Hjernevask i det sofaløse rum

Hjernevask i det sofaløse rum

Ian Boal (US) taler til billedpolitik-seminaret under emnet Terror is the health of the state: capital, space, spectacle 2.0. (Foto: Jakob Jakobsen)

Billedserie

Seminar

Image Politics – To see is to destroy

10 apr 2010 11 apr 2010

Folkets Hus
Se kort og tider

Er hjernevask virkelig den eneste løsning for at få skabt en kritisk offentlighed som modsvar til mediernes ensidighed? KUNSTEN.NU sendte to skribenter til seminar om billedpolitik.

De dampende støn fra kaffemaskinen breder en varm duft ud i Folkets Hus. Stolene stilles skramlende op i rummelige buer, mens billedkunstneren Jakob Jakobsen, klipser et projektionslærred op. Han er sammen med billedkunstner Nils Norman og kuntteoretiker Mikkel Bolt initiativtager til weekendens seminar.

Til trods for det ikke-annoncerede akademiske kvarter går der en god halv time før sæderne er fyldt og vi kan starte. Velkommen til det internationale seminar Image Politics – To see is to destroy.

Det sofaløse rum
I de næste to dage skal der diskuteres Image Politics, billedpolitik. Ud over Jakobsen selv vil indsparkene blive rettet fra forskellige vinkler af nationale og internationale gæsteforelæsere:

Lektor Mikkel Bolt, den marxistiske kunsthistoriker O. K. Werkmeister, kunstgruppen AW og mange flere. Vi er i Folkets Hus, placeret udenfor samfundets institutioner i et sofaløst rum – et rum hvor der appelleres til handling, og hvor hverdagens passiverende objekter som sofaen ikke har noget at gøre.

Hvad skal der så handles overfor? Intet mindre end mangel på kritisk politisk offentlighed.

Mangel på modbilleder og modstrategier til mediernes ensidige visuelle statements. Og der skal diskuteres hvordan vi som samfundsborgere kan forholde os til disse statements, disse virkelighedsrepræsentationer og det forhold, at vi i høj grad må etablere vores forståelse af og placering i verden ud fra disse repræsentationer.

De to bøger udgivet i forbindelse med Jakob Jakobsens udstilling på Overgaden og seminaret. (Foto: billedpolitik.dk)
De to bøger udgivet i forbindelse med Jakob Jakobsens udstilling på Overgaden og seminaret. (Foto: billedpolitik.dk)
Virkelighed under kontrol
Det lyder umiddelbart paranoidt at tilskrive billeder sådan en magt. Men lad os se på et eksempel og samtidig svare på amerikanske Ian Boals retoriske spørgsmål som han lod svæve under sit oplæg:

“Kan billeder skabe destabilitet?”

Et nærværende eksempel på ensidig billedcirkulation og billeders evne til at skabe destabilitet er invasionen i Irak.

Alle billeder af og fra de amerikanske styrker skal blåstemples af Pentagon, inden de bliver frigivet til mediernes videre cirkulation – og offentlighedens forståelse af krigen. I lang tid har det derfor været relativt pæne krigsrepræsentationer vi er blevet præsenteret for.

Virkeligheden ude af kontrol
Pludselig blev der lækket billeder fra Abu Ghraib-fængslet. Forfærdelige billeder af amerikanske soldater, der smilende torturerede irakiske fanger. I samme øjeblik torturbillederne ramte nethinden og skabte et visuelt modbillede til den ensidige og ufarlige repræsentation af krigen, ændredes vores forståelse af virkeligheden.

Ja, billeder har magt og kan destabilisere. Men ét er censur og hvilke billeder der er i cirkulation. Noget andet er dét faktum, at der ikke findes objektive billeder, men at de altid er ‘framet’ – altid har en afsender.

Installationsview, Jakob Jakobsen: Billedpolitik, 2010. (Foto: Anders Sune Berg)
Installationsview, Jakob Jakobsen: Billedpolitik, 2010. (Foto: Anders Sune Berg)

At billedet samtidig er det vilkår, vi kan forstå verden ud fra, placerer os i en splittet position. Som Werkmeister pointerede:

“Vi tror ikke billedet i dag. Men vores mistro overfor billedet kan ikke gøre at vi afviser det”.

