Drømmer computere om kunst og kritik?

I den brede definitions vold
De fleste af Interface Criticisms bidrag gør et stort nummer ud af at pointere, hvor vidt og bredt et begreb ’interface’ er.  Det i den akademiske verden så populære begreb, der egentlig blot betyder kontaktflade eller grænseflade, dækker stort set alle berøringspunkter mellem mennesker, maskiner og medier i den digitale verden.

Det sender bogen i et meget stort ærinde, der ikke bliver mindre af, at det er størrelser som kritik og æstetik, der skal beskrives.

Den brede og interdisciplinære forståelse af den digitale kulturs fænomener er der sådan set ikke noget galt i. Antologien mangler dog at levere en ordentlig vinkling og introduktion til rejsen ind i det vidt forgrenede felt.

Start ad omveje
Den obligatoriske indledning postulerer ikke anden intention end at “udøve en kritisk undersøgelse af en vigtig kulturel form” (hvilket klinger sært med den postulerede bredde – kan vi nu pludselig se interfacet som en kulturel form?).

Herefter lægges der ud med en tekst om lysprojektioner i det 19. århundredes byrum som en slags ’protointerfaces’.

Et interessant stykke moderne kulturhistorie, der dog har karakter af omvej for den nysgerrige læser, der prøver at få hold på, hvad det var for noget med interfacets æstetik.

Det samme gælder for Bodil Marie Thomsens tekst om haptiske (berøringsbaserede) signaler i kunsten fra 1960’erne til i dag. Det ville fungere som en god perspektivering ud fra en fast kerne, men er her for løst i forhold til sagen.

Tilløb til kerne
Hollandske Florian Cramers bidrag har tilløb til at være den tiltrængte kerne og kunne derfor med fordel være placeret i starten. Her bliver begrebet ’interface’ omsider ordentligt introduceret og diskuteret kritisk i forhold til æstetikken.

Ikke mindst erkendes forskellene på den teknologiske verden og kunsten: Kunsten er ligeglad med teknologien og dens interfaces, hvis de ikke passer med kunstens selvforståelse, og de teknikinteresserede fremhæver hellere den nye i-phone som et kunstværk!

Spændende og refleksive betragtninger, der gerne måtte være flere af på bogens finurligt farveopdelte sider.

Svær formidling?
Ligesom computerbaserede værker ofte er svære at udstille, er de også komplicerede at forklare i tekst. Det udfordrede i hvert fald denne læsers forestillingsevne at fatte mange af de i bogen omtalte værker.

Når der tilmed flyver med it-forkortelser og en til tider heftig brug af teoretikere er læseoplevelsen ganske tung.  

Teorien virker i mange tilfælde ikke brugt opfindsomt og relevant nok. Behøver vi – som i Henrik Kaare Nielsens tekst – at have Jürgen Habermaas teorier trukket gennem manegen endnu engang, før vi kan komme til en forklaring af offentligheden og nettets interface? Eller de talløse referencer til kendinge som Walter Benjamin og Gilles Deleuze?

Da teorien ikke bidrager med nok, kommer den ofte til at agere dødvægt. Det kunne ellers være spædende at få introduceret nye og relevante teoretiske perspektiver på feltet.

Interface Criticism får derfor hverken beskrevet kunsten, teknologien eller teorien omkring dem på en interessant nok måde, trods det relevante emne.