Kunstneren Ann Lislegaard arbejder i sine værker med, hvordan vi oplever og sanser verden og dens konstruktioner. Statens Kunstfond kalder hende dansk kunsts væsentligste udøver indenfor nye medier. I år blev hun tildelt den livsvarige ydelse – den fornemmeste kunstnerpension herhjemme.
Og det er netop en kombinationen af ret abstrakt kunst med nye medier, som er kendetegnende for Ann Lislegaards installationer.
Ann Lislegaard lefler ikke for sit publikum med let tilgængelighed. Hendes installationer er selvstændige små universer, hvor antydningens kunst er i højsædet.
Hun spiller på referencer og har især gjort brug af sin store fascination af science fiction-genren.
Science fiction bukket i neon
Lislegaard bruger ikke blot science fiction som rekvisit, men lader også hele mystikken fra genren og dens symbolsprog blive en del af hendes installationer.
I 2009 tog hun den fulde konsekvens af sin flirten med science fiction- genren og kaldte simpelthen et værk Science Fiction og bukkede ordene i neon.
Neonskiltet ledsagede en lydkollage, hvor Lislegaard satte de helt tunge drenge fra det tyvende århundredes fremtid i stævne. Hun havde manipuleret soundtracks fra klassiske film af Jean Luc Godard, François Truffaut, Andrei Tarkovsky og Luc Bessson.
Andre verdner og ideen om fremtiden
Selv siger Lislegaard: “To ting er i hvert fald centrale for min interesse for science fiction. Det ene er, at man kan generere verdener, som er grundlagt på helt andre præmisser end det, vi er vant til. Det gælder for eksempel Left hand of Darkness (af Ursula K. Le Guin, 1969, red.), hvor kønnet er til forhandling og udskifteligt; mænd er kvinder og kvinder er mænd på skift.”
“Hvor ellers kunne noget sådant udspille sig end indenfor science fiction-genren? En anden ting, der interesserer mig, er ideen om fremtiden; forestillingen om noget, der kan komme til at ske, det vi kalder det ukendte.”
Hammershøi som dansk reference
Og når Lislegaard netop er så optaget af en genre, hvor fremtiden virkelig findes, kan det virke påfaldende, at Statens Kunstfond i deres æresord i forbindelse med Lislegaards indstilling til De Livsvarige Ydelser sammenligner hende med Hammershøi.
Det logiske i sammenligningen skal findes i, at Lislegaards installationer kan ses som interiør, hvor et givent univers bliver skildret, så det opleves som et lukket rum. Selv siger hun:
“Jeg kan godt forstå, at Hammershøi bliver brugt som en dansk reference, men man kunne også have valgt Chantal Akerman (belgisk videokunstner, red.), som har haft stor betydning for mig.”
“Man kunne også sammenligne mine værker med de science fiction-forfattere, som jeg har beskæftiget mig indgående med – eller sprog og feminisme. Så ja, man kan helt sikkert godt sammenligne nogle af mine værker med Hammershøi. Det er bestemt relevant og smigrende – men man kan også læse værkerne ud fra helt andre præmisser.”
Nyt værk som bro mellem tidligere og senere værker
For tiden arbejder Ann Lislegaard på animationer, der skal blive til 16 mm film og et lydprojekt. Det kommer til at trække på både hendes tidligere værker og de senere, hvor hun gør brug af video, animationer og lyd.
Hun siger: “Jeg arbejder blandt andet med en operasanger og en tekst fra science fiction-romanen The Female Man (af Joanna Russ, 1975 red.). Det skal blive til et lydprojekt, som måske vil danne bro mellem mine tidligere tekstbaserede værker og de senere mere abstrakte lydkollager.”
De fleste kunstneriske praksisser ligner hinanden
Ann Lislegaard ser netop allerede i sine tidligere værker spor af science fiction.
“De fleste kunstneriske praksiser ligner hinanden: en ting følger den næste i en kæde af associationer og ideer. Men måske var det allerede indlejret i mine hypnosetegninger fra 1993. Når jeg kigger tilbage er det påfaldende, hvor meget mange af de scenarier, jeg tegnede i trance, ligner det, jeg har lavet i 3D-animationer ti år senere,” forklarer hun.
Udnævnelse til travl professor
I 2004 blev Ann Lislegaard professor på Det Kgl. Danske kunstakademi og hvad har det så betydet for hendes kunstneriske praksis?
“Det har i hvert fald betydet, at jeg har helt vildt travlt hele tiden. Men jeg har nydt at møde de kommende kunstnere. Jeg synes, at jeg har været heldig med de studerende, jeg har haft. De er alle virkelig talentfulde og eksperimenterende.”
Stolt over at være del af dansk kunstverden
Ann Lislegaard er i det hele taget stolt over at være en del af den danske kunstverden og meget glad for, at Statens Kunstfond har tildelt hende den livsvarige ydelse. Hun uddyber:
“Der er sket så meget i løbet af de sidste 15 år, hvor mange kunstnere både fra min generation og den yngre har markeret sig stærkt internationalt.”
“Det gælder også ældre kunstnere, nogle der måske har været oversete, for eksempel Palle Nielsen, der har en fremtrædende plads på årets Sao Paulo Biennale og Poul Gernes på sidste års Documenta. Og ja, den livsvarige ydelse betyder virkelig meget for mig og forhåbentlig for flere og kommende kunstnere.”
Fremtidig ambition om at lave fantastiske værker
Lislegaard fortsætter: “Jeg ved ikke om nogen kan huske det, men regeringen ville nedlægge den livsvarige ydelse. Det fik Bjørn Nørgaard til at skrive, at det var helt fint, hvis Folketingsmedlemmerne samtidig gav afkald på deres pension. Diskussionen stoppede der.”
Nu hvor Ann Lislegaard har fået tildelt den meget hædrende “pension” siger hun:
“Min ambition er at lave nogle fantastiske værker og udstillinger i fremtiden. Og så at prøve at holde mig fra Italiensk is. Det er vigtigt. Og løbe hver dag!”
Ann Lislegaard er født 1962 i Norge.
Hun er uddannet på det Kgl. Danske Kunstakademi 1988-93 og på P.S.1. i New York 1995-96.