Vi må nødvendigvis forholde os til billederne.

Projekt ‘hjernevask’
En del af Jakob Jakobsens omfattende kunstneriske og politiske kampagne har været et tværfagligt samarbejde mellem Københavns Universitet, Det Fynske Kunstakademi, Det Kgl. Danske Kunstakademi og institutionernes poder. Ideen har været at skabe en bred billedpolitisk bevidsthed og en nuanceret debat.

Imellem kaffepauserne hvor diskussionerne knopskød livligt, var retorikken og standpunkterne dog ret entydige. At seminaret stod til at forsætte til langt ud på lørdagens nattetimer, blev af Mikkel Bolt yderst entusiastisk forsvaret med at “seminaret helst skal have en karakter af hjernevask”.

Aktivistisk gødning
Valget af scene for seminaret var det efterhånden faldefærdige, men charmerende Folkets Hus på Nørrebro hvor alle er velkommen, men som hovedsageligt fungerer som tilholdssted for aktivister og andre mod- og subkulturer til diverse arrangementer, fester og ikke mindst folkekøkken.

Netop denne scene for en primært akademisk sammenkomst fik rosende ord med på vejen af de fremmødte teoretikere med fødderne plantet i den marxistiske teori. Stedets aktivistiske ånd og sofaløse struktur skulle netop gøde frøene til en ny politisk modkultur.

Folkets Hus (Foto: Amalie Kristine Frederiksen)
Folkets Hus (Foto: Amalie Kristine Frederiksen)
Socialistisk zeitgeist
Forsøget på at optø de ekskluderende akademiske institutioner til fordel for en inkluderende folkekøkkenkultur var altså en bevidst iscenesættelse af en modkultur og fik karakter af omvendt propaganda.

Et modbillede i sig selv. Eller en konstrueret begivenhed, der kunne minde om et slags situationistisk “kunstværk”. Et forsøg på at smelte kunstnerisk praksis og politisk teori sammen i håbet om at udgyde en form for revolutionær bevidsthed blandt de fremmødte.

Til trods for den brogede deltagerskare lykkedes det at indhylle deltagerne i en gennemgående socialistisk “tidsånd”. Ingen var for fine til at deltage i kaffebrygningens vigtighed og lørdagens fællesspisning samlede en overraskende stor, broget samling.

Enten er du med os eller imod os
De forskellige oplæg var alle interessante og relevante, men retorikken og standpunkterne blev noget konforme og ensidige. Så selvom rummene var sofaløse, blev man hurtigt en del af en mental sofarevolution.

Mellem fine ord og teoretiske refleksioner var der forbløffende magtdemonstrationer. Opgøret med tankegangen “enten er du med os eller imod os” blev vendt 180 grader og gav nu mening igen blot med omvendt fortegn.

Mellem modbilleder og megafoner
Men hvorfor denne selviscenesættelse? Hvorfor så radikale udmeldinger som hjernevask og konstante gentagelser af overensstemmende røster i seminarets diskussioner?

Et forsøgsvist svar fra et par nu “hjernevaskede” studerende lyder, at der nødvendigvis må benyttes megafon og patosfyldte, insisterende opråb for at gøre opmærksom på manglende rum for kritisk politisk offentlighed. Rum for kritiske modbilleder og -strategier til mediernes billeder på virkeligheden.

Og når der således er etableret konfronterende positioner mellem en venstredrejet kunstnerisk, politiske kampagne og hverdagens højredrejede, fade mediekultur, kan vi forhåbentlig selv finde et sted mellem polerne, der er mere inkluderende og nuanceret. Og derfra gå aktivt til værks!

Billedserie

Seminar

Image Politics – To see is to destroy

10 apr 2010 11 apr 2010

Folkets Hus
Se kort og tider

Del artiklen

'Hjernevask i det sofaløse rum'

Facebook