Kunsten behøver ikke at være spærret inde i kommercielle gallerier for at præsentere sig på kunstscenen. Rapport fra den måske mest ekstreme kunstscene i Berlin: MMX Open Art Venue.
Der er gallerier, udstillingssteder, alternative steder, underground… og så kunst-scener, der nærmest slet ikke er: Off-spaces, ikke-steder, hvor et vindue kan rives ud af væggen eller væggen kan rives ned, hvis det er det, kunsten kræver.
Berlins måske sidste fristed for kurateret kunst hedder MMX. Her “udkonkurrerer undtagelserne reglerne,” som der står på et skur i forhaven. Mamutter i plastic hænger ud i træerne, og så træder man indenfor i et gammelt berliner-hus, besat af fire kunstnere på en mission, med ejerens velsignelse. Ind imellem kommer børnene fra skolen på den anden side af gaden for at vande deres jordkunst. I en verden hvor, som bekendt, alt kan være kunst.
Håndværkertilbud
Hele stedet med forhave og baggård er omkring 1000 kvadratmeter, af hvilke ca. 200 kvadratmeter er indendørs udstillingsareal.
“Det hele ligner ‘et godt håndværkertilbud’. Et hus, der venter på at blive sat i stand, et af de sidste urenoverede huse i Mitte, lige midt i det traditionelle galleri-distrikt i Berlin,” forklarer Rebecca Loyche fra MMX.
200 meter længere nede af gaden holder Olafur Eliasons gallerist til, i en baggård, hvis man alligevel er på de kanter og leder efter giraffer.
Forsikring mod BZ-ere
“Vi lavede en aftale med ejeren om at kunne ‘låne’ stedet på meget favorable vilkår i et år,” siger Rebecca.
Fidusen med at lade kunstnere besætte de tomme huse i fashionable eller “upcoming”-fashionable kvarterer kendes også fra Rebeccas hjemby New-York, hvor boligspekulanterne og gallerierne har en fræk, halv-hemmelig aftale.
Her i Berliner-huset er MMX med til at forhindre, at bz-ere overtager stedet, og samtidigt opbygges et godt forhold til naboer, stedet forfalder ikke yderligere men vinder status og goodwill.
At ejeren så her er “lidt af en kunstsamler,” som Rebecca formulerer det, har måskeogså spillet ind.
Ny status
For folkene bag MMX er projektet en alternativ måde at arbejde med kunsten på, en anderledes måde at få erfaringer og netværke på.
“I starten var udvælgelsen af kunstnere baseret på vores private netværk, hvor vi hver i sær kendte måske 300 kunstnere,” husker Rebecca, og fortsætter:
“Men det spændende er selvfølgeligt, når man begynder at optræde anderledes på kunstscenen, fordi man får en speciel form for opmærksomhed fra kunstnere og andre udstillingssteder, der pludselig begynder at henvende sig af sig selv.”
Video som speciale
MMX kuraterer altid et vidt spektrum af kunstneriske medier, men en speciel force er medie-kunst, fordi kuratorerne selv arbejder med f. eks. video og film-projekter.
“En speciel ting er vores visninger af videoer, hvor vi i samme visningsrum screener måske ti kunstnere i et kontinuerligt loop,” siger Rebecca.
Det kan tiltrække selv meget store navne i video-verdenen, som f. eks. danske Jesper Just eller Nicolas Provost. Således rummer den næste udstilling også et større udveksling-program i video mellem Berlin og Chicago.
“Og et ganske åndeløst installationsprojekt,” skynder Rebecca sig at tilføje, som for at understrege hvad man ved selvsyn kan konstatere: MMX er meget andet end video-kunst.
Non-profit
En anden årsag til at MMX kan blande meget anerkendte kunstnere med totalt ukendte, er non-profit-tanken sammen med netværks-energien. For kuratorerne er det hele tiden et spørgsmål om at balancere mellem det kendte og det eksperimeterende, men kuratorerne går altid efter noget bestemt: Det, der efterlader et langtidsholdbart indtryk på kuratorerne.
“Det er ikke et spørgsmål om ‘værkernes kvalitet’ men om hvad værkerne gør ved dig,” supplerer kuratoren Daniel i svaret på, hvordan kuratorerne bedømmer værkernes kvaliteter.
Fleksibilitet
Selv om kuratorerne er omkring de 30 år, er der ingen aldersdiskrimination:
“Ja, ok, vi har ikke haft nogen kunstenre på over 80, men afgjort mange over 50 i udstillingerne,” siger Rebecca.
Og så tilbage til spørgsmålet omkring off-space-konceptet: Hvad kan sådan et sted, som de andre ikke kan?
Det tager lidt tid, før Rebecca finder de rigtige ord.
“Jeg tror, det handler om…friheden til at gøre som man vil og lave om på det hele i sidste øjeblik.”
Hun forklarer:
“Hvis der pludselig dukker en eller anden ide op, eller hvis der kommer en kunstner ind ad døren fem dage før vi skal åbne en ny udstilling, jamen så kan det lade sig gøre. Uanset om det så kræver, at vi skal vælte en væg for at få plads til kunsten.”
Selvindlysende
Det var en sådan fleksibilitet, der kom den polske kunstner Karol Slowik til undsætning, da han få dage før en udstilling dukkede op på MMX og fortalte om sit projekt med et selvlysende træ.
“Det var overbevisende. Vi besluttede på stedet, at vi skulle have ham med,” husker Rebecca, og giver dermed et eksempel på det kuratoriske begreb ‘et uudsletteligt indtryk’.
At et sådant begreb måske er mere end blot en privat sag hos kuratorerne er denne artikel på en måde et bevis på.
Når et udstillingssted, der kører for små midler, kan få hårdt prøvede journalister til at komme tilbage, må der være noget ekstraordinært på spil. Specielt i en by som Berlin, hvor man kan spise morgenmad i selskab med Olafur Eliason og gå til after-party med Damien Hirst.
MMX Open art venue er et kunstnerdrevet, non-profit udstillinsgsted, som vil eksistere i et år. Det er beliggende i Berlins kommercielle galleri kvarter, Linienstraße i Mitte
