Art Basel 2010 spænder fra dollar-optimistiske New Yorker-gallerier til euro-depression og græsk fallit. Det ender i et spørgsmål om forvaltning af kærligheden til kunsten.
Går man til højre ved indgangen til den 41. udgave af verdens største kunstmesse Art Basel – og det gør de fleste – starter man med en veritabel optur hos New Yorker-gallerierne. Shafrazi viser Basquiat-malerier i storformat, lyskanonerne skyder, og farverne nærmest sprøjter optimistisk fra lærrederne.
Sådan fortsætter opturen gennem New Yorker-gallerierne indtil en naturlig kunst-træthed og mangel på basale stimulanser melder sig.
Flæskesteg med mere
I nødens stund træder galleriet Sperone Westwater fra New York hjælpende til:
Master af Tom Sachs fra 2008-2010 skulle kunne tilfredsstille de fleste basale menneskelige behov på kunstnerisk forsvarlig måde.
Grisen er forsvarligt udstoppet og tatoveret.
Men så er der også serveret samtidskunst midt i røgen fra de tunge klassikere.
Leg med de store drenge
Galleriets stand inkluderer også to andre imponerende men lidt mere klassiske værker:
Først Malcolm Morley´s maleri Texas Swing 2009. Ved første øjekast måske et C-print, som så mange andre foto-realistiske billedværker, men nej: En nærmest Krøyer-agtig penselføring gemmer sig i detaljen.
Og så er der Evan Penny´s Michael (variation #1) fra 2010. En skulptur af silikone (med mere). Det er galleristen Michael Short, der er portrætteret. Han er tilstede på standen, og må nu også lægge krop til pressens arbejde.
Måske handler værket om kunstnerens position i forhold til et galleristens almægtighed, men det er også et enormt raffineret portræt.
Og jo, ligheden med Ron Muecks skulpturer (f. eks. Boy, Aros Kunstmuseum) er da slående, men så alligevel:
Penny´s detaljeringsgrad er lige den tand skarpere, og samtidig tilført et befriende twist. Fra visse vinkler – og i forhold til genkendelighed – fuldstændigt naturtro. Alligevel nærmest surrealistisk, som om hovedet er modelleret i et 3-D-computerprogram og så lige vredet en smule.
Men døm selv!
Afdød fødselar
Selvfølgelig er der mere Jean Michel Basquiat. Ifølge en af de udstillende gallerister er anledningen til den store repræsentation på messen, at han ville have fyldt 50 i år, men fødselsdagen fejres også uden for messen.
Hos Fondation Beyeler lidt uden for Basel finder man for eksempel en separatudstilling med omkring 100 Basquiat-værker.
Midt i denne flæskestegssandwich af New-Yorker-optur ligger så den græske stand.
Det er som om skæbnens ironi og arrangørernes lune har kastet den græske økonomiske tragedie ind lige midt i den amerikanske overflod.
Værket af Vlassis Caniaris er fra 1974 og har titlen Home. Det er ifølge George Vamvakidis fra The Breeder i Athen egentlig et værk om indvandring og håb, men han medgiver, at der er noget om referencen til den græske bankerot:
”Vi besluttede at udstille værket under den store økonomiske krise, også som en kommentar til kunst-krisen” fortæller han, men indrømmer, lettere grinende, at værket har fået en fornyet aktualitet.
Rod på første etage
På udstillingens første sal er stemningen lidt mere desperat. Alt virker lidt mere rodet og tilfældigt, eller også er det trætheden hos publikum, der manifesterer sig, når de endelig har kæmpet sig igennem hele underetagen og taget trappen op på første etage.
Et fænomen, der også kendes fra Forum, hvor overetagen har været til megen debat og efter sigende betragtes som et mindre eftertragtet sted at udstille.
Ansvar og beslutning
Så er der mere samling og spark i den specielt kuraterede udstilling på messen, Art Unlimited. Her udstilles udvalgte solo-værker fra gallerierne.
Værket The Conference, 2010, af den Schweiziske duo Gerda Steiner og Jörg Lenzlinger minder betænkeligt meget om en bank. Lyserøde krystaller har overtaget kontoret og er ved at kvæle computere, pengetællere og regnemaskine.
Installationen er forlængst forladt, og stiller ifølge kunstnerne ”beslutningstagerne selv til ansvar for deres handlinger”.
Et tema, der iøvrigt også behandles af danske Superflex i Flooded McDonald´s, repræsenteret på Art Unlimited af Stærk.
Måske kan ansvarlighed eller respekt også lejlighedsvis efterlyses hos galleristerne. Vi undlader at nævne navne, men i et af gallerierne er der i al fald ingen økonomisk krise:
I messens hede tjener skulpturen Love af Robert Indiana som en midlertidig hylde for opbevaring af medarbejdernes mobiltelefoner. En hylde til 275.000 dollars, fortæller galleristen med et kærligt smil på læben.
