Emil Salto

Emil Salto arbejder med tiden og med lyset. I hans abstrakte fotografiske værker finder man sprængte narrativer og (de)genererede rumligheder. Ved brug af både videnskabelige og mystiske greb opstår diffuse konstellationer og skarpe urformer, der på én gang fastholder og opløser tiden.Læs flere

Info

Baggrund

Emil Salto er født 1968 i København.

Han er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi, København 1994-2000.

Bor og arbejder i København

Primære medier

Fotografi

Website

Emil Saltos kunstneriske virke er præget af en interesse for vores forståelse af den kendte virkelighed; tiden og rummet.

Ved brug af pseudo-videnskabelige og okkulte teorier har han ofte forsøgt at give bud på en udvidet opfattelse af tidslighed og rumlige dimensioner. Samtidig opfatter han selv den fotografiske proces som et drama og hans værker som scenografier, hvor lys og tid tænkes som et narrativ.

I mørkekammeret, hvor han skaber en del af sine værker, lader han sin krop indgå performativt i billeddannelsen. Ved at placere mere eller mindre gennemsigtige objekter på lysfølsomme plader kan han i mørket eksponere geometriske og abstrakte skyggeaftryk og fiksere dem. Denne fotografiske arbejdsmetode uden brug af kamera, fjerner behovet for et maskinelt mellemled. Kameraets kontrol bliver elimineret fra ligningen, og tilfældighederne får friere spil.

Emil Salto forsøger at forene den mystiske og den konkrete sfære i kunsten uden at gå på kompromis med nogle af delene. Hans værker kan både ses som omhyggelige studier i rum og tid eller som gådefulde bud på ekstradimensionelle virkeligheder. Hans værker giver mange bud på alternative forståelser af tiden og rummet, men han når ikke frem til nogle konkrete facitter, og det er heller ikke målet. Han er hverken videnskabsmand eller shaman men placerer sig som kunstner et sted midt imellem. 

 

Del profilen

'Emil Salto'

Facebook