Den internationale streetartist Shepard Fairey pryder i denne tid en række af Københavns gavle samt væggene i V1 gallery i Kødbyen på Vesterbro. Karrieren begyndte med ulovlig gadekunst, men voksede sig til at favne både T-shirts, dyre galleriværker og valgplakater for Obama. Ikke altid populær, men altid dedikeret.
Det er en underlig sommerdag. Solen brænder tungt, mens vinden rusker voldsomt i alt, hvad den kan få fat i. Ved en lav væg tæt ved Københavns hovedbanegård kæmper streetart stjernen Shepard Fairey og hans assistenter mod elementerne. De prøver at holde store stykker af udsmykket papir på plads, så de kan give dem en klat lim og sikre dem mod vinden.
Det begyndte som en joke
“Jeg begyndte med Andre Giant has a Posse klistermærkerne som en joke mellem venner.” Fortæller Fairey, da vinden stilner af og åbner et vindue for et hurtigt interview.
“Jeg satte dem op ved skate-ramper og på klubber, hvor jeg forventede, at mine venner ville se dem. Men det, der skete, var, at mange flere end bare mine venner lagde mærke til dem. Jeg blev draget af at folk havde en så kraftig reaktion på et billede i det offentlige rum, der ikke var en reklame.”
Og så skulle individet frigøres
Efter et stykke tid ændrede Fairey sin tilgang til interaktion med det offentlige rum. Fra at sætte et par klistermærker op i sin hjemby begyndte han nu at tapetsere det meste af verden med plakater og klistermærker. Motivet var lige så rent som budskabet: Et kæmpe ansigt med dovne øjne og en tekst, der kommanderer: ‘OBEY’ (adlyd).
“Jeg indledte en kampagne, der handlede om individets frigørelse fra mere monolitiske kræfter. Det var omvendt psykologi – et skub; ‘OBEY’.. – ‘OBEY hvad!?’ Jeg ville få folk til at tænke over alle de ting, man bliver bedt om at gøre, om at adlyde. I begyndelsen handlede det om at få folk til at undersøge deres miljø nærmere og tænke over at være deltagere i stedet for modtagere – deltagere i dialogen.”
Men så kom krigen
Fairey har solen i øjnene, men han sænker ikke blikket. Fingrene gnubber størknet lim til tynde skaller, der hvirvler bort i vinden, mens den skarpe stemme fortsætter historien om en ambitiøs ‘streetart evolution’.
“Efter 9/11 blev jeg mere politisk engageret.” Forklarer Fairey om sin beslutning om, med tusindvis af plakater og klistermærker, aktivt at støtte Barak Obamas valgkampagne i 2008.
“Det var fordi jeg bemærkede, at medierne kun gav bestemte stemmer plads til at udtrykke sig. Det var typisk de folk, der sagde ‘vi bliver nødt til at invadere Irak, og vi må også hellere overgive vores rettigheder og tillade, at vores telefoner bliver aflyttet, for der er terrorister overalt’. Så jeg sagde til mig selv, at selvom jeg ikke vil være didaktisk, bliver jeg nødt til at være en modvægt til dét der. Der var mange, der censurerede sig selv, fordi George Bush havde arrangeret det sådan, at hvis du sagde noget negativt om regeringen, så var du på terroristernes side.”
Og så kom kritikken
I kølvandet på sin berømmelse har Fairey modtaget meget kritik for at ‘sælge ud’ af sine idealer om personlig frigørelse og kritiske forhold til undertrykkende magtstrukturer. Hans salg af T-shirts, klistermærker, valgplakater og tusindedollar lærreder har ledt nogle kritikere til at gå så langt som at kalde ham en hykler.
Fairey kender anklagerne, og da han hører dem igen, tager han luft ind og siger i en meget bestemt tone:
“Ved du hvad, jeg har forklaret det her igen og igen og igen. Der er en stor forskel mellem at forsage kapitalisme totalt og på at sige, at der er nogle problemer ved en række perverterede forbrugsmønstre. Jeg kan bare svare, at jeg prøver at få et budskab igennem på en ærlig og oprigtig facon, og tilføje, at jeg prøver at deltage i kapitalismen på en konstruktiv måde.”
“Mine værker adresserer vigtige emner, og jeg donerer overskuddet fra mit plakatsalg og en stor del af mine kunstværker til forskellige sager, som jeg tror på. Så jeg kan enten sige: ‘Jeg tager mig af, hvad en eller anden 19-årig blogger skriver om mig’ og ikke deltage i kapitalismen, hvor jeg geninvesterer i ting, som jeg rent faktisk synes drejer tingene i den rigtige retning, eller jeg kan være ligeglad og gøre det, jeg synes, er det rigtige at gøre.”
