Blandede malerier på heden

Blandede malerier på heden

Udsnit af Linda Bjørnskov: Nsanje Malawi drought season: Housing near the almost dried-up river Shire. Foto: Lars Bay.

Billedserie

Udstilling

HEDE

18 feb 2011 20 mar 2011

Beinta av Reyni, Linda Bjørnskov, Anna Odell, Anna Fro Vodder

Kunstpakhuset i Ikast udstiller fire forskellige kunstnere under titlen HEDE, et dobbelttydigt begreb med mange mulige indgange. Oplevelsen er tilsvarende blandet.

Hede er den velvalgte titel på udstillingen i Kunstpakhuset, som samler de unge kunstnere Anna Odell, Linda Bjørnskov, Beinta av Reyni og Anna Fro Vodder.

Ikke alene ligger Ikast på den Jyske hede. Begrebet rummer desuden spændet fra betegnelsen af et helt unikt naturlandskab til tanken om hedebølger, der har en særlig fascinationskraft på os i det kolde nord.

Det er der kommet en udstilling ud af, som spænder tilsvarende vidt i både stilarter, virkemidler – og ja, kvalitet.  

Drømmeleg i levende landskaber
Beinta av Reynis mestrer eksempelvis virkelig at lade hedens vegetation blive medspiller i hendes drømmelandskaber, der alle har en central figur som bogstaveligt talt flettes ind i naturens levende kræfter.   

Beinta av Reyni: Natmandsfolket. Foto: Lars Bay.
Beinta av Reyni: Natmandsfolket. Foto: Lars Bay.
Beinta av Reyni: Drømmen om heden. Foto: Lars Bay.
Beinta av Reyni: Drømmen om heden. Foto: Lars Bay.

Værket Drømmen om heden forestiller en søvnigt udseende pige klædt i alt for stor herreskjorte, der leger med et par fine damesko. Hun står i hedelandskabet, og i sin højre hånd holder hun uopmærksomt en miniglobus.

Værket fungerer godt som en skildring af den søvnige halvbevidsthed, som en drøm udfolder sig i, og samtidigt fungerer heden fint som stemningsskabende baggrund. Den iscenesættes på en gang som et smukt drømmelandskab og et underligt ensomt sted for en lille pige at lege udklædningsleg.

Desuden virker de forskellige symboler fint som en del af legen, hvor de voksnes roller prøves af, mens verden eller fremtiden er placeret lidt usikkert i hænderne på det legende barn.

Linda Bjørnskov: Makueni District, Kenya : On her own, only with Wangari Maathai in her thoughts. Foto: Lars Bay.
Linda Bjørnskov: Makueni District, Kenya : On her own, only with Wangari Maathai in her thoughts. Foto: Lars Bay.
Farveorigier og afrikanske mønstre
Linda Bjørnskov gør det også godt. Hun rykker sine motiver og behandlingen af heden sydpå til Afrika. Hendes 2000, Makueni District, Kenya: On her own, only with Wangari Maathai in her thoughts er grov i penselstrøgene, næsten på grænsen til det barnlige.

Værket er fuld af farver og et spontant, barnligt billedsprog, der gør den centrale figurs store smil og kuglerunde øjne skæve og grove at se på.

To mindre figurer er indklistret i det mønstrede univers, der er kendtegnet for alle hendes værker. Der er i det hele taget gang i blikket, når man undersøger Bjørnskovs Afrika.

Blikfang og cliffhangers
Den naive pensel virker bevidst i sampil med udklip og motiver som den afrikanske hytte, der kommer til at stå helt ikonisk i sin enkelhed.

Universet af sammenstuvede skolebørn, markeder og vilde mønstre rummer stor fascinationskraft, og titlerne virker som cliffhangers, der giver mig lyst til at høre mere om, hvad der skete i Oromia Region, Ethiopia : After four years of crop failure, the worst year of drought came.

Anna Odell: Mørke og lyng og Vi to. Foto: Lars Bay.
Anna Odell: Mørke og lyng og Vi to. Foto: Lars Bay.

Indgang til mørke og lyng
Anna Odells arbejder giver derimod ikke så meget fra sig. Hendes Mørke og Lyng består af en gråsort farveflade med underliggende dynamiske penselstrøg, der skaber nogle geometriske former i det ellers monotone udtryk.

På denne anmelder virker det umiddelbart ikke som om, der er arbejdet nok med forbindelsen til mig som beskuer. For selvom lærredet er stort, forbliver indvirkningen lille.

Jeg leder efter en indgang, der falder mig umiddelbar, men ender med den relativt beskedne erkendelse, at titlen kan aflæses 1:1. Ja, det kunne godt minde om lyng i mørke.

Stjernebilleder og pigespejdertrick  
Anna Fro Vodder er den, der står svagest i udstillingen.
Hun repræsenterer endnu et stilskifte, idet hun blandt andet viser en række værker, der består af fint foldede papirstjerner i en dyb ramme, som tillader stjernerne at beholde deres 3 dimensioner. Af og til er et lille farvet stykke tråd bundet på stjernerne.

Anna Fro Vodder: Stjernebillede / Pigespejdertrick. Foto: Lars Bay.
Anna Fro Vodder: Stjernebillede / Pigespejdertrick. Foto: Lars Bay.

Anna Fro Vodder: 5 værker af papir og tråd i ramme. Foto: Lars Bay.
Anna Fro Vodder: 5 værker af papir og tråd i ramme. Foto: Lars Bay.

Det er meget enkle værker, der indrager en uskyldig barnlighed. De kommer dog til at virke lidt anonyme i deres hvide rammer på de hvide vægge.
Papirstjernerne har et sommerhuspræg og en genkendelighed, der måske nok er hyggelig, men som også kommer til at læne sig op af noget kønsløst, ufarligt og lidt kedeligt.

Samlet set byder Kunstpakhuset altså på fire meget forskellige oplevelser af blandet kvalitet. 

Anna Odell er født i 1976 i Örebro i Sverige. Hun er blandt andet uddannet fra Det Kongelige Kunstakademi i København (2000-2006).

Anna Fro Vodder er født i 1974 i København og uddannet på Det Kongelige Kunstakademi (1994-200). Hun arbejder med stofstykker og andre materialer, som hun finder i hverdagslivet og skaber sine kompositioner ud fra.

Beinta av Reyni er født i 1970 i Tórshavn på Færøerne. Navnet av Reyni beviser hendes tilhørsforhold til en succesfuld færøsk kunstnerslægt, men hendes naturalistiske landskaber med drømmende eller surrealistiske elementer er hendes egen stil.

Linda Bjørnskov er født i 1973 i København, hvor hun har uddannet sig på det Kongelige Kunstakademi (2006). Bjrønskovs malerier tager ofte udgangspunkt i historiske, kvindepolitiske og samfundskritiske temaer, der bearbejdes i en farverig og naiv fortællestil.

Billedserie

Udstilling

HEDE

18 feb 2011 20 mar 2011

Beinta av Reyni, Linda Bjørnskov, Anna Odell, Anna Fro Vodder

Del artiklen

'Blandede malerier på heden'

Facebook