Der udgives i forbindelse med udstillingen en illustreret bog om Alice Neel.
Skal du kun se en eneste kunstudstilling i år, så tag til Malmø i efterårsferien! Alice Neel døde i 1984, men hendes forbløffende, lysende portrætter er sprællevende.
Måske var jeg bare bagfuld og grådlabil, da jeg for første gang i flere år måtte slå blikket ned foran et kunstværk. Portrættet af den midaldrende, let slidte hushjælp med sit udviklingshæmmede barn i armene er noget af det sørgeligste og stærkeste, jeg har oplevet i kunsten.
Meget længe har det personlige, psykologiske portræt været udskældt og latterliggjort. Det er absolut ikke på mode at bruge oplevelsen af intimitet som målestok for et maleris kvalitet.
Alice Neels samlede værk er et af de bedste, mest formfuldendte argumenter for igen at tage både tilskuerens og kunstnerens indføling alvorligt.
Født sammen med århundredet, i januar 1900, kom Alice Neels kunstneriske karriere til at blive drastisk mærket af de forventninger og forhindringer, kvindelige kunstnere blev udsat for.
Helt frem til sin død malede hun med udgangspunkt i det nærmeste; sin egen historie, sin familie og venner. Fra personlige tragedier over kærlighed og familieliv frem til der, hvor hun blev anerkendt som en del af New Yorks kunstnermiljø og portrætterede både Robert Smithson, Warhol og kredsen omkring The Factory.
Neel blev i 1960’erne et ikon for andre feministiske kunstnere, fordi hun malede noget af sin livshistorie gennem de portrætter, hun skabte, og dermed udtrykte almene erfaringer, mange kunne genkende.
Lysende farver
Fra et teknisk standpunkt er farveholdning og penselføring det helt væsentlige i Neels portrætter. Påføringen af maling er ofte økonomisk og med en relativt stor pensel, hvor intet plaskes på. Dermed er der ikke plads til fejl, og hendes virtuositet bliver umådeligt tydelig.
Figurerne defineres tydeligt af konturer. Det er ikke et naturalistisk maleri, opbygget af flimrende, små strøg eller store grove klatter, men minder i stedet om tegning med lange, tydelige penselforløb.
De valgte farver er oftest meget klare, i de senere værker helt lysende. I dobbeltportrættet af to tvillingepiger er det den intenst appellerende røde og lilla maling, der giver et fantastisk og let foruroligende udtryk.
Portrættet som fortælling
Når vi forsøger at lære et andet menneske at kende, er det hænderne, kropsholdningen og ansigtets træk, der skaber grundfortællingen. Vi fortolker andre, og vi fortolker grusomt, hurtigt og knusende.
Neels portrætter taler i den forstand dobbelt. Vi tror, vi ser et individ, men hvad vi ser, er en historie. Tydeligvis subjektivt, tydeligt manipuleret. Vi ser ikke personen, men vi fortolker en fortælling, kunstneren har lagt til rette.
I det store nøgenportræt af kritikeren John Perreault er det et begærende blik, der maler, i det føromtalte billede af barnepigen Carmen Gordon et helt andet anerkendende og medfølende blik.
Moderna Museets neutrale, hvide vægge, nænsomme lyssætning og velvalgte skiltning iscenesætter Målade sanningar formfuldendt. Akkurat fordi malerierne er så stærke, så intimt fortællende, ønsker jeg som tilskuer at vide mere om både kunstner og motiv.
Den ellers traditionelle udstillingsform, der ofte kan virke distraherende, hjælper her til fordybelse og koncentration. Dette er kunstværker, der skal opleves personligt. Så meget af deres styrke ligger i det maleriske, at ingen reproduktion slår til.
Alice Neel er stadig forholdsvis ukendt i Europa. Hun er den bedste maler, du endnu ikke kender.
Alice Neel blev uddannet ved School of Industrial Art, en afdeling under Pennsylvania Museum of Art i årene 1918-21, og Philadelphia School of design for Women 1921-25. Igennem årene er hendes hovedmotiv familie, venner og mennesker hun møder. I 1960’erne oplever hun sit store gennembrud. I samme årti markerer hun sin støtte til feministiske og antiracistiske aktioner. Neel modtager et æresdoktorat fra Moore College of Art and Design i 1971 og National Women’s Caucus for Art Award i 1979.
Der udgives i forbindelse med udstillingen en illustreret bog om Alice Neel.
