Alt hvad øjet ikke kan se

Inge Lehmann dedikeredehele sit liv til at afkode jordens indre kræfter. Hun var den første til atpåvise, at jorden var opdelt i tre lag. I artiklen P´ fra 1936 argumenterede Inge Lehmann for, at jorden har en fastkerne, men først i starten af 1960’erne bliver hendes opdagelse bekræftet.

I et interview tilBerlingske Tidende, fortæller hun: ”Så var det jeg fandt på, at hvis man satteen lille kerne ind i midten af jorden, passede det med bølgernes tidsmæssigeforløb og styrke.”

Seismologen Inge
Inge Lehmanns historie erdog ukendt for mange, hvilket kuratorgruppen Kontoret forUndergrundsanliggender forsøger at rode bod på med udstillingen INGE – kvinden som opdagede jordens indrekerne, der i øjeblikket kan opleves på Geologisk Museum. Hvilke vidnesbyrdog fortællinger står tilbage så mange år efter? Hvem var kvinden bag densensationelle opdagelse og de forunderlige videnskabelige metoder?

I år ville geofysikerenInge Lehmann være fyldt 123 år. INGE –kvinden som opdagede jordens indre kerne repræsenterer abstraktekunstneriske bearbejdninger af de historier, der kredser omkring Inge Lehmannsperson – om seismologien som videnskab og metode, samt undergrunden somgeofysisk og fiktivt fænomen.

Mellem det konkrete og det imaginære
Inge Lehmannsarbejdsmetode var ganske visuel og kan derfor siges at befinde sig på græsenmellem det videnskabeligt konkrete og det nærmest imaginære, hvilket gør denunik. I sin have i sommerhuset i Holte dannede hun fx et system af OTASolgryn-æsker, hvori hun arkiverede sine målinger. Seismografen, som IngeLehmann brugte til sin forskning, skulle eftersigende også være et kunstværk isig selv.

Jordens hvisken
Inge Lehmannsvidenskabelige force var hendes aflæsning af seismogrammernes kurveformer. Enseismograf er et måleinstrument, som måler jordens rystelser, hvad end de ernaturlige (som fx ved jordskælv) eller menneskeskabte (som fx vedeksplosioner). Seismografen kan opfange jordens bevægelser flere tusindekilometer borte og så fintfølende, at selv vindens blæsen og havets bølgeslagkan forstyrre den.

Seimografen aftegnerjordens rystelser med en tynd nål på en sodsværtet papirstrimmel, derforstørrer svingerne 200 gange. Sodstrimlen er ca. 90 cm lang og ca. 15 cm bredog klæbet sammen til en ring. En strimmel kunne indeholde registreringer for 24timer. Når den skulle skiftes, blev det gjort manuelt. Seismografen afkoder,tolker og visualiserer det, der foregår under jordens overflade, alt det viikke kan se med det blotte øje.

Forskningsinstitution
I 1926 var Inge Lehmannmed til at installere en seismograf i Københavns Vestervoldsanlæg. Det var delsfor at følge med udviklingen i resten af Europa (i 1923 var Danmark ogMontenegro de eneste europæiske lande, der endnu ikke havde etableret enseismograf, red.), dels fordi DenDanske Gradmåling ønskede at konkurrere med Niels Bohr Institutet om at blivetaget seriøst som forskningsinstitution.

I 1928 blev den DenDanske Gradmåling omdøbt til Geodætisk Institut, og Inge Lehmann blev udnævnttil Statsgeodæt og leder af Seismisk Afdeling, der stod for driften afseismografen på Vestvolden og to stationer i Grønland: Ivigtut og Scoresbysund.

