Publikum – en dinosaur i et vidensamfund

Publikum – en dinosaur i et vidensamfund

Portræt af Peter Hanke. Pressefoto.

Begrebet 'publikum' – i den form vi kender det – er på vej på kirkegården, ganske som et meteornedslag gjorde det af med dinosaurerne i palæontologisk tid. Viljen til at forny tankegangen om kunst i en vidensbaseret økonomi, kræver derfor en radikal fornyelse af begrebet.

Kulturlivet i Danmark lever i et fornuftsægteskab med fritidslivet. I langt de fleste støttesystemer og politiske beslutningsprocesser er kunst, kulturarv, sport, hobbyvirksomhed og foreningsliv under samme hat.

Sådan har det været siden velfærdsstaten blev til, og dette samfundsperspektiv er nu så stærkt og fasttømret en synsmåde, at ingen egentlig betvivler det længere, selvom det i historisk forstand er en ret ny tilstand. Man kunne ligeså godt argumentere for at kunsten f.eks. hører hjemme i videnskab og forskning.

I en samfundsudvikling, der er på vej til at opløse det klare skel mellem arbejde og fritid –  mens den industrialiserede tidsalder er ved at rinde ud – har det en høj mental pris at blive  betragtet som en luksus eller overflødig staffage, når danskerens professionelle gerning holder pause.

Publikum på kirkegården
Kulturlivet betragter således den danske befolkning som forbrugere i et  overskudssamfund, og til dette formål har vi anerkendt begrebet ‘publikum’ i vores søgen efter at få danskerne til at overvære kunstens produktion. Men begrebet ‘publikum’ – i den  form vi kender det – er på vej på kirkegården, ganske som et meteornedslag gjorde det af med dinosaurerne i palæontologisk tid.

Et opgør med fritidssegmenternes dominans og viljen til at forny tankegangen om kunst og kulturs egenskaber i en vidensbaseret økonomi, kræver derfor en radikal fornyelse af  begrebet ‘publikum’. Der er en bedaget generalisering over måden at se på den gruppe  mennesker, man forestiller sig, når ordet udtales og når man skal markedsføre sine  æstetiske nyskabelser.

Sammenligningen med urtidens uddøde racer er ikke på nogen måde ment nedladende overfor de mennesker, der går på kunstudstilling eller til koncerter, og som vi for nemheds  skyld kalder ‘publikum’. Dinosaur-metaforen er ment som en kritik af kulturinstitutionernes og formidlernes udtrykte hang til at generalisere og segmentere mennesker efter forbrugsmønstre og social adfærd. Damer med blåt hår og postnummer 2900 er de eneste,  der af sig selv går i operaen, og vi mangler at få lidt unge indvandrere med og så videre.

Men – ligesom forbrugere ønsker individuel behandling altid, og nu kan få 32 slags tandpasta i et supermarked – ønsker kulturlivets forbrugere at kunne vælge så frit som  overhovedet muligt og kan ikke tilfredsstilles efter gårsdagens behovsanalyser. 

Variationsmulighederne i produktserierne i supermarkedet er betydeligt større end i kulturlivet, da langt de fleste kunstneriske udtryk og kulturarven er fanget i deres eget ophav, æstetiske stringens og kulturhistoriske forudsætninger.

Man kan og bør ikke versionere kulturens artefakter i 32 forskellige varianter uden at miste den oprindelige værdi og dermed på paradoksal vis reducere sin unikke markedsværdi. Forbrugeren er en illoyal og utaknemmelig størrelse, og derfor er det langt bedre at udvikle  nye synsmåder og se på publikumssammensætningen helt anderledes – og skabe en  individuelt formuleret respekt omkring det enkelte menneske, der besøger kulturinstitutionen.

