Kunstnergruppen Surrend stævner Den Gamle By i Århus

Kunstnergruppen Surrend stævner Den Gamle By i Århus

Udsnit af Surrends omstridte plakat Dusken er tilbage. Foto: Surrend.

Med støtte fra Billedkunstnernes Forbund har kunstnergruppen Surrend nu stævnet Den Gamle By i Århus for aftalebrud.

Den Gamle By i Århus aflyste i efteråret en udstilling med Surrend på Plakatmuseet efter offentliggørelse af en omstridt plakat om kongehuset.

“Når det nu ikke har været muligt at opnå en dialog med ledelsen af Den Gamle By i Århus om aflysning af udstillingen med Surrend, finder jeg det positivt, at sagen nu bliver prøvet ved retten,” siger Nanna Gro Henningsen, formand for Billedkunstnernes Forbund.

Billedkunstnernes Forbund har besluttet at støtte sagen økonomisk, så kunstnergruppen Surrend, repræsenteret ved advokat Tyge Trier, har mulighed for at få prøvet sagen ved retten.

“Jeg anser sagen for at være et udtryk for censur af den kunstneriske ytringsfrihed. Dertil kommer, at kulturinstitutioner jo ikke efter forgodtbefindende blot kan tilsidesætte indgåede udstillingsaftaler med kunstnerne, uden at dette får konsekvenser,” siger Nanna Gro Henningsen.

Bag plakaten står kunstnergruppen Sur­rend i samarbejde med den tyske kunstner Johannes Töws. Kunstnergruppen Surrend består af Jan Egesborg og Pia Bertelsen.

Del artiklen

'Kunstnergruppen Surrend stævner Den Gamle By i Århus'

Facebook