I udyrets spejl

Det er et komplekst univers, der møder én, når man får øjenkontakt med Walton Fords myrdende, ædende og døende dyr på Louisiana. Man bliver konstant i tvivl om, hvilken del af hjernen, der reagerer?

I de gamle indiske dyrefabler samlet under titlen Pancha Tantra (udateret) hedder det:

If only greed be there
For some material feast
How draw a line between
The man-beast and the beast.

Og det er ikke et tilfælde at dette citat indleder bogen om amerikanske Walton Fords omstændige værk.

“Jeg undersøger det her sted i vores hjerne, hvor vi som dyr og mennesker bytter plads, og jeg forsøger at illustrere helt generelt, at det forhold vi har til dyr er præget af grådighed og misbrug. Aben er jo ikke et kæledyr, der får opfyldt sine behov. Aben er, og har altid været, en komisk rekvisit eller statist i menneskets udforskning af det at være menneske,” siger Ford og slår ud med armen mod værkerne på væggen.

Traditionens fordrejning
Han er helt igennem nutid, men indskriver sig i flere århundredes tradition. Gennem hans fascination af naturhistoriens billeder og skildringer fra det 15. til det 19. århundrede, har Walton Ford kopieret en maletradition med stor nøjagtighed, og nu i skalaen 1:1 – i enorme akvareller og en række kobbertryk.

Men når han vælger at male kuriøse og ofte voldelige scenarier af naturens vildskab på grænsen til den menneskelige civilisation, så er det ikke et videnskabeligt forsøg på at kortlægge og katalogisere dyreverdens arter igen, men for at illustrere at menneskets forhold til dyr er præget af udnyttelse, misforståelser og fordrejet romantik.

Disneys dødsdømte dyr
“Vores forhold til dyr er fyldt med misforhold, hvor vi indtager en dominerende, barnlig eller romantiserende rolle overfor naturen. Hvis du ser på Disney eller klimaforkæmpernes billedverden, vil du se mor-isbjørnen med sin baby-isbjørn, en projicering af relationer og egenskaber til disse dyr, sådan som vi ønsker de skal være.”

“Det er en fordrejet verden. Det er dødsdømt og som at gifte sig med nogen af de forkerte grunde. Vi har forventninger, som aldrig bliver opfyldt,” forklarer Ford.

Forvirringen bygger i følge Ford på den konflikt vi befinder os i, når vi som mennesker møder vilde dyr. Det første et barn ville gøre, hvis det møder en fugl i en park, er at forsøge at nærme sig dyret, og fuglen flyver per instinkt væk. Når vi har vores første kæledyr, dør de meget ofte, og vi står grædende og uforstående tilbage.

En meningsfuld relation
Denne adskillelse mellem dyr og menneske er en frustration dybt lejret i den menneskelige eksistens i Fords øjne.

“Enten afstår man helt fra dette møde og bliver et bymenneske uden den ringeste chance for at kunne begå sig blandt dyr, som Paris Hilton for eksempel. Eller også bor du i et hippiekollektiv med dyr over det hele i et håbløst forsøg på at skabe en meningsfuld relation til dyrene. Forvirringen er total, uanset hvad og har aldrig forladt os,” påpeger Ford og finder et eksempel fra hans barndom bagerst i bogen, der supplerer udstillingen:

“Det er et billede af en ulv, som jeg tegnede da jeg var 9 år gammel. Jeg var draget af de her naturhistoriske tegninger både af James Audubon (1785-1851, amerikansk tegner, maler og ornitolog, red.) og Edward Lear (1812-1888, britisk digter og illustrator, red.)”

“Jeg havde den her fantastiske følelse af at se historien. Og jeg begyndte at tegne, fordi jeg ville se mine egne versioner af dem. Jeg ville gøre dem til mine egne. Men i min egen fordrejede version,” pointerer Ford, og man forstår langsomt, hvor stort et projekt hans værker indgår i. 

Fortællingens kraft
Da Ford læste historien om, hvordan James Audubons mors abe kvæler Audubons papegøje, en historie Audubon selv nedskrev som barn, så vidste han ikke, hvad betydningen præcis var?

“Men jeg forstår kraften i fortællingen, fordi vi tilskriver både aben og papegøjen en masse menneskelige egenskaber. Disse to dyr er fyldt med kulturelle betydninger. Og at moderens abe, ender med at dræbe sønnens papegøje, giver historien så mange interessante aspekter.”

Ved at male scenariet, som aldrig er blevet billedliggjort tidligere, håber Ford ikke på at løse noget, men ønsker at pege på den her konflikt, som vi ikke kan flygte fra og bør forholde os til som mennesker:

“Det her er egentlig et forsøg på at acceptere forholdet som det er.”

King-Kong-kultur
Også den ganske lignende fortælling i King-Kong er en tidlig inspirationskilde for Ford. Den rummer for ham store sandheder omkring, hvordan vi møder dyr som mennesker, og de problemer der ligger i kulturmøder som for eksempel i den vestlige kolonialisering, og hvad den gør ved opfattelsen af den kolonialiserede:

“Vi møder en fremmed kultur og natur, og tager det mest frygtindgydende fænomen og forsøger at dominere og tæmme det, og det ender med at blive noget helt andet i den nye kulturelle sammenhæng, en negativ kraft, der truer med at ødelægge civilisationen. Dyret følger kun sin natur, men når det smadrer halvdelen af byen og kravler op i Empire State Building, så er det jo frygtindgydende.”

En erobringshistorie
King-Kong indskriver sig ligesom Ford i en naturhistorisk og zoologisk tradition, der strækker sig fra det 15. til det 19. århundrede, hvor europæere tog ud i verden og til steder, hvor ingen europæer før havde sat sin fod, for at identificere, katologisere og indhente dyr og planter.

“Den her historiske erobring og hjembringelse af fremmede dyrearter og objekter foregik med vandfarve på papir, hos James Audubon og alle andre på den tid. Så at bruge dette visuelle sprog, men samtidig fortælle historien på en helt anden måde, var interessant,” forklarer Ford.

Mørk omfavnelse
Da James Audubon malede den ‘amerikanske vandredue’ (the Passenger Pigeon), malede han et duepar, der ‘kysser’ på en gren omgivet af blomster.

“Det er meget ømt. Der er ingen indikation af at disse dyr flokkedes i et milliard-antal, der flyttede sig som et helt vejrsystem, hærgede al bevoksning, hvor de slog ned og skræmte de lokale fra vid og sans. Så jeg har tilføjet voldtægt, rov og mord i min gengivelse af disse dyr, tilskrevet dem menneskelige attributter og indføjet idéen om, at dette dyr selv var skyld i dets udryddelse,” forklarer Ford og uddyber:

“Jeg forsøger at omfavne kompleksiteten og de her mørke sider af vores forhold til disse andre væsener, også bare fordi jeg synes billedet er interessant,” pointerer Walton Ford.