Den svenske professor og kunstkritiker Gertrud Sandqvist fortæller om fællestrækkene ved den nordiske kunst - dens praksisser, betydning, udvikling og fremtid.
For Gertrud Sandqvist, professor på Konsthögskolan i Malmö, er der en klarpointe med et nordisk samarbejde inden for kunsten. Vi mødtes på hendes kontorpå Konsthögskolan en iskold vinterdag i Malmö for at diskutere kunstensfremtid.
En nordisk kunstpraksis
Er det relevantat tale om en nordisk profil og et nordisk samarbejde inden for kunsten i dag?
Ja, det er relevant. Malmö Konsthögskola er en international skole og har væretdet siden starten. I dag er mere end 50 procent af eleverne internationalestuderende. Derfor er det åbenlyst, at det både er umuligt og uvæsentligt atforsøge at pege på et nordisk træk i selve det kunstneriske udtryk.Påvirkningerne udefra er en del af det hele. Derimod synes jeg, at det absolutvigtigste aspekt, når man taler om en nordisk kunstscene, er samarbejdetlandene imellem. Der findes et praktisk fælles værdigrundlag som forener Nordenog som gør et nordisk samarbejde muligt og givende.
Holder den nordiske kunstkontekst i et internationalt aspekt?
Den nordiske kunst er en del af deninternationale, og den klarer sig rigtig godt på trods af Nordens sølle 25millioner indbyggere. Men det er jo disse 25 millioner indbyggere og det faktum,at vi sammen bliver større, der gør det så vigtigt med et samarbejde. Jeg læggeringen ideologiske vurderinger i det, og der er ikke noget interessant ved attale om rent nordiske udtryk. Derimod har vi lige netop i Norden en enormsamstemmighed i uddannelser, stipendiesystemer og hvordan man vælger at arbejdevidere efter uddannelsen.
Der er en lignende tradition her med at eleverne gårpå forberedende kunstskoler. Det giver heldigvis helt igennem mere modne, mereudviklede kunststuderende, hvilket også er et typisk nordisk træk. Og deforberedende skoler er vigtige. For til forskel fra musikkens verden finder mansjældent vidunderbørn inden for kunsten. Der kræves en kundskab og en modenhedfor at kunne udtrykke sig kunstnerisk. Dertil er der et kunstnerisk samarbejdemellem de forskellige lande, først og fremmest Sverige, Norge og Danmark, medstuderende som uddannes i hinandens byer og således knytter kontakter, somefterfølgende resulterer i samarbejder.
Det eksotiske Norden
Kan man tale omet typisk nordisk udtryk?
Det man kan sige er, at der trods alt findes visse traditioner, som udviklesi Norden delvist på grund af denrelativt isolerede geografiske beliggenhed, som vi har. Vi har haft enmaleritradition i Norden, som er ret speciel. Men man må være forsigtig med atsige, at der findes noget ud over det praktiske, som egentligt omdrejningspunkt.Derimod kan man konstatere, at der i 80’erne uden for Norden syntes at hvilenoget eksotisk over Norden og det nordiske maleri med lyset og naturen. Detteforandredes så i løbet af 90’erne. Uden for Norden begyndte man at lægge mærketil interessant nordisk kunst, som man dog ikke kunne genrebestemme som typisksådan, hvilket jeg synes er vigtigere.
Hvad synes duat et fremtidigt nordisk samarbejde bør bygge videre på?
Det er jo en af mine kæpheste, at vi har brug for et godt nordiskkunsttidsskrift, og der er jeg bestemt. Som en af dem der var med til at startetidsskriftet Siksi (som sidenhen blev til Nu) mener jeg, at hvad der virkeligmangler og hvad der er brug for er et nordisk kunsttidsskriftsamarbejde medinternational satsning. Kunstskolerne har et netværk der fungerer, men derimodfungerer udstillingssamarbejderne ikke på samme måde som tidligere. Og nårkunsthaller og museer tager over, er der et behov for at disse skal kende tilkunstnerne, og det er i det tomrum, at der er brug for et kunsttidsskrift.
I detnordiske kunstcentrum kendte folk mest til den amerikanske kunstscene, men ikketil sine naboer. Med det nordiske samarbejde åbnedes øjnene for og grænsernetil nabolandene, som dermed åbnede op for en udvidet kunstscene men et igrunden relativt ens syn på kunsten. Efter nedlægningen af Nu er der ikke lavetflere satsninger, og det er der brug for. Jeg møder stadig personer i udlandet,som savner dette.
