Kunst i et udvidet felt

Da Billedkunstfestivalen Port 2010 i Nordjylland åbnede midt i oktober, fik jeg som formand for festivalens kunstneriske ledelse stillet følgende spørgsmål af en opvakt journalist: hvorfor taler vi om såkaldt ‘nye roller’ i mødet mellem værk og publikum? Hvorfor initierer vi et interaktivt forhold mellem kunst og publikum, når nu kunsten klarer sig ganske fint som kunst – og publikum i øvrigt befinder sig glimrende i en traditionel betragterposition? Hvorfor al denne snak om interaktion og sociale medier og digital teknologi i stedet for at fokusere på kunsten?

Kunstens og publikums nye roller
Hans spørgsmål udsprang af festivalens egen italesættelse, der lyder således: ”Port 2010 vil udfordre og udforske kunstens og publikums nye roller i en tid, hvor vi omgiver os med digitale teknologier og sociale medier. Mange af kunstværkerne på PORT 2010 er således interaktive og kræver et aktivt deltagende publikum for at folde sig ud”.

Spørgsmålet var aldeles relevant. Kritiske røster kunne hævde, at vi som festivalledelse skulle holde os langt væk fra at definere værkernes positionering af publikum og i stedet kravle tilbage til de mange teorier om brugerinddragelse, der for øjeblikket huserer på kunstmuseer verden over. At vi spænder sagesløse kunstnere for en trendy  formidlingsvogn, der på pushy vis lader både kunstnerens og publikums ellers så fredsommelige sameksistens blive inficeret med en konstant kværnen af interaktion a la Facebooks ”thumbs up”, ligger som fordom snublende nær.

En naturlig udvikling
Mit svar til journalisten var dog et helt andet: at kunstens og publikums nye roller skam ikke er noget, der er opfundet af en flok nordjyske fagnørder, men tværtimod er defineret af kunsten og publikum selv.

At kunst reflekterer sin samtid og derfor responderer naturligt på de ændrede livsvilkår, der er nutidsmennesket til del. Og at vi som beskeden festivalledelse blot forsøger stakåndet at holde trit med de yngre danske og internationale kunstnere – Olafur Eliasson, Tomas Saraceno, Jeppe Hein m.fl. – der alle lader interaktion og selvrefleksion være en fuldstændig naturlig del af værkoplevelsen.

Derfor denne italesættelse som ramme for en festival, der gerne tager temperaturen på samtidskunsten lige nu og samtidig reflekterer publikums ændrede tilgang til visualiteten og skærpede krav til egen rolle.

Mennesket i fokus
Idéen med Port 2010 udspringer netop ud fra et ønske om at præsentere publikum for en kunst, der tager udgangspunkt i og reflekterer over den samme digitaliserede og konstant kommunikerende medievirkelighed som dén, publikum agerer i til daglig.

Ved at vise kunst, der på forskellig vis kredser om den digitale teknologis og de sociale mediers betydning for både individet og verden, forskydes fokus fra materiale til indhold – fra teknologi til menneske. Det er netop ikke det digitale per se, der er fokus for festivalen, men selve mennesket med dets følelser, tanker og krop, placeret midt i et gennemdigitaliseret verdensbillede.

Dermed er det vores egen samtid, der diskuteres og sættes i spil. Men selvom fokus er samtiden, så er problematikkerne universelle: Menneskets mulighed for at interagere med sin omverden, dets evne til at kommunikere med sine omgivelser, dets splittelse mellem tanke og krop – disse problematikker, der til alle tider har optaget mennesket, sættes i spil i kunsten.

Intet entydigt svar
Forleden fik jeg så et andet spørgsmål fra en borger i Nordjylland, der mente, at kunstbegrebet var lige lovligt langt strakt: ”Sku’ det være kunst?” Som altid, når spørgsmålet stilles, er svaret langt fra entydigt. Det klassiske svar – at noget er kunst, når det er skabt som noget sådant og af fagpersoner, for eksempel kunstmuseet, defineres som sådant – holder ikke altid i dialogen med borgeren, der her i 2010 er vant til at blive hørt og inddraget.

Det eneste, vi kan sige med sikkerhed, er, at kunst kun er interessant, hvis det er interessant for dig – for det menneske, der betragter, reagerer og reflekterer i mødet med den her ting, som et andet menneske har frembragt.

Et udvidet felt
Det paradoksale er så, at langt de fleste umiddelbart mener, at kunst slet ikke handler om det her følsomme forhold mellem værk og beskuer. Tværtimod blev definitionen på kunst slået benhårdt fast for nogle hundrede år siden, da en mårhårspensel forsøgte at afsætte figurlignende former på et stykke sækkelærred. Maleri, også kaldet. Og se, det er da et paradoks. I en tid, hvor mennesker kloden rundt orienterer sig, kommunikerer, udvikler sig og socialiserer sig via de digitale medier, forventer mange af de samme mennesker, at kunsten findes på et lærred, der hænger på en væg.

Jeg er personligt meget glad for maleriet som medium. Og der er masser af malerier med på PORT 2010. Fællesnævneren er, at også malerne, billedhuggerne, grafikerne og alle de andre kunstnere har haft den digitale teknologi og de sociale medier som en væg, man kan spille op af. Som en ramme for mødet med beskueren. Og som en generator for selv at flytte sig og reflektere over sin egen samtid.