Måske skulle vi afskaffe ‘publikum’?
Billedkunstner og professor ved Kunstakademiet Bjørn Nørgaard har på den mest elegante måde karakteriseret dette fænomen og imødegået faren for banal generalisering. Adspurgt hvordan han formidler sit ofte krævende billedsprog til almindelige mennesker svarer han ganske nedtonet: “Jeg har aldrig mødt et almindeligt menneske”.

Et udsagn, der bærer to vigtige budskaber i sig:

Kunstneren er optaget af hvordan det andet menneske reagerer på det udsagn, man fremsiger. Og enhver individuel oplevelse og opfattelse er legitim.

I sandhed et humanistisk ideal, som nutidens professionelle arbejdsmarked allerede har lært at kende.

Ingen moderne leder i vores del af verden vil for eksempel kunne slippe afsted med andet end at levere en individuel, personlig indsats overfor hver eneste individ, han eller hun har ansvaret for. Sådan burde kunstneren også betragte befolkningen.

Hvis dette princip projiceres til et institutionelt og organisatorisk niveau møder vi måske en ny mulighed for at raffinere kunstformidlingen i stedet for at segmentere folk i store bundter, stille eksperternes dybde til rådighed i stedet for at forfalde til professionel arrogance.

Kravet vil være en etablering af hidtil uset fantasi omkring former og mulighed for at inkludere og imødekomme det enkelte menneske, som ikke længere finder det attraktivt at blive betragtet som en forbruger, men som gæst hos et medmenneske.

Begrebet publikum [af latin: publicus – offentlig] er opstået udfra ideen om at gøre offentligheden til iagttager af begivenheder. Der ligger en indbygget generalisering i begrebet, der kan omfatte alle slags aktiviteter fra sportskampe over politik til familiefejder og – naturligvis – kultur. Ideen om publikum er indbygget som en forudsætning i enhver tanke om performance, og begivenhedernes eksistens er i sig selv knyttet til tanken om at en offentlighed kan overvære den.

Medskabende iagttagere
Men modernitetens forandringer gør, at det ikke længere bliver meningsfyldt alene at interessere sig for den generelle term, der skelner skarpt mellem publikum og ikke-publikum. Almindeligheden er ikke specielt interessant længere (undtagen måske i politikeres strategiske sprogbrug), mens det specielle ved hvert enkelt individ er i højeste kurs.

Ideen om den personlige iscenesættelse til alle tider og alle steder er naturligvis et illusionsmageri – men ikke mere end en kunstnerisk skaben og konceptuel dramaturgi i forvejen er – der er blot drejet rundt på rollerne, og derfor er der flere virkningsfulde veje at gå ved at interessere sig for sit publikums behov for selv at blive iscenesat, anerkendt og mødt med en oprigtig interesse.

Lad kunstlivet skabe en ny ‘medskabende iagttager’ – og dermed blive rollemodel for en måde, hvorpå befolkningen kan inddrages og styrkes i en kompleks og krævende samfundsudvikling.

Peter Hanke er uddannet med hovedfag som musikleder med kor- og orkesterledelse fra Det kgl. danske Musikkonservatorium 1988. Han har studeret musikvidenskab og datalogi på Københavns Universitet i 1981-1989.

1987-1995 var Hanke producer, programmedarbejder og producent på P2musik i Danmarks Radio.

I 1995-1997 kulturchef i Arken Museum for Moderne Kunst med ansvar for kulturelle arrangementer.

I perioden 1997-2000 direktør i performanceteatret Hotel Pro Forma, som har tradition for banebrydende moderne kunstværker i mange genrer.

2003-2006 kunstnerisk leder for Center for Kunst og Lederskab ved Handelshøjskolen i København.

Siden 2009 eksternt lektorat i Music Arts Management på Københavns Universitet, Musikvidenskab.

Debatindlægget er en revideret version til KUNSTEN.NU af et kapitel af Peter Hankes bog Kulturens Skjulte Styrker, Gyldendal 2010.

Del artiklen

'Publikum – en dinosaur i et vidensamfund'

Facebook