Nordisk kunst er postmodernistisk
Var det postmodernismen der gjorde at det nordiske under slog igennem?
Ja. Postmodernismen opfatter jeg som en flytningfra en centralstyret og langt snævrere forståelse af kunsten. Hvis man i fuldalvor mener at monokromen var slutningen på maleriet, så indebærer det at dethar været på spareblus siden 1914, hvilket er helt vanvittigt. Postmodernismenindebar en flytning fra en centralstyret og langt snævrere forståelse afkunsten til en splintring og en stillen spørgsmål til den herskende hegemoni.Hyldningen af hybriden og muligheden for at lave kunst overalt i verden ogvigtigst af alt at man kunne lave kunst på flere måder, udviklede kunstformen.
Før postmodernismen havde vi overraskende lidt konceptkunst her i Norden. Selvtroede jeg ikke at der var så meget af postmodernismen der levede videre,indtil vi havde et forløb på skolen, og jeg blev forbløffet når vi læsteLyotard og Den postmoderne tilstand.Det er en næsten profetisk tekst, for der er så meget der stemmer overens med idag. Den forudså hele samfundet, og gjorde det skræmmende præcist.Postmodernismen er en stor tankeform, som vi endnu lever i. Der findes blandtandet postkolonialismen og queer-teorien, som meget tydelige fortsættelser afpostmodernismen.
Kunstnere som forskere
Hvad er næsteskridt?
Ingen anelse, men den mulighed der nu findes for kunstnere for at doktorereog at gøre det på måder der indebærer, at det kunstneriske arbejde dikterermetoden, tror jeg kommer til at få gehør. Jeg oplever at der er en utrolig storinteresse for, hvordan man arbejder på konsthögskolan, både internationalt oghos kunstnerne. Den kunstneriske forskning findes i både Norge og Finland, ognu kommer den i Sverige. Den her udvikling er noget der kan ses blandt de yngrekunstnere i og med at der åbnes op for flere kanaler at udtrykke sig gennem fordem.
Tidligere lavede kunstneren sit værk og overlod det derefter til andre attage sig af det. Nu arbejder kunstneren i flere forskellige led, kurerer,skriver og forskyder sin position som kunstner til et andet sted. De er ikkelængere udelukkende producenter af værker. Dette indebærer at man ikke længerekan sige at kunsten repræsenterer ”det andet”, hvilket er hvad man har sagtsiden kunstbegrebets fødsel i midten af 1700-tallet, hvor kunsten blev adskiltfra videnskaben. Det synspunkt, at de to aspekter kunst og videnskab ikke harmed hinanden at gøre, er i færd med at blive opløst, og det er en storforandring. Jeg tror absolut ikke at alle kunstnere kommer til at forske, mende omkring ti procent som gør det, kommer også til at få indvirkning på detøvrige felt.
Kunst er, mener jeg, en form for tænkning mere end noget andet.Jeg kalder den en spekulativ form for tænkning, som har at gøre med måden at sepå. Men sådan er kunsten ikke blevet erkendt og har måttet tage imod en millionforskellige projiceringer. Kunst har kategorisk måttet holdes udenfor for atopretholde systemet. Den har sat sig mod en slags mandlig patriarkalsk orden,og det er dette der nu er i gang med at blive opløst med ekspresfart. Jeg trorat samarbejde med andre kundskabsområder, uanset om det er antropologi, medicineller økonomi, er næste skridt i kunstens udvikling. Der findes en stærkintegritet hos mange af disse yngre kunstnere som arbejder, og den er mulignetop fordi de har flere veje at gå end udelukkende via de store gallerier.
Selvbilledet, synet på hvordan man som kunster agerer i sit felt, adskiller sigmarkant fra tidligere, hvilket heldigvis giver kunstneren selv en helt andenposition og mulighed for at påvirke. Dette bevirker også at kritikken havner ien lidt svær position.
Er der et hulmellem kunsten og kritikken?
