Metropolis Laboratory 2010
Metropolis Biennalen indtager Københavns gader, torve, broer og stræder næste gng i 2011.
Trevor Davies, kunstnerisk leder af Københavns Internationale Teater, efterlyser større forståelse for udviklingen af Københavns byrum fra såvel politikere som Kunstrådet. Metropolis Biennalen er sat i verden for at påvirke den udvikling.
Byplanlæggere, designere, arkitekter, kuratorer, forskere, udviklere og kunstnere. De er her alle sammen, fra nær og fjern, med deres små lysende bærbare computere og smartphones. De sidder – på trods af sommeren udenfor – inde i Dansehallernes mørke og lytter til diverse oplægsholderes indlæg om kreativitet i byrummet.
For tredie gang inviterede Københavns Internationale Teater til Metropolis Laboratory, et forum til inspiration, networking og udspil om projekter til den kommende festival i Københavns gader i 2011.
Den interdisciplinær kunst
I 2007 etablerede Københavns Internationale Teater Metropolis Laboratory og Metropolis Biennalen for at skabe fokus på, hvorledes kunstnere med skæve, interdisciplinære indfald kunne indgå i samarbejde med byplanlæggere og arkitekter om udformningen af det offentlige rum i København.
Og siden hen har kunstnere som fx danske Helle Hoves og Iben Brøndums lysreflekterende kunst på Herlevs stier, og Sydafrikanske Jay Pathers fejende, flotte koreografi op ad Nørrebrogade været på biennalens program .
I år afholdes tænketanken inden Metropolis løber af stablen i 2011 måske meget passende i det gamle Carlsbergområde, hvor drømmen netop er at kunst- og kulturinstitutioner skal blomstre og transformere stedet.
En udemokratisk by
Kritikken blandt teoretikerne omkring forvaltningen af det offentlige rum fejler ikke noget, fx taler Steve Graham, professor ved School of Architecture, Planning and Landscape fra Newcastle University om, hvorledes sikkerhedspolitik og teknologi ødelægger det urbane rum og truer byborgeres frie udendørs liv.
Og designeren Lucile Soufflet fra Bruxelles giver senere helt konkrete, kreative bud på, hvorledes udformningen af siddepladser kan være med til at forme det offentlige rum og gøre det mindre eller mere demokratisk.
”Jeg arbejder med hvad der understøtter menneskets opførsel. Intimitet og det at dele et offentligt rum, i stedet for at fokusere på det økonomiske aspekt. I mange byer ser man fx ofte meget dårlige løsninger på lys design, og bænke i det offentlige rum afløses flere steder af enkeltsæder, fordi man ikke ønsker at folk skal kunne lægge sig på bænkene. Byrummet er altså tilsyneladende ikke for alle borgere. Jeg forsøger ikke at lave løsninger, men kommer bare med forslag”, siger hun.
Mennesker vs. skyline
Samtidig viser hun dias med eksempler på hendes eget design: bænke der bølger og svinger sig organisk i let stål, træ og beton rundt om træer og på pladser i fx Barcelona.
Eller som kurator og leder af organisationen Human Cities, som bænkedesigneren har samarbejdet med, Lise Coirier fyndigt formulerer samme tankesæt: ”Byer skal handle mere om mennesker end om skylines”.
Det er blevet kaffetid og folk myldrer fra Dansehallernes mørke ud på træbænke i solen.
Trevor Davies, kunstnerisk leder af Københavns Internationale Teater, forklarer her, at dette års Metropolis Laboratory er gæstet af lidt flere arkitekter og visuelle kunstnere, som følge af at emnet er så populært og aktuelt for tiden, mens det sidste laboratorium var mere præget af performere. Dette kunstneriske fokus er ikke en tilfældighed i følge ham.
”Den vigtige dagsorden nu er, at skabe en vidensplatform, en politisk platform som afsæt for kunstneres arbejde med kunst i det offentlige rum. I Danmark har man stadig en meget traditionel opfattelse af kunstinstitutionen, og af en kunstbegivenhed. Opfattelsen af kunsten i det offentlige rum har ikke udviklet sig meget. Kunstrådet bør derfor være mere bevidst om det, ligesom der herfra også mangler en forståelse for det, som bliver sat i gang i visse bydele.”
Han mener udformningsprocesserne selv skal gives mere plads og råde i byrummet frem for at blive dikteret oppe fra. Og han glæder sig meget over, hvordan Metropolis har været med til at skabe debat om byrummet. Nu mener han derfor, det er tid til at lave lidt større projekter:
”Jeg kunne godt tænke mig at koble nogle arkitekter og kunstnere til at arbejde i byen på en anden måde og lave nogle større rumlige projekter. Men jeg mener, vi skal holde os fra de permanente ting, fordi man er underkastet et helt andet regelsæt i forhold til ansvarlighed og sikkerhed og den slags. Det er ofte ødelæggende, men så længe man definerer det som kunst og som midlertidigt, så kan man få lov til meget mere.”
Det flydende byrum
I følge Trevor Davis har København mere brug for mindre polerede projekter i byrummet. Han vil hellere tænke med scenografiske begreber end i decideret permanent, udsmykning af det offentlige rum.
”Det scenografiske er langt mere interaktivt og flydende. Både det tids- og site-specifikke kan generere en hel masse meget mere interessante ting, som folk så kan opleve forskellige steder. Vi har ingen ambitioner om at lave noget blivende og permanent, men meget hellere modsat end opblødning af det”, afslutter han.
Målet med Metropolis Laboratory er at udforske det urbane rum, at introducere kunstnere der vil blive engageret i de kommende Metropolis programmer, at få kunstnere til at kende byen bedre gennem udforskning af København, og endelig at skabe et netværk blandt kunstnere og arkitekter, der udforsker konkrete ideer, projekter og udviklingsmuligheder i storbyen. Temaer som det midlertidige rum, kreative urbane processer, genskabelse og nyskabelse af eksisterende byrum osv. Nye temaer vil også blive testet, afprøvet og diskuteret.
Metropolis Laboratory 2010
Metropolis Biennalen indtager Københavns gader, torve, broer og stræder næste gng i 2011.
