Afgang 10: Spring over hvor gærdet er højest

Et åbent udgangspunkt
De seks kunstneres afgangsværker emmer af en åben og eksperimenterende tilgang til kunst: her er ikke én gældende stil, overbevisning eller retning i vælten.

Frem for at anvende kunsten som et privilegeret sandhedsmedie eller ophøjet, skøn kunst, diskuterer værkerne skeptisk, men farverigt kunstens mulighed for at sige noget om noget.

Det er et produktivt udgangspunkt for at skabe kunst – og modigt til en afgangsudstilling, hvor man for måske første gang lader sine værker møde et større publikum.

En kompleks sag
Det er derfor en kompleks sag af en afgangsudstilling, der ikke hopper over hvor gærdet er lavest.
Kunstnerne bruger ikke deres skud i bøssen på det hurtigt fængende og direkte salgbare, men byder publikum op til komplekse multipart-installationer, obskur historieforskning og tilfældighedssystemer.

Der er rigtig gode ideer i spil, men værkerne mangler generelt det sidste tematiske fokus og udførelsesmæssig finish for at brænde igennem som værker, der er tiden værd.

Gode enkeltdele – tung helhed
På den måde er Kristian Poulsens absurde installation i fire dele typisk for Afgang 10.
Det består af et kæmpe tårn af blandende biblioteksbøger, en rekordlang udlånskvittering for disse, en video, en lydinstallation og en tekst, der i højt teoretisk leje forklarer værkets totale sammenhæng eller mangel på samme.

Flere af disse enkeltdele er rigtig fede og ville i sig selv udgøre fine værker, både form- og indholdsmæssigt. Her bliver det dog for tungt og mister fokus i sin helhed.

Historiens spor i brædder og blade
Det samme gør sig gældende for Eva la Cours store installation En hypotetisk forvaltning af efterladt materiale.
Den er en montage over kommunisten Otto Melcior og hans håndlavede publikation Kvik fra mellemkrigstiden. En fascinerende historie, der som værk kan fremlægges både poetisk og diskuterende.

Tilsyneladende er værket inspireret af et fund af materiale om Melchior i et gammelt sommerhus, hvis nedbrudte vægge er en del af installationen.

Der er derfor tre spor i værket: historien om Melchior, magasinet Kvik (og at dømme efter opsætningen også andre publikationer fra tiden) og sommerhusets hengemte historie.

Værket gør sig ikke klart, hvilket spor, det forfølger, og da det tilmed er svært at navigere i (man skal lede efter et lille hæfte, der giver de nødvendige clues), efterlades man mere forvirret end fascineret.

Originale ornamentmalerier

Så er Toke Flyvholms ornamentmalerier og trommende lerobjekter mere spændende. De har et originalt look og er som et helt fremmed folkefærds kunst.

De foranstalter derved et sært møde mellem kunsten og noget helt andet i stil med rollespillene i Game Continent-udstillingen, der kører andetsteds i Kunstbygningen.

Se Billedserie af udstillingen Game Continent af Anders Bojen og Kristoffer Ørum. Klik her.

Troels Skov Nielsens papirark med streg- og farvesystemer efter forskellige regelsæt er derimod vel tørre. Nogen større plan bag træder ikke rigtig frem og tilbage står en serie lidt ligegyldige papirværker og fotos.

Sanne Rolsgaard Jensens boksearena, der udfyldes af en videoprojektion af kunstneren sovende, er også for apatisk og kalder på mere action. Igen er der tale om et i og for sig spændende udgangspunkt, der mangler punch i den endelige aflevering til publikum.

Fotografisk sandhed

Det mest atypiske værk på Afgang 10 er Thomas Elsteds fotoserie af immigration og gartneriindustri fra Sydspanien. Hvor udstillingens værker ellers er ganske kritiske med hensyn til kunsten som bærer af sandhed og skønhed, forholder det sig lige omvendt her.

Her er sandheden om den virkelige verden, for den er jo fotograferet med rørende portrætter af arbejdere, indhegnede Mærsk-containere og så videre.

Elsted er egentlig en fremragende fotograf, men serien er irriterende naiv og insisterende i sin brug af fotografiet som sandhedsvidne.

Afgang 10 er ikke en salgsudstilling, men snarere en fortsættelse af den eksperimenterende proces fra kunstneruddannelsen. Lad værkerne være en tand mere skarpe og gennemarbejdede – så skal Årgang 2010 nok markere sig i det kommende tiårs kunst!