Smukt, grusomt, overvældende

Der er en foruroligende stemning i Walton Fords billeder. En fugleflok omslynger en faldende gren i et stort, skæbnesvangert billede. Det er et smukt kaos af fugle, der klynger sig til grenen, mens de hakker, flagrer og kæmper for at holde sig fast.

Pragteksempler
Walton Fords akvareller ligner noget fra en anden tid. Han er inspireret af zoologiske illustrationer af dyr, flora og fauna i gamle naturhistoriske bøger. Den amerikanske maler er især inspireret af landsmanden og ornitologen John James Audobon, der i 1800-tallet illustrerede og malede hundredvis af dyr, så de fremstod som pragteksemplarer af deres art.

Fords dyr er også pragteksemplarer. De fleste dyr er malet i naturlig størrelse, så alene størrelsen er ved at tage pusten fra én. Over for disse store akvareller af bl.a. løver, tigre, bjørne og bisonokser forsøger man at få hold på billedet. Der er en uhyggelig detaljetæthed i billederne; ikke alene er hvert et hår i bjørnens pels påført med en imponerende akkuratesse, men billederne er også overvældende i sin fortælle-iver. Der er fortællinger i hvert et hjørne af billederne.

Gruopvækkende
Akvarellen med den faldende gren er et af disse massive billeder. Det er overrumplende i sin størrelse og detaljegrad, men også som et gruopvækkende stemningsbillede. Én ting er fuglemylderet, som man skiftevis forsøger at forstå i sin helhed og i detaljen. Noget andet er det store, smukke landskab i baggrunden, hvor flere fugleflokke er på vej. Det er smukt, ondt og svært at ryste af sig.

Walton Ford-udstillingen har allerede skabt en del omtale i Berlin og Wien, hvor den kommer fra. Det ligner ikke umiddelbart samtidskunst, når man ser Fords akvareller i avisen eller på nettet. Over for kæmpeakvarellerne er man dog ikke i tvivl om, at det ikke er illustrationer i traditionel forstand. Der er snarere tale om stemnings- eller sindsbilleder af nutidens forhold til kultur, natur, overlevelse og grådighed.

Informativt og bestialsk
Det bestialske er hele tiden i selskab med videnskaben. I flere af billederne har dyrene fået numre og nøgterne oplysninger, bl.a. i en stilleben-akvarel med fugle og fisk.

Akvarellen hedder Baba-B.G. og forestiller ni forskellige fuglearter, og ud fra hver fugl står et nummer, der henviser til en liste med artsnavne i bunden af billedet. Det forekommer informativt og sobert, hvis det ikke var for en gydende, død fisk under grenen.

Det fantastiske ved barokkens nature morte- eller stilleben-maleriers opdækkede borde med blomster, frugter og kød er ikke symbolerne; det er den uforfalskede fascination af tingenes stoflighed. Samme sanselighed møder man i Fords kæmpeakvareller, og man stikker næsen tæt på for at få fat i essensen af denne stoflighed.  

Menneskelighed
Under flere af værkerne står uddrag fra rejsebøger og skønlitteratur fra den tid, hvor man tog ud i eksotiske egne for at kortlægge og registrere, hvad der var. Man fornemmer samme iver for at registrere, men denne gang er det ikke ukendte kontinenter, der skal kortlægges.

Der er snarere en anden og mindre pæn menneskelighed, som man opdager i akvarellerne. Ikke ”menneskelighed” som noget særligt anstændigt, rart eller kærligt, men menneskelighed i alle dens facetter; fra det smukke til det grusomme.

Derfor mærker man hver en maskindel i sit følelsesapparat, når man står i Louisianas udstilling. Der er glubske, modbydelige aber, men også civiliserede aber, hvor hovmodet stråler ud af dem. Pragteksemplarerne bliver bidt, skamskudt og på andre måder stræbt efter livet, og det vækker en sær blanding af fryd og sorg, at se alle disse minutiøst malede ødelæggelser. Det er på én og samme tid forfærdeligt og forfærdeligt flot.