Ren, hvid og minimalistisk forførerende

Smukke minimale kæmpeæg
Kridhvide objekter som æg, kugler, cylindre og metalliske genstande som en forvokset hårnål, et gigantisk spejl og to underligt ophængte kugler er at finde på Sophia Kalkaus retrospektive udstilling på Horsens Kunstmuseum.

Ingen ”almindelige” skulpturer
Men objekterne er der ikke bare som ´almindelige´ skulpturer – de har ingen sokkel og står nærmest og dirrer med en direkte tilstedeværelse i udstillingsrummene.

De påfaldende og nærmest puritanske, hvide genstande er der netop som genstande og ikke som klassiske skulpturer, der med en sokkel skaber afstand til sin beskuer. Det her er direkte, kropslig ABC for grafikere og mere til.

Man ser ikke på genstandene – man er sammen med dem. Rent, minimalistisk og underspillet forførende!

Efter Ægget så bliver man mor?
I fotoserierne Eggs og Tableau (1999) undersøger kunstneren, hvad (kvinde)kroppen kan gøre med et overdimensioneret æg.
Helt konkret tester hun forholdet mellem krop og genstand, ligesom man som beskuer igennem hele udstillingen bliver opmærksom på sin egen krop og dennes forhold til genstandene omkring den.

I værket er hun iført kridhvide handsker, klinisk hvidt tøj. Hun sætter sig overskrævs på ægget. Hun ruger det. Gemmer sig nøgen bagved det og bukker sig over det. Hun beskytter det.

Værket er en leg med æggets symbolik og moderlighedsmetaforikken bliver undersøgt. For kan man som kvinde gemme sig bag sin frugtbarhed? Kan man definere sin egen seksualitet og være selvbestemmende over sit køn og de normer, som det underlægges?

Kroppen som kunst
I sine fotografiske værker bruger Kalkau sin egen krop som et skulpturelt objekt, hvilket gør samtlige værker nærværende på en underspillet måde.
Det skyldes, at hun er selviscenesættende, men aldrig uinteressant selvcentreret – og hendes brug af egen krop skygger aldrig for budskabet.

De fotografiske værker virker som dokumentation af performances, der trækker tråde tilbage til 1970’ernes feministiske kunstperformances som eksempelvis Hannah Wilkes.

Men først og fremmest er de stærke værker i sig selv.

Hvorfor ser hun ikke på mig?
I værket Mops (2008) ser man en serie portrætter af en rygvendt kvinde. Umiddelbart er det helt ens fotografier, men der er forskelle.

For ved nærmere eftersyn afprøver kvinden forskellige frisurer, og hendes eget hår stikker kikset ud under parykken. Hovederne virker som bagvendte byster, og den serielle gentagelse virker dokumenterende.

Netop dét, at vi aldrig mødes af noget blik i udstillingen, gør, at der er en helt enorm tilstedeværelse i værkerne. Værket er æggende, fordi kvindens afvisende positur får mig til at ville se hende, hendes blik. For hvad er det hun ser, som jeg ikke kan se? Hvad er det hun ved, som jeg ikke ved?

Forkert og kikset parykhår
De bortvendte ansigter er en form for portræt blottet for identitet, men de små forskelle i den måde, hvorpå det rigtige hår ´forkert´ stikker ud under parykkerne, afslører små identitetsforskelle. Det lange hår tydeliggør den gennemgående tematik: Hvordan er man kvinde, og findes der en særlig kvindeidentitet?

Hun råber aldrig
Sophia Kalkau afsøger kvindeidentitet, moderlighed og kvindekropsidealer på en underspillet og poetisk måde. I et hvidt univers af æg og kæmpe hårnåle råber hun aldrig, men er med sin undersøgende tilgang til eviggyldige emner som moderskab og køn stadig aktuel.

Hun er insisterende i sin henvendelse, når man som beskuer kropsligt skal forholde sig til underlige kæmpeæg og andre gådefulde forstørrede objekter. Det hverdagsagtige og velkendte skal twistes, og vi skal tænke over vores brug af disse hverdagsting og egentlige forhold til en så kedelig ting som en hårnål.