Adfærdsforskeren

Adfærdsforskeren

Jörn J. Burmester i aktion, Galerie Einstellungsraum, Hamburg, 2011, (Foto: Johannes Lothar Schröder)

Performancekunst er en dynamisk forhandling mellem kunstner og publikum, hvor alle bliver nødt til at interagere og risikere noget, før det rykker, forklarer tyske Jörn J. Burmester, der er på arbejdsophold i Danmark for tiden. For ham er performancekunst et vigtigt redskab til at forstå den menneskelige adfærd.

Han er tidligere skuespiller, men valgte at træde ned frateaterscenen for at indgå i en helt anden kunstproces, hvor langt mindreer defineret på forhånd og publikum er aktører, der har egentlig indflydelse påproduktet.

Jörn J. Burmester er efterhånden en erfaren performancekunstner, derhar kæmpet en hel del med at få denne luftige kunstart etableret i Berlin.Bl.a. med initiativet Performer Stammtisch, der nu efter seks år er blevet detsted i Berlin, hvor performancekunsten slår rødder, får plads og møder sitvoksende publikum.

Burmester er lige nu i Danmark på et residency gennem Samtalekøkkenet og for nylig kunne hanopleves i Roskilde under performancefestivalen ACTS med værket Random Rants (tilfældigeskrig) og som en del af Samtalekøkkenetmed Rambo Revisionist (m. dentyske makker Florian Feigl) og hans humoristiske opgør med teatret: Performance art ist live. Theatre is death.

Se video fra Samtalekøkkenet her.

En åben situation
Da jeg spørger til den sidstnævnte performance, lydersvaret:
“Der ligger selvfølgelig en provokation allerede i titlen. Men det,jeg mener, er helt generelt, at performancekunst virkelig udspiller sig ‘live’,hvor det, der udspiller sig i et teater, allerede er fastlagt på forhånd, førstykket begynder. I teatret henviser hændelserne og ordene altså til noget udenfor scenen, noget allerede defineret.”

I stedet for at vise hvad nogle allerede har skabt og fundetfrem til, så er performancekunsten for Burmester et udtryk for en situation,hvor vi skal finde ud af, hvad der kan komme ud af situationen.

“Der er ikke nogen, der fortæller mig, hvad jeg ellerpublikum skal nå frem til. Uanset om jeg er publikum eller kunstner, synes jeg,det er langt mere interessant at møde noget, der siger: ‘Se her: Hvad kanvi få ud af det?’,” pointerer han.

Random Rants som en del af ACTs, festival for performativ kunst,Museet for Samtidskunst Roskilde den 28. maj. Et værk om andres vrede indsamlet over tre måneder påFacebook.

En unik chance
Burmester vil finde ud af noget, som han ikke lige kan findeud af alene i sit studio.

“Jeg kan godt lide ideen om, at hver performance er enunik chance for at finde frem til noget nyt. Ligesom jeg gerne vil betragte detjeg gør som research, hvor jeg ligger nogle ting frem i netop dette rum, dennesituation og så se, hvad der sker. Og det, der kommer ud af det, vil såindlejre sig i processen og udvikle sig yderligere næste gang. Derfor er mineværker også ofte sat sammen i serier.”

Black Market International, som efterhånden står som pionerer indenforperformancekunsten, er en gruppe, der griber situationen helt anderledesradikalt an. Deres værker er ofte bygget op af objekter, som folk medbringer,og så er det disse objekter, man arbejder med, uden ord, uden introduktioner,uden retningslinjer.

Performance art ist live. Theatre is death. Akud Theater, Berlin, March 2010, (Foto: Joana Silva)
Performance art ist live. Theatre is death. Akud Theater, Berlin, March 2010, (Foto: Joana Silva)
Utopisk åbenhed?
Er performancekunstensidé om åben iscenesættelse ikke en utopi? Du er jo stadig performer og vi erstadig publikum.

“Jo, langt hen ad vejen har du ret. Men det er en generel målsætning formeget performancekunst. Der er også mange performance-værker, der ikke baserersig på den her nærmest politiske strategi og åbne interaktion.”

“Min performative karaktér er faktiskofte autoritær og krævende, der nærmest provokerer til modreaktioner, og jegvil også gerne have, at vi når frem til et mål sammen. Nogle gange erfremførelsen afhængig af, at det bliver fremført på en særlig måde, og derforhar jeg det også dårligt med at arbejde i det offentlige rum. Der er det sværtat være præcis, og der er mange ting, der konkurrerer med udtrykket. I minsammenhæng, er kunstrummet det optimale, da det er renset – ligesom et laboratoriumeller testområde.”

Burmester og Feigl genopfører Andy Warhols Kiss, Hamburg, 2010, (Foto: Johannes Lothar Schröder)
Burmester og Feigl genopfører Andy Warhols Kiss, Hamburg, 2010, (Foto: Johannes Lothar Schröder)
Meningsfulde reaktioner?
Men hvis folk ikke ligeforstår det, de konfroneteres af, eller ved hvad de skal gøre, hvordan kan deså reagere på en meningsfuld måde?

