Det smukke feedback

Forårets sidste artist talk på Statens Værksteder for Kunstforegik, til trods for solen udenfor, i et fuldstændig mørklagt lokale. Her viste videokunstner Marie KølbækIversen hvordan hun ved at teste sig frem med forskellige opsætninger med kameraer og projektorer, skaber sinevideoinstallationer baseret på live-feeds.

Kalejdoskopiskemønstre i mørket
Til anledningen havde Kølbæk samme dag konstrueret en ny installation:I mørket på væggen fremstod en buet figur af hvide, firkantede felter, somreagerede svagt på folks bevægelser rundt i rummet.

Så snart man bevægede sig helt henmod figuren og krydsede ind i projektorernes lys, forvandlede firkanterne sig tilen kalejdoskopisk hvirvelvind af sort-hvide mønstre foran én.

Lyder det kompliceret? Det var der i hvert fald flere af de fremmødte, inklusivundertegnede, som syntes. For teknikaliteterne bag Kølbæks værker virker indviklede.

En limbo af analoge feedbacks
Men i virkeligheden består Kølbæks feedbackbaserede værker kun af tre elementer: flade, kamera og projektor.

Ud fra eksperimenter med placeringer og antal af kameraer og projektorer, har Kølbækblandt andet skabt lysende flader, der minder om bølgende vand oghypnotiske, cirkulære installationer, der nærmest folder sig ud iuendelige trance-limboer.

Der er altså hverken noget digitalt eller optaget vedKølbæks videoinstallationer. De grafiske mønstre og figurer bliver til ud af de uendelige loops af direktefilmning/projicering. Og når figuren, i det øjeblik man træder ind foran det, splintres i et vivar af mønstre, er det blot den live filmning/projicering, som man påvirker.

Den smukke kunst
Men hvor teknikken bag Kølbæks forskellige tests med vinkler, flader ogplaceringer synes temmelig forvirrende (hvad kom først: det filmede ellerprojektionen af det filmede – hønen eller ægget?), er udgangspunktet forinstallationerne altid meget enkelt: en søgen efter det smukke, påpeger hun.

“Jeg arbejder altid med at lave installationer,som er smukke og som har en appellerende fremtræden. Som kan noget, på en eller anden måde.”

En opfordring til påvirkning
Men når man efterstræber et ”smukt” udtryk i sine værker, risikerer manikke, at kunsten ender som dekoration eller pynt?

“Jeg vil egentlig gerne have at det skalvære tiltrækkende. De fleste vil skulle drages ind foran billedet for at ‘få nøglen’ og forstå, at det ikke bare er et smukt billede, men at det handler om feedback.”

Med ‘nøgle’ mener Kølbæk, at man som beskuer opdager, at billedet ikke er en fastlåst størrelse, men derimod levende og påvirkeligt. Og det en vigtig pointe i kunstneres praksis:

“Billedet er et frirum, der ikke er et stykkegennemtykket, forudkommunikeret, forudformuleret kommunikation, som skal forståspå en helt bestemt måde. Det er noget der er lavet uden bestemte betydninger.”

Det aldrig tomme tomrum
Med sine hypnotiske, meditative værker, forsøger Kølbæk altså at skabe værker,som ikke er underlagt bestemte budskaber, men som derimod er flertydige og som giver plads til individets påvirkning.

“Vi vil så gerne have alt til at handle om ‘noget’ i dag, men mine værker handler ikke om noget. De er frirum, der ikke er repræsentationer, men som i stedet giver tid til fordybelse, tilvirkelig at se det, som man ikke ser i sin hverdag.”

Så Kølbæks kopieringstests med blanke papirark, der gradvist bliver mere og mere sorte i kopieringsprocessen, og tests med livefeeds mellem kameraer ogprojiceringer, er alle sammen udforskninger af, hvordan ting skaber sig selv. Som hun selv siger:

”Selvom man søger mod dettomme, så vil verden altid skabe sig”.

Det er den samme skabelse af ”noget” ud af tomrum, som finder sted i den buedefigur, der lyser i mørket og lydløst skvulper frem og tilbage i takt med, at folkbevæger sig rundt i lokalet.

Artist talken med Kølbæk blev på den måde et blik ind i en arbejdsprocess, hvor det æstetiske udtryk har en særlig betydning og en formalistisk inspireret kunstpraksis, hvor materialerne bliver foldet ud på deres egne præmisser.