er Armory Show, Independent og Volta Show, kan du få et overblik over, hvad der sker.”

Ud over ligegyldigheden
”Som man vil kunne se på ARoS er der ingen begrænsninger i medier eller udtryk. Hvis det er godt, er det godt. Der er både maleri, fotografi, installationer og lydværker.

Det er måske både en styrke og svaghed ved samlingen, at den indeholder en del uholdbare værker. Meget af det forgår, og jeg er meget optaget af den forgængelighed. Ligesom kunstnerne. Der er for eksempel et værk af Graham Hudson, hvor en kasse er tapet fast til væggen. Det kan ikke holde evigt og den vil falde ned. Tingene udvikler sig og har en ende. Sådan må man leve med, at også kunsten har en ende.

Så kommer man til at tænke over tingene. Der er så mange ligegyldige ting her i livet, overflødige ting. Jeg hader ligegyldighed. Derfor går jeg så højt op i vedkommende kunst. Kunstnere lægger egen bevidsthed og identitet i værket. De bedste kunstnere kan få det til at tale til andre, så det bliver vedkommende.

For eksempel hos Chris Johanson. Det er et meget enkelt værk, oprindeligt lavet som streetart. Det består af talebobler. Øverst står der ”sun” og under det er der en hel krop af forskellige ord. Det er både meget personligt og skildrer alt det, et menneske indeholder af tvivl, nervøsitet, glæde og ekstase. Meget elegant og gennemtænkt og også typisk for sin tid.

Dette værk af Christina Malbek fanger også tidsånden og får mig til at tænke. Hvem er disse unge mennesker ved Dronning Louises Bro og hvor er de på vej hen?”

Kunsten skal ud og arbejde og skabe oplevelser
Hvordan føles det så at præsentere samlingen på en stor museumsudstilling?

”Jeg har aldrig prøvet det før, så jeg imødeser det med en vis spænding. Lidt som en kunstner, der skal udstille. For det er jo også mig, derpå en måde udstilles.

På den anden side har jeg en glæde ved det, da det kommer ud til offentligheden. Jeg har det skidt med, at det bare skal stå på et lager og glo. Kunst skal ud og arbejde. Selv havde jeg ikke et forhold til kunst, før jeg blev 35. Nu vil jeg gerne inspirere andre og give folk oplevelser med kunst, ligesom jeg har haft. Og det er, hvad kunst handler om for mig: oplevelser. Dét er ordet. De kan være positive, grufulde eller meditative oplevelser. Man vil opleve det hele på udstillingen.”  

Og hvad med fremtiden?
”Det er jo et påtrængende spørgsmål. Nu er den jo ude i offentligheden. Skal den blive ved med det? Måske kommer jeg til at ligne de andre og donerer den engang. Jeg synes det er synd at skille den ad; dels fordi der er gode ting i, dels fordi den afspejler den tid, jeg har været en del af. Så det kunne være sjovt at bevare den.”