“Det er et stort paradoks. Vi er nødt til at være åbne, omkring det vigør. Og mange gange forsøger jeg at give en introduktion til, hvad der skal skei et forsøg på ikke at vildlede folk.”

“Men processen omkring ‘det at forstå’ erutrolig interessant. Det er jo ikke et seminar, og til forskel fra teatret harman ikke en idé om, hvad der kommer til at ske. Usikkerheden ser jeg som enstor kvalitet i performancekunsten. Og hvis man intoducerer for meget,forbliver processen ikke længere åben og interessant.”

Mellem de profesionelle stole
Performancekunst har en klar tendens i Danmark til at landemellem stolene. Det bliver sjældent dækket, og meget få kritikere har enegentlig performativ tilgang til denne type kunst. I Tyskland er situationen meget lig i følge Burmester:

“Selvom der er masser af performance, så er den ofteorganiseret og kurateret af kunstnerne selv og genren mangler helt generelt enprofessionel infrastruktur. Performer Stammtisch i Berlin har jeg selv væretmed til at bygge op siden 2005, og i dag er det uden tvivl det sted i Berlin,der viser mest performancekunst. Men en kvalificeret performancekritik findesikke i Berlin. Der bliver skrevet om Marina Abramovic eller Tino Sehgal, men intet af det, jeg har lavet, ernogen sinde blevet skrevet om i en regulær avis.”

En kvalificeret kritik
For at få en kvalificeret kritik har Performer Stammtischaltid en diskussion efter hver performance. Florian Feigl, JanineEisenächer (begge tyske kunstnere, som Burmester arbejder med vedPerformer Stammtisch) og Burmester har efterhånden udviklet en hel ekspertise iat snakke om og diskutere performancekunst.

“Hvis man betragter performance fra en positiv vinkel,så er det ikke en kunstart, der falder uden for, men snarere en kunstart, derer på vej til at definere sig til forskel fra de andre mere statiskekunstformer.”

Performance art ist live. Theatre is death., Samtalekøkkenet, april 2011. (Foto: Ellen Vestergaard Friis)
Performance art ist live. Theatre is death., Samtalekøkkenet, april 2011. (Foto: Ellen Vestergaard Friis)

“Jeg vil faktisk påstå, at der ikke er noget, derer ‘performancekunst’. Genren er for vag til at blive defineret som nogetentydigt. Jovist er der en tradition og en kunsthistorie, hvor den tog situdspring, og der er en del, der gør det samme den dag i dag. Men den generelleforvirring, der hersker omkring performancekunst både blandt kritikere ogkunstnere, gør, at meget lidt kan formuleres entydigt.”

Tre performance-parametre
Men Burmester indvilliger i at fremlæggenogle af hans perosonlige holdepunkter til performancekunsten:

  • Det skal være muligt for publikum at forstå hvilken tanke og hvilkemål, der ligger bag en performance. Er der en klar idé med det billede, derbliver skabt. Som forskning: Er der en hypotese og en metode?
  • En bevidsthed om, hvad der allerede er gjort.Selvom nøgenhed og det at påføre sig selv smerte er vigtige erfaringer og enstor del af traditionen, så er det ikke længere interessant som værk. Det ergjort. Og hvis man alligevel vælger at gøre det, så skal der være en bevidsthedom den tradition, man i så fald kommentere på.
  • Man skal risikere noget med sin performance.

Fortiden og fremtiden
Der er flerekritikere, der vil mene at performancekunsten sidder tungt på en tradition fra60’erne og 70’erne og ikke har udviklet sig sønderligt siden da. Er du enig idet?

“Jeg kender den kritik, men den er ikke et udtryk, fordet jeg ser. Det som er nyt i mine øjne er hele ideen om kunstnerisk forskning,som har vundet ret kraftigt frem gennem de sidste fem-seks år, hvilket harskabt en interessant forbindelse til bl.a. universiteterne. Og i forståelsen afperformance som eksperimentel praksis – ikke bare som ‘kunst’– med en strategi, der kan formulere en masse ting om processer, så kanperformance blive meget brugbar og up todate.”

“Men det er klart at de første performancekunstnere lagde et vigtigtfundament med nogle meget basale og vigtige undersøgelser af den menneskeligeinteraktion, adfærd og krop.”

“Idag tror jeg, vi skal se på performancekunsten somet katalog af strategier, der kan anvendes, når man vil undersøge denmenneskelige adfærd. Og her er performancekunsten den eneste kunstform, dervirkelig kan gøre det på en meget direkte måde. Ikke som en rapportering, mensom undersøgelse.”

Jörn J. Burmesters Kommende performances:

Random Rants på Teatermuseet i København, 14. juni, 14.00.

Visions (performancefestival i Mannheim, DE)

Den første fuldlængde performanceversion af "Rambo Revisionist" (m. Florian Feigl) vil være på Galerie KuB i Leipzig den 30. juni, 20.00

Del artiklen

'Adfærdsforskeren'

Facebook