Havregrynskrystaller
Af alle de udstilledekunstværker, mimer Lisbeth Banks små og detaljerede figurer tydeligst den måde,naturhistoriske museer fortæller historier på med sirlige opstillinger ogkompositioner. Lisbeth Banks første idé var havregrynskrystallerne:

”Det kom af, at Ingebrugte havregrynspakker som akiveringsmapper for sine målinger. Og da jordenomkring bunkeren ved vestvolden, hvor seismografen stod, var meget kalkholdig,præsentererer figuren min forestilling om, at de spredte rester frahavregrynspakkerne er gået i kemisk reaktion med kalken fra bunkeren. Og igennemårenes løb har det dannet disse krystaller,” forklarer Lisbeth Bank.

Du er for gammel
Det siges, at IngeLehmann søgte en ledig stilling som professor i Geofysik, som ikke tilgikhende. Hvorvidt det er sandt eller ej, skaber det en række spekulationer, daInge Lehmann høstede stor anerkendelse og hæder i udlandet for sin forskning ogopdagelser.

Den officielle forklaringnedsat af Niels Bohr Arkivet lyder, at Inge Lehmann var for gammel til atstarte et nyt fag op. Holdningen var, at man gik af som 67-årig, og på dettidspunkt havde Inge Lehmann krydset de 60 år.

Kvinden og mændene
Alligevel hersker derstadig en del mystik omkring denne historie og ikke mindst forholdet mellemforskerne Inge Lehmann og Niels Bohr:

”Selvom det er lidt af envandrehistorie, tror jeg på, at hun blev forbigået. Jeg tror endda, at NielsBohr, der var en mægtig mand i Fakultetsrådet, havde nogle helt andreholdninger til, hvordan man forskede i geofysik. Jeg ved det slet ikke, men jeggætter på, at Niels Bohr ikke kunne lide det intuitive, som kendetegnede IngeLehmanns ellers matematiske forskning”, fortæller Niels Kristian Højerslev,lektor emeritus og mag.lic og dr. scient ved Københavns Universitet.

Og som kurator GitteLadegaard beretter om, skulle Inge Lehmann have udtalt, at de ’mænd’ hunarbejdede sammen med, var rene idioter. ”Det var tungt,” resumerer AnneLadegaard.

Der har ligeledes værettale om hvorvidt det, at Inge Lehmann var kvinde, har haft nogen betydning forhendes nationale karriere. Umiddelbart lader det ikke til at forholde sigsådan, da en anden kvindelig geofysiker allerede omkring 1910 skrev endoktordisputat om begrebet varme.

Samtidskunst og naturvidenskab
”Man kan teoretiserelænge over mødet mellem naturvidenskab og kunst”, forklarer Gitte Ladegaard.

”Det er muligvis banaltat sige, men begge felter arbejder med kategorisering, tolkning ogmeningsskaben. Vi forsøger konstant at skabe mening i de tegn, man oplever. Forbåde naturvidenskaben og kunsten handler det om at vise verdenen nogle fornemmelser for, hvad der sker.”

Dette var netop, hvadInge Lehmann gjorde med sine seismografiske målinger.

”Inge Lehmann forskede ijordens indre – det sted, hvor flest har projiceret alle mulige myter ogfortællinger ned,” fortæller Gitte Ladegaard.

Natsværmer = nonne
INGE – kvinden som opdagede jordens indre kerne er en udstilling, der stiller flere spørgsmål,end den giver svar. Da Inge Lehmann døde d. 21. februar 1993, efterlod hunhverken mand eller børn. Hun var hele livet igennem en enspænder. Lisbeth Bankfortæller da også, at Natsværmeren (del af værket ”Seismologiske fornemmelserred.) kaldes en nonne, hvilket hun tolker som et billede på Inge Lehmann, daman gik ud fra, at Lehmann levede et liv i cølibat.

Perfektionisten IngeLehmann
En række spørgsmål må ståubesvarede hen. Som der peges på i teksten til Jette Ellegaards værk, har tidennemlig for længst ekskluderet muligheden for nogensinde at finde ind til kernenaf, hvem Inge Lehmann var.

Men der tegner sigimidlertid et billede af en rationelt tænkende videnskabskvinde, som gik op iperfekt og præcist udført arbejde, men ellers fulgte sin skarpe og til tiderkunstneriske intuition.