‘Her er ikke plads til alsidighed’

“Er du til bøsser med blå øjne?”

“Tror du muslimer be’r om blå øjne?”

“Synes du sorte skal have blå øjne?”

Tre udsagn, der suppleres af billeder med forslåede unge mænd. Dette er kampagnen, der fra den 17. august italesætter hadforbrydelser som et stigende problem i det danske samfund.

Et unikt samarbejde
Kampagnen er ganske unik. Dels fordi den er resultatet af et bredt samarbejde mellem Københavns Politi, København og Frederiksberg Kommune og Institut for Menneskerettigheder, og dels fordi kunstnerduoen Elmgreen og Dragset har skabt et værk til kampagnen.

Værket er placeret på Gammel Torv i hjertet af København og midt i mylderet på Strøget.

Det består af en aflåst montre med en gammeldags, blankpoleret megafon, som hver dag på slaget tolv, i takt med rådhusklokkerne, bliver løftet af en ukendt mandsperson og dernæst vendt mod torvet og de forbipasserende:

“Det er aldrig for sent at sige undskyld!” gjalder det.

Megafonen stilles på plads, der bliver låst og manden forlader udramatisk torvet igen.

Triste tendenser
Et absurd scenarium, som dog dækker over triste tendenser i det danske samfund, når man spørger én af kunstnerne bag. Og hadforbrydelserne er i følge Michael Elmgreen et symptom på en øget forråelse og kulturkrise i Danmark.

“Hvis man har et samfund, hvor det er socialt accepteret at man er intolerant og hygge-joker om bøsser og diverse minoriteter, så er man med til at skabe et intolerant samfund, hvor de ikke-resursestærke føler sig bange, eller stærkt provokeret over at møde noget, der er lidt anderledes, end det de er vant til,” forklarer Elmgreen.

Når resurser misbruges
Hvor kampagnen umiddelbart retter sig mod hadforbryderne, retter værkets opfordring til selvransagelse sig snarere mod de personer, der sidder med et ansvar for den generelle kulturkrise og intolerance, som voldshandlingerne blot er et symptom på:

“Når Kathrine Lilleør i Berlingske Tidende kan få lov til at være hånlig og nedsættende over for folk, der ikke bager småkager til jul på samme måde som hendes familie gør, så er det også med til at legitimere, at der er nogle med knap så gode evner til at skrive hadske kronikker, der synes, det er helt ok, at sparke tænderne ud på folk, der er lidt anderledes eller har en anden livsførelse end dem selv.”

Det er i følge kunstneren sådanne former for hygge-diskrimination og forargelse på diverse magtpositioner, der legitimerer forråelsen i det danske samfund.

“Dette gælder politikerne, men også det danske akademia og kulturpersoner, hvor der bliver set meget til fra sidelinjen,” understreger Elmgreen.

For let at pege fingre
Hvor placerer værket ansvaret for den forråelse, som i problematiserer?

“Det er jo et samfundsproblem. Hvis det bliver individuelt, så får du det ikke løst. Du kan heller ikke bare løse det med lovgivning, for dem, der slår tænderne ud på andre, ved godt, at det er ulovligt. Det er simpelthen for let at sige, at det er borgerlige politikere og kulturelle forskelle, der har skabt problemet. Så flytter vi os ikke. Værket hér peger heller ikke fingre af én bestemt gruppe,” pointerer Elmgreen og uddyber:

“Den her montre har ingen forklaring, handler om omgangsformer og måden man udtrykker sig på i det offentlige rum, hvor der er en masse skjulte regler og ting man ikke må.”

Til kamp mod ‘normalen’
Det absurde, for nogen måske provokerende, indslag på Gammel Torv handler derfor også om, hvordan man indretter og opfører sig i det offentlige rum. Og det er to helt fundamentale problematikker i kunstnerduoens måde at tænke kunsten i det offentlige rum på.

“Dette værk handler om at gøre noget anderledes, der skubber til folks forventninger. Vi gør jo noget, der normalt ville betegnes som civil ulydighed, men her har vi altså fået lov,” forklarer Elmgreen.

En sådan ulydighed og overskridelse af det ‘normalt accepterede’ er i kunstnerens øjne nødvendig i et offentligt rum, der har antaget en mere og mere umenneskelig og intolerant karakter:

“Her i København udstråler det offentlige rum jo, at vi lever i et monokulturelt samfund. Her er der ikke plads til alsidighed. Hele Indre by ligner jo Illums Bolighus. Det handler bare om lækker gourmet-mad og at tage vare på sig selv. Det taler jo til et fællesskab, som meget få er en del af,” pointerer Elmgreen.

Et kunstnerisk ansvar
Føler I et kunstnerisk ansvar for at ytre Jer i sådan nogle sager som denne? I taler jo som kunstnere også på andres vegne.

“Jo, bestemt. Men det, vi laver, er kunst, og det kan altså ikke starte en revolution. Men via kunsten har vi en taleret til at sige tingene på en anden og mere kontant eller kompleks måde end debatten ellers ville være ført på. Man er som kunstner et intellektuelt individ og ser tingene fra nogle meget anderledes vinkler,” siger Elmgreen.

Hvordan ser I på de misforståelser et sådant værk måske vil generere hos modtagerne?

“Det er jo en del af det. Man bliver ofte overrasket over modtagelsen og den debat, som kunst kan generere. Men debatten er altid vigtig,” erkender Michael Elmgreen.