Gennemhullede rum

Kunstneren har foldet, skåret og lavet huller i hvidt papir og karton. Resultatet er blevet en række abstrakte figurer, der er stillet sammen til en lille udstilling. Nogle hænger, andre står, og enkelte har fået lidt maling. Det virker jo meget simpelt at være kunstner…

Og alligevel er der en del at opleve ved at besøge skulpturi.dk’s lokale i en baggård til St. Kongensgade.

Det kræver nemlig kunstnerisk selvsikkerhed at arbejde så enkelt.

I den hvide kube
Gallerier verden over er i dag altid hvidmalede.

Der er opstået en moderne tradition og fasttømret ideologi omkring det tilstræbt neutrale rum, sådan som kunstneren Brian O’Doherty har beskrevet i et berømt essay.

Rikke Ravn Sørensens papirfigurer udnytter naturligt den farveløse kasse, som galleriet udgør, ved at ligne en slags små spejlinger og kommentarer til omgivelserne.

De krystallinske og geometriske figurer er dog tydeligvis kun skaller.

Værkerne har ingen masse og næppe særlig solide. Mange steder er kanter, hjørner og vinkler gennemhullede, så den indre tomhed vises. Dialogen med det blanke rum, der omgiver dem, er klart spændingsfuld.

Rum og masse
Man kan jo tænke lidt over, hvor skrøbelige grænserne er for de ting, vi færdes iblandt.

Egentlig skifter de konstant, og de nedbrydes, opbygges og udviskes hele tiden afhængigt at vores krops bevægelser. Men i tankerne konstruerer vi alt som en fast og sikker form.

De unavngivne værker i udstillingsstedet i baggården hjælper mig til at tænke lidt over, hvordan grænserne går mellem rum, tomhed og masse.

At Sørensens værker både kan være ved at blive spist eller være ved at udkrystalliseres understreger blot pointen.

Nuancer og skygger
Det tynde, bukkede pap og papir får mig altså til at tænke på, at ikke alt er så solidt, som jeg ofte ønsker. Og her spiller belysningen en væsentlig rolle.

De ophængte spots og lamper får hvert enkelt værk til at afgive et væld af skygger, som både tydeliggør og sine steder forvirrer formerne. Sådan set er det lysets mange nuanceringer af det hvide papir – fra helt lysende over let blålig og grå til mørkegrå – der tegner værkernes flader og kanter, og som både giver indtryk af masse og af rum.

Det er en effektfuld udnyttelse af papirets vigtigste egenskab: Den rene overflade.

Lidt for meget kunstteori
Når en række papirværker i hvidt kan frembringe tanker om det, der udgør selve fornemmelsen for form, er det måske fordi denne anmelder har læst lidt for meget kunstteori.

Det kan dog også være, fordi udstillingen viser en række meget appellerende værker, der uden at være anmassende forsøger at ligne noget.

I enkelte af udstillingens maskelignende værker antydes noget genkendeligt og menneskeligt. De flade masker fremtræder ikke helt færdige og mest af alt som skaller uden fyld.

På en mere direkte måde er de forstadier til noget, der er ved at blive til.

Det åbne projekt
Med sin karakter af tilblivelse, med de subtile kontraster mellem skygger og lys og gennem brugen af det rene, hvide papir lyder udstillingens greb måske velkendt.

Værkerne ligger dog uendeligt lagt fra både postuleret videnskabelige modelskulpturer fra det tidlige 1900-tal eller romantiske, demonstrativt virtuose papirklip i stil med Peter Callesen.

Rikke Ravn Sørensens udstilling hos skulpturi.dk er mere tøvende og langt mere åben.

Det er kunstnerisk modigt at udstille en række figurer, der snarere virker som skrøbelige led i en proces end som endegyldige udsagn. Og vigtigst viser dette en fundamental tiltro til publikums indlevelse.