Et koncentrat af viden

Fra torsdag den 20. januar, har kunstverdenen fået et nyt redskab med fantastiske muligheder og dybder. Kunsthistorier – online er resultatet af tre års intensiv arbejde med at føre Statens Museum for Kunst ind i den digitale tidsalder. Altsammen finansieret af Nordea Fondens rundhåndede støtte på 22 milioner kroner i 2008.

Forskere fra utallige poster i Statens Museum for Kunst, konservatorer, kunstfaglige, kunstnere og museumsinspektører – alle har de spillet en rolle.

En rolle, hvor de har suppleret med deres unikke viden inden for kunstens kringlede historie, obskure personager, komplicerede tilblivelse og langtidsholdbare greb om verdenen.

Vidensbase
Man forbavses efter besøget i det digitale univers (‘platform’ eller ‘site’ er simpelthen ikke omfattende nok), der illustrerer på smittende vis hvor fascinerende kunstens verden er, og hvor stor en viden vi besidder herhjemme i dette fagfelt.

Og koncentrerer man den viden, og lægger den frem for publikum, viser der sig uanede muligheder for at gå på opdagelse. En opdagelse, der vil kunne få alt fra den almene kunstbruger til den højtuddannede kunstfaglige til at blive hængende i timer, når man først har fået åbnet døren.

Og findes der en kunstfaglig eller en kunstinstitution med en særlig viden om en kunstner eller et særligt fagområde, er de blevet involveret og har suppleret med deres særlige ekspertise (fx. i forbindelse med en kunstner som J. F. Willumsen, hvor J. F. Willumsen Museet i Frederikssund har leveret væsentlige bidrag).

På den måde er Kunsthistorier – online også en opsamling af hele det korpus af kunstnerisk viden, der findes på området.

Vertikalt og horisontalt
Grundlæggende er Kunsthistorier – online en præsentation af museets samling fra det ældgamle kobberstik i den fjerneste skuffe til nutidige og ekperimenterende kunstudtryk fra nutidige kunstnere. Fra C. N. Gijsbrecht i 1668 til blandt andre Bjørn Nørgaard i vor tid.

I dette spænd kan man følge en stor vifte af spor, der sammenføjer værker og kunstnere fra hele historien i tematiske greb, som for eksempel: ‘Kroppe i kunsten’ eller ‘Mennesket og den store natur’.

Og dykker man ned i ‘Kroppe i kunsten’ finder man efterfølgende seks historier, der spinder seks kropstematikker med endnu flere værkeksempler og tilbundsgående tekster over Den sårede Filoktet (1775) til ‘Pussypower og kropskunsten’ i 60’er-kunsten.

Således bevæger sig man sig som bruger både horisontalt i tid og samling, og vertikalt ned i specifikke tematikker, værker og selv de mindste detaljer og tekniske spørgsmål.

Hotspots og nærkontakt
Vil man helt tæt på kunsten, så er Kunsthistorier – online et oplagt sted at starte. De fem til syv minutters portrætfilm, som museet har fået produceret, er både yderst informative og befriet for unødig pædagogik, og som en ekstra feature er hvert kunstnerportræt suppleret med underlægningsmusik med ofte direkte relation til kunstneren og dennes tid.

Bevæger man sig ind for at betragte det korpus af værker som nu er blevet tilgængelige online (33 af ialt 260.000!!), får man nogle interessante værktøjer i hånden som bruger.

På det helt lavpraktiske niveau får man nu mulighed for at zoome helt tæt på værkerne og studere hidtil svært tilgængelige detaljer. De såkaldte ‘Hotspots’ er markeringer med små forklarende tekster i værkerne, som har væsentlig betydning for både produktionen og vores aflæsning af værket. Lige fra konservator-betragtninger over materiale til de små henvisninger og kunstneriske kommentarer og skjulte budskaber som kunsten ofte er fyldt med.

Et skridt mod fremtiden…
Det er sandt at sige kun et udsnit af museets værker og viden vi møder på Kunsthistorier – online i dag, men sikke en begyndelse! Hvad venter der os, når museet får udfoldet hele dette visionære projekt og forbindelserne bliver knyttet?

Statens Museum for Kunst har taget et uhyre kraftigt skridt ud i den digitaliserede museumsverden, og mon ikke der er en del museer rundt omkring i verden, der kigger – og klikker – med i disse dage. Det burde de i hvert fald!