Det er menneskeligt at søge

“Han elsker hende, men vil forlade hende. Så jeg forstår det ikke. Det er trist”.

Det er den enkle og hjerteskærende fortolkning, en 9 -årig pige giver af en e-mail, Sophie Calle modtog fra sin kæreste, der gjorde det forbi med hende.

Sophie Calle (1953) er en af Frankrigs mest anerkendte og berømte nutidskunstnere. I sine stærke, konceptuelle værker investerer hun typisk en stor del af sig selv. Det er også tilfældet med den aktuelle udstilling på Louisiana, som viser et fornemt udpluk af kunstnerens mest kendte værker.

Nogle har været vist i landet før, men ikke desto mindre er udstillingen absolut værd at se, fordi værkerne her samles, og ikke mindst fordi man går berørt fra mødet.

Tab og fravær
Der er tale om fortællende, litterære, men også humoristiske værker spændt ud mellem fotografi, tekst og videoinstallation, der ofte beskriver et fravær eller et tab.

Et fravær af bygninger og skulpturer i det tidligere Øst-Berlin i værket The Detachment (1996) eller den mistede mor i værket Souci (2009).

Og hun lader i det imponerende, gribende og benhårde værk, Take Care of Yourself (Prenez soin de vous) fra 2007, 106 kvinder plus en papegøje ud fra deres vidt forskellige identitet og profession fortolke en afskedsmail, hun modtog fra sin elsker.

Han afslutter forholdet og brevet med ordene:

”I would have liked things to have turned out differently. Take care of yourself”, og det må man så sandelig sige, hun gør!

Værkets mysterium
Sophie Calle stiller ham med et vist hævnmotiv til skue i fuld offentlighed.

Fra det øjeblik man træder ind i værkets labyrintiske fortolkninger af e-mailen med den besnærende gåde, forsøger man, at forstå hvem han er, og hvorfor han forlod hende?

Dette hovedværk på udstillingen illustrerer, hvorfor Sophie Calles univers er så indbydende og interessant.

Man bliver som beskuer selv detektiv, eller voyeur om man vil.

Ens eget begær efter afklaring af den gådefulde fortælling – og dermed værkets mysterium – tændes helt fra begyndelsen med den indledende tekst.

Man pirres, og det virker som om, kunstneren har fuld styring over værket.

Tab af kontrol
Samtidig er der tale om et fuldstændigt kontroltab, idet værket som sagt består i at lægge en meget privat e-mail frem for offentligheden.

Herfra har Calle ingen kontrol længere.

De 106 kvinders plus papegøjens forskellige fortolkninger rammer én med et dybt slag, fordi værket på nærmest klassisk vis formår at gøre det stærkt private almenmenneskeligt.

Vi kan alle identificere os med situationen.

For hvem har ikke prøvet at modtage en besked fra en elsket, som vi ikke forstod og derfor har læst igen og igen for at finde den kryptiske sandhed bag?

Kontraktbrud eller klokker?
Her er fortolkningerne mange:

Fra psykologens advarsel om absolut ikke at have mere kontakt med den perverse og manipulerende afsender af mailen.

Juristen, der i kancellisprog forklarer, at kærlighedens kontrakter har samme karakter som en ganske simpel leasingaftale.

Digteren, der vil have elskeren til at forstå, hans mail er som en sårende pil.

Og helt i den anden grøft; den indiske dansers fysiske fortolkning: Sorte, åbne øjne, halsen på skrå, blide håndled og klirrende klokker om anklerne.

Sandhedens konstruktion
Men sigtet i Sophie Calles kunstværker er, som det også er tilfældet med Take Care of Yourself, en understregning af, at sandheden eller løsningen på mysteriet ikke findes.

Sandheden om eks-kæresten findes måske midt i mellem alle de 107 udlægninger af mailen.

Så det er snarere sandheden som ren konstruktion og mystik, der afsløres i Sophie Calles kunst.

Om hun overhovedet nogensinde har modtaget mailen fra elskeren, eller den blot er konstrueret til lejligheden vides heller ikke. Og det er på sin vis også ligegyldigt.

Tillidsfulde relationer
Hun lægger tillidsfuldt en tekst ud til offentligheden, ligesom hun i et andet værk inviterer venner, bekendte og vildt fremmede til at sove i sin seng.

Hun følger ukendte personer i byrummet for at fange dem med sit kamera, eller beder fremmede i den farlige New York-bydel Bronx vise deres yndlingssteder frem for at dokumentere dem.

Dermed udtrykkes den smukke etiske målsætning i Sophie Calles kunst – et håb om at de menneskelige relationer, såvel de nære som de større samfundsmæssige forbindelser, må bero på en tillid til hinanden.