Katja Bjørn sætter fokus på både den erotiske, skulpturelle, tingsliggjorte og selvbevidste kvindekrop. Udstillingen Still Walking undersøger den kvindelige krops aktuelle position, men den fortæller ikke entydigt, hvad vi skal mene og synes. Og det er faktisk en styrke.
Lad det være sagtmed det samme: Katja Bjørns aktuelle soloudstilling på Charlotte FoghContemporary kræver lidt af sin beskuer. 
Først og fremmest kræver den, at der ofres noget tid. Specielt videoværkerne,som i øvrigt klart er udstillingens mest interessante indslag, fordrer, at manslukker mobiltelefonen i den venstre hånd og lader udstillingskataloget i denhøjre forblive sammenrullet.
Giv tid
Den opmærksommetid der bruges foran videoværkerne er nemlig med til at skabe værkernesbetydninger. Forstået på den måde, at man som engageret og tålmodig beskuer fårtid til at reflektere over, hvad det er for en fortælling, der projiceres op påvæggen foran én.
Der er med andre ord en særlig langsomhed i Katja Bjørns videoværker, og detskal i allerhøjeste grad forstås som en kompliment.
Videoværket Honey er et fint illustrativt eksempel på, hvorledes KatjaBjørn i sin kunstpraksis formår at indarbejde flere tematikker i ét værk:kvinden som begærsobjekt, utopien om den evigt unge krop, samt den selvbevidsteog selvsikre erotiske kvindekrop.
Generelt set åbner udstillingens enkeltværker flere døre end de lukker, menfælles dem alle er dog kvindekroppen. Det er undersøgelsen af denne, der erudstillingens anker.
Kvinden i honningkrukken
En nøgen kvinde, Katja Bjørn selv i øvrigt, befinder sig i en storglasindrammet beholder. Hun hviler selvbevidst i sin krop og forsøger på ingenmåde at skjule sit køn eller sine bryster, selvom hun tydeligvis er klar over,at hun bliver betragtet.
Fra toppen af glasbeholderen løber en stille, jævn strøm af tynd lysegulhonning. Den klæbrige masse flyder ned over hendes ansigt og krop, og læggersig som en ravgul hinde over huden.
Den sete og denseende
Det lyder måskesom en erotisk fantasi af en slags, og Honey spiller da også klart pådet erotiske. Kvinden i glasbeholderen kæler forsigtigt med honningen,velvidende hvilken blodtryksforhøjende virkning dette kan have på den mandligebeskuer.
Og dermed er et vigtigt aspekt ved Katja Bjørns kunst slået fast: Relationen ogspillet mellem den der ser, og den der bliver set på.
I Honey tematiseres dette via den honningindsmurte kvindekrop, derfremtræder som begærsobjekt for det maskuline blik.
Kvalt i honning
Efterhånden somvideoværket skrider frem, tager det, i øvrigt tilpas underspillede, erotiskeelement en ubehagelig drejning. Strømmen af honning tager til, hvormed kvindensansigt dækkes til og hendes luftveje blokeres.
Pludselig ligner Honeymere et overgreb, end det ligner en hed erotisk fantasi. Det urovækkendeelement understreges yderligere af det faktum, at de store mængder honningsamler sig i bunden af beholderen og langsomt fylder den op.
Først tilhoftehøjde. Så til brysthøjde. Og til sidst, helt op.
Tiden arbejderfor værket
Der er en megetmeget vellykket spænding i videoværket Honey.
Der er som sagt ettydeligt erotisk element i værket, men Honey udstiller samtidig ogsådenne erotisering og gør den farlig. Honningen ender med at kvæle kvinden, jaden konserverer faktisk hendes krop, så den ikke kan ældes.
Som tidligere nævnt er der mange tematikker på spil i Katja Bjørns værker og Honeyer ingen undtagelse. Det starter som en lummer erotisk fantasi, men efterhåndensom tiden går, udvikler værkets sig: det åbner sig op og bliver klaustrofobisk,ubehageligt og yderst tankevækkende.
Højdepunktet
Videoværket Honeyer naturligvis ikke det eneste værk på udstillingen, men det er et absoluthøjdepunkt.
Udover de rene videoværker præsenterer Still Walking en rækkevideoskulpturer, der indarbejder videoens levende billeder i forskellige readymade-skulpturer.
Åbner du eksempelvis det væghængte medicinskab, ser du tre nøgne, skulpturellekvindekroppe danse til et ældre amerikansk 60’er popnummer med feministiskeundertoner.
Og i værket His og Hers, som består af to blanke sølvskrin medhver sin lille skærm indeni, vises nogle nærmest karikerede kønsstereotypiskekropsfremstillinger.
Vedkommende
StillWalkinger en vedkommende og måske endda nødvendig udstilling om kvindekroppen.
Denlægger i hvert fald op til refleksion over den kropskultur, der verserer isamfundets visuelle kultur.
På turen hjem fra Charlotte Fogh Contemporary, prøv da at tælle hvor mange erotiserede kvinder du møder ibutiksruderne, ved busstoppestedernes reklameplakater og på bladhylderne.