Ja, det er der ved at blive. Da skolen startede, befandt vi os i enposition, hvor kunstnerne ikke altid begreb det, som blev skrevet om dem i enanmeldelse. Der eksisterede ikke nogen rigtig teoriuddannelse på skolen, og jegsynes det er utrolig vigtigt, at kunstnerne selv forstår og kan arbejde medteoribegreberne. Fra at have været i en position hvor kritikerne har kunnetsige til kunstnerne hvad de egentlig havde gang i, så har det vendt sig oggjort at visse kritikere ender i underlegenhed. De førhen så tydeligepositioner er overhovedet ikke klare længere, hvilket er både interessant ogenormt krævende for alle parter.
Det man må forstå er, at kunsten sker påkunstnervirkets præmisser. Når man skriver tvinges man ind i et værk, og derfortrænes eleverne på skolen også i at skrive. Ofte er det sådan, at et værk ikkeåbner sig før man begynder at skrive om det. Når man går ind i transporten,oversættelsen fra et medie til et andet, sker der ting. Visse aspekter af etværk bliver tydeligere, mens andre forbliver i det visuelle. Man må også indse,at man ikke kan skrive om alt. En vigtig ting for kritikken at indse er, at derer store felter af visualitet som man ikke kan sætte ord på, men som kanpåvirke og inspirere.
Det kan iblandt, synes jeg, være interessant atsammenligne kunsten med andre forskningsfelter. Af billedkunsten kræves, at denskal være lettilgængelig og umiddelbart begribelig for folk som er ligeglademed billedkunst. Det er så bizar en situation, og netop derfor er kritikere såutroligt vigtige. Det er ikke kunsten der skal gøre sig lettere tilgængelig,det er kritikerne der skal blive bedre. Tag for eksempel den kunst der blandtandet vises på Modernautställningen. Det er kunst som er meget krævende og iallerhøjeste grad visuel. Den er ikke krævende i termer af at man skal stå oglæse en masse, men den er visuelt krævende og indeholder malerier ogskulpturer, som er fantastisk omfattende. Der kan man se en tydelig geografiskforskel, der findes en stærk og ganske streng visualitet fra Malmö, og det erderfor den kunst klarer sig så godt internationalt. Men det gør også at detbliver krævende.
Man kan forledes til at tro at kunst er svær, når denindeholder meget tekst, men det behøver den absolut ikke at være. Kunst, menerjeg, er svær når den går ind i en visuel situation, som kræver noget afbeskueren, når man ikke længere kun kan se hvad den handler om.
(Oversat fra svensk af Rasmus Graff)
Gertrud Sandqvist (f.1955) har en MA i journalistik og kunsthistorie fra universitetet i Lund og er professor i kunstens teori- og idehistorie ved Konsthögskolan i Malmö.
Mellem 1995-2007 var Sandqvist forstanderinde for skolen og fungerer i dag som daglig leder sammen med forstanderinde Silvana Hed.
Siden 1980 har Sandqvist virket som kunstkritiker, bland andet på kunsttidsskriftet Paletten (1980-1984), i Hufvudstadsbladet, i Svenska Dagbladet og ved Nordisk Kunstcentrum i Helsinki, hvor hun i 1986 var med til at starte det nordiske kunsttidsskrift Siksi - The Nordic Art Review.
Siden 2006 har Sandqvist været ordfører i KUNO, de nordiske kunstskolers samarbejdsorganisation.
'Det nordiske' har som begreb ændret indhold i de sidste 30 år. I 80'erne snakkede man om en nordisk identitet i samtidskunsten, særlig knyttet til idéer om naturen og det kunstneriske materiale. I 90'erne oplevede vi en nu orientering mod populærkulturen parallelt med en eksplosion af aktivitet på den nordiske kunstscene. Omkring årtusindskiftet døde dette nordiske 'boom' i samtidskunsten næsten helt ud.
Kan man stadig – i den globale tidsalder – snakke om en nordisk samtidskunst eller en nordisk kunstscene, eller er det et tomt begreb, der primært begrænser blikket? Norske KUNSTKRITIKK.NO, svenske KONSTEN.NET og danske KUNSTEN.NU har sat sig for at undersøge 'det nordiske' i fællesskab. Gennem seks interviews, to fra hvert hjemland, med en række markante stemmer fra den nordiske kunstscene i dag, vil vi forsøge at belyse spørgsmålet om en mulig ny, nordisk position i samtidskunsten?
Næste indslag i En ny nordisk position? er den 23. marts.
