En kritisk mangel

En kritisk mangel

Elmgreen og Dragsets performative værk, Det er aldrig for sent at sige undskyld!, 2010. (Foto: Matthias Hvass Borello)

Samtidskunsten er præget af en fascinerende mangel på samfundskritik. Og det til trods for at konflikterne i vores samfund og globale tidsalder vel ikke bliver mere udtalte end de er lige nu.

Grænserne er hårdt optrukne. Magthavere fordrejer. Krigeraser. Det kapitale system udstiller dets svagheder. Regeringer lyver. De resursesvage ofres. Overvågningen øges. Lækagerne afslører. Asylansøgerne vanrøgtes. Klimaet forværres. Det offentlige rum kontrolleres. De revolutionære fængsles.

Og hvad gør kunstnerne og kunstinstitutionerne?

En sjælden konfrontation
Et af de få kritiske indslag i den seneste tid var Elmgreen og Dragsets performative værk på Gammeltorv i sensommeren; Det er aldrig for sent at sige undskyld! (2010), der nu installeres permanent i Holland – med performer! Et sjældent kunstnerisk indslag, der gik i kødet på de negative symptomer i vores samfund generelt og det social-politiske klima – endda som direkte henvendelse midt på Strøget.

Men skal man virkelig være Elmgreen og Dragset, homoseksuelle, og etablerede kosmopoliter på den internationale kunstscene for at turde konfrontere normalen og ytre sig kritisk?

Kritisk frihed
Et af de eneste rum i vores samfund i dag, der rent faktisk har mulighed og magt til at ytre sig kritisk om tingenes tilstand er kunsten. Her er, om man vil det eller ej, en af de få kanaler til at påvirke offentligheden og den politiske dagsorden.

Kunsten er per definition en fri aktør, og især i et vestligt, civiliseret land som Danmark! Men hvis kunsten ikke udnytter og bekræfter denne frie position, hvorfra den kan konfrontere vor tids inhumane, lyssky og fordrejende tendenser og systemer, så svigter og udhuler kunsten sin legitimation som oplysende, kritisk praksis.

Kunsten kan selvfølgelig ufortrødent fortsætte sine ufarlige undersøgelser af sig selv, den kunstneriske grundforskning, granske sin historie, unikke sanselighed og italesætte den sansende og interagerendekrop.

Paradoksal tavshed
Det helt paradoksale er, at samtidskunsten i sin nutidige praksis er og kan være tilstede i utallige medier og ville kunne agere kritisk på et væld af platforme:

Nettet, de offentlige rum, globalt som aldrig før, på museer, i kunsthaller, i udstillings- og projektrum, som græsrods-organisation, som socialt projekt, i medierne og jeg kunne blive ved…

Det er kun kunsten selv,der begrænser sit råderum. Det handler om at tilpasse strategierne efter intentionerne og kanalerne. Og det her sure opstød skal mest af alt forstås som et kald til øget strategisk, kritisk tænkning og praksis i samtidskunsten.

For er intentionen virkelig at undgå stillingtagen og konfrontation?

I så fald, kan jeg ikke andet end at være skuffet. Måske ligefrem harm.

Hvis jeg var kunstner
Jeg er ikke billedkunstner. Men hvis jeg var, ville jeg bruge min stemme, den privilegerede position jeg gennem mit felts lange historie har fået tildelt til at udtrykke mig om det, der betyder noget.

Og nej, det ville ikke være nok for mig at italesætte vore sansende kroppe, gense en kunstnerisk reference fra 60’erne og skabe et interaktivt værk, hvor folk kan få deres facebook-narcissisme bekræftet positivt. Og hvis jeg endelig rejste en kritik, var det nu nok ikke af kongehusets sexliv.

Minimal ellerradikal?
Det er måske lige netop nu at man burde spørge:

Ville jeg som nutidig kunstner hellere være ufarlig end farlig? Konform i stedet for kritisk? Stiltiende i stedet for højtråbende?Anerkendt i stedet for underkendt? Dyr i stedet for vigtig? Minimal i stedet for radikal?

NEJ!

Del artiklen

'En kritisk mangel'

Facebook