Den fordærvede natur

Natur og kultur
Da jeg ankom til Galleri Specta var jeg gennemblødt efter et kraftigt regnskyl. Jeg havde netop haft nærkontakt med den lunefulde natur, der er helt fraværende i Svend-Allan Sørensens udstilling.

For selvom værkerne øjensynligt skal illustrere mødet imellem natur og kultur, så fremstår førstnævnte allerede som udgangspunkt tam og bliver derfor aldrig en værdig modspiller til kulturen, som den er blevet fuldstændig fordærvet af.

Kulturel ornitologi
Sørensen kan godt lide ord og fugle. Den mængde tryk i forskellige størrelser, der udgør udstillingens første del, er alle enten lister over fuglearter eller korte sætninger hvori fuglerelaterede ord indgår.

Sætningerne er sangtitler, talemåder og vilkårlige citater, som kunstneren i nogle tilfælde selv har tilpasset sammenhængen, og således undersøger han fuglen, og i dette tilfælde i særdeleshed kragen, som kulturelt-, snarere end naturligt fænomen.

Dystre fugle
For de fleste knytter der sig negative associationer til kragen. Den varsler sorg og død og forbindes med mørkets kræfter. Det æstetiske udtryk i Svend-Allan Sørensens tryk underbygger den dystre stemning med sin mørke tyngde.

Kunstneren har til denne udstilling erstattet sit foretrukne medie, linoleumssnittet, med træsnit, og udsagnene fremstår hvidt på sort.

Eneste undtagelse er værket bird alert, der med sin røde farve på en gang bryder og holder sammen på den tætte men asymmetriske ophængning. Gruppen af træsnit giver ikke helt det tiltænkte indtryk af en fugleflok der flaksende letter, men er ikke desto mindre smuk.

Og hvad så?
Min primære indvending imod disse værker, og det kan egentlig siges om udstillingen som helhed, er, at de ikke er specielt tankevækkende. Tekster som ”Go crow go” og ”Year of the crow” betyder ikke ret meget i sig selv, og for så vidt hverken mere eller mindre fordi de handler om fugle.

Kunst behøver ganske vist ikke nødvendigvis at forklare sig, men det ærgrer mig alligevel lidt, at Svend-Allan Sørensen tilsyneladende er tilfreds med blot at konstatere, at naturen er blevet kultur, uden at spørge hvorfor og hvilke konsekvenser det har haft?

Naturen er altid et andet sted
”Naturen er altid et andet sted” står der på en af væggene i den store installation, der fylder det meste af selve gallerirummet. Det er det nærmeste kunstneren kommer filosofiske overvejelser, og der kan være noget om det.

Naturen er i hvert fald ikke her i Svend-Allan Sørensens installation, hvor dyrene er udstoppede og bjørnen er udstyret med et skilt med ordene ”Back to Culture”, imens egernet holder en af projektørerne.

Stenalderlandskaber og udstoppede dyr
Der ligger helt sikkert nogle interessante overvejelser bag værket. De kraftigt forstørrede fotografiske landskabscollager der dækker væggene som tapet er taget ved motorvejssamlingen i Lisbjerg ved Århus, hvor man har forsøgt at opveje for indgrebet i naturen ved at genskabe et stenalderlandskab.

Et temmelig absurd projekt, da dette igen involverer en unaturlig manipulation af naturen.

Desværre drukner disse mere subtile detaljer i især bjørnens påtrængende tilstedeværelse, der minder om noget fra endnu en overgearet animationsfilm med talende dyr, og hvis dette er en pointe i sig selv fremgår det ikke tydeligt.

Bekväm natur
Skiltet, som bjørnen holder, er selvfølgelig udtryk for, at vi i vores længsel efter at komme tilbage til naturen blot fjerner os længere og længere fra den, og netop derfor finder jeg næsten dets bagside mere interessant:

Den afslører, at det er lavet af en papkasse fra Ikea, og en del af Boliggigantens tiltrækningskraft består vel netop i dens associationer til svenske fyrreskove og et liv lidt mere i pagt med naturen.

Ikke desto mindre er denne natur en behagelig en af slagsen, som navnet på møblet, der har været i kassen illustrerer: “bekväm”.

Forbilledlige gnavere
Det sidste værk: en sort og en hvid mus på en lille plade med inskriptionen:

”If you want to be my brother it does not matter if you are black or white” var måske mit favoritværk. Hvor simpelt dets budskab end var, var det udstillingens mest vellykkede bud på dyret som metafor for civilisationen.

Det illustrerer hvordan menneskets kulturelle konventioner adskiller os fra dyrene, når det kommer til spørgsmål om farve og race, og Svend-Allan Sørensen påpeger med værket, at dette ikke altid taler til menneskets fordel.