Fredrik Raddums farverige skulpturer på Aros virker umiddelbare og vækker smil på læben, mens det samfundskritiske greb er knapt så virkningsfuldt.
Under den virkningsfulde overflade
Under titlen Get lost udstiller norske Fredrik Raddum sine farverige skulpturer i alle skalaer, bygget op omkring genkendelige figurer fra et barndommens univers.
Rigtig mange af Raddums værker beskæftiger sig med en søgen efter identitet i skellet mellem det naturlige og det kulturelle.
Udstillingen er fyldt med væsener i en sådan eksistentiel søgen: en knækket hund, der rister en hotdog efter en mislykket genforening med den fri natur, giraffer der er blevet “skandinaviseret” med påklistret gevir eller som norsk pakkepost og legende børn, der er blevet anonymiseret med en papirspose over hovedet.
Værkerne får mig helt sikkert til at smile, og der er en umiddelbar forståelse, som virker. Det er fint gået af Raddum, at han kommer sin beskuer i møde med humor, ironi og 3D, men hvor er det, værkerne rykker i kritikken af min skandinaviske selvforståelse? Jeg savner, at blive ramt af det, der lurer under den virkningsfulde overflade.
Velkommen hjem
Et af de første værker, der møder beskueren på udstillingen er Landscape, der lader et enkelt grantræ symbolisere hele tanken om den frie og utæmmede natur, som indgår i den skandinaviske selvforståelse og måske i menneskets som sådan.
Denne tanke om, at vi kender naturen som vor oprindelse, kontrasteres af et stakit, en lille økse og et ‘velkommen’-skilt, som alle tre symboliserer kulturen, der for længst har taget over for naturen som den vigtigste ramme for vores selvforståelse.
Overfladisk kritik
Det er en lidt letkøbt kritik at stille naturen op som det oprindelige overfor den kunstige kultur – en meget dualistisk måde at forstå to sameksisterende og sammenflettede størrelser på.
Det lægger op til en gammelromantisk tolkning i retning af, at det ene er værdifuldt, mens det andet er værdinedbrydende.
Som samtidskritisk potentiale fungerer budskabet derfor mindre godt for mig. Der kritiseres på for generelt et plan og med for meget sort/hvid palet til, at jeg kan forholde mig konstruktivt til problemstillingen.
Sort/hvid sort
De legende børn med papirposer over hovedet repræsenterer en anden gennemgående kritisk vinkel i udstillingen: kritikken af det moderne samfund som fremmedgørende, anonymiserende og blasert.
Det er igen lidt for let at stille den moderne skandinaviske erfaring op på denne måde uden at give tolkningen lidt modspil. Kritikken forbliver en sort/hvid tolkning, nu uden hvid, der giver den en uheldig ensformighed.
Det er netop denne forsimplede måde at stille en ellers relevant kritik op på, som gør værkerne lidt for ufarlige.
Popæstetik
Raddum benytter en kunstnerisk æstetik som er meget populær på den nutidige kunstscene, nemlig popæstetikken.
Popkunsten er kendetegnet ved at dyrke overfladen. Den forsøger ganske vist ofte indirekte kritisk at pege på det moderne samfunds interesse for det overfladiske, men den kan efter min mening have svært ved at komme med en mere dybdegående kritik.
Et forfærdeligt trygt sted
I slutningen af udstillingen står værket Catastrophic Playground, en rutsjebane der forestiller et styrtet fly i flammer, som man er velkommen til at tage en tur på.
Mens man rigtigt hygger sig, kan man overveje, hvor stor en del af udstillingen, der gav et nyt bud på et kritisk perspektiv på det nære og på samtiden.
Fredrik Raddum er født i 1973.
Han bor og arbejder til dagligt i Oslo, hvor han primært interesserer sig for skulpturer og installationer.
Raddum integrerer en række kunstneriske traditioner i sine værker, hvor han blandt andet trækker på nationalromantikken, pop art og surrealisme.
