Peter Callesen portrætterer noget så paradoksalt som menneskets billedskønne forrådnelse i mødet med tilblivelsen og døden. De alvorstunge udsigelser bliver smukt afbalanceret med hjertevarme og humor.
Med udstillingen Skin of Paper er det for alvor muligt at komme under huden på Peter Callesen. Kunstnerens repertoire er mangefacetteret og udstillingen i Kunsthallen Nikolaj rummer både tegninger, performancevideoer og poetiske papirklip.
Publikum får hermed mulighed for grundigt at sætte sig ind i kunstnerens univers, der kombinerer en imponerende håndværksmæssig præcision med filosofiske overvejelser og fantasifuld optimisme.
Kong Callesen
Det første der møder øjet, når man træder ind i Nedre Galleri, er et eksempel på den eventyrlighed, der præger værkerne i alt fra papir til performance. Et enormt slot bygget ud af pap tårner sig op foran én. Slottet er passende døbt My Castle, da det indvendigt er en tour gennem Callesens kunstneriske krumspring.
Indenfor i slottet er installeret seksten performancevideoer, som beskueren kan se gennem udskårne kighuller i væggen. I de nærmest tragikomiske performances oplever vi kunstneren tage favntag med sig selv og naturen i en evig kamp mod den menneskelige utilstrækkelighed.
Som når han i matrostøj søsætter en båd af pap, eller klædt ud som Little Peter Spiderman klatrer op af væggen blot for at blive skyllet ned af regnen igen og igen.
Gravøl for livet
Videoerne er både farverige og underholdende, men er samtidig gennemsyret af de eksistentielle spørgsmål, der generelt er synlige i Callesens kunst. Eksistens, ophævelsen af selvsamme og hvad der sker der imellem, er et centralt tema i udstillingen.
I værket Funeral iscenesætter Callesen sig som sin egen bedste ven, og holder en rørende tale ved sin begravelse. Kunstneren udsletter sin egen eksistens, mens han i samme nu proklamerer den ved at stå lyslevende og kalde sig selv et fantastisk menneske.
Der opstår en dialektik mellem mennesket og dets skyggebillede – den endnu ufærdige form, der er på vej mod at blive. Det eneste, man med sikkerhed ved, er at den en dag ender i kisten.
Temaet om forgængelighed gentages, når det drejer sig om udstillingens resterende værker: Nemlig værkerne af A4 papir, som de seneste år har været Callesens varemærke.
Tyve papir-skulpturer af både nyere og ældre dato udstilles, samt det uundgåelige værk White Window, som er en næsten tro kopi af kunsthallens eget vinduesparti udført i papir.
264 hvide A4 ark gør det ud for kirkens enkelte ruder, og rummer skitser af alt mellem himmel og jord. Bogstaveligt talt.
Motiverne er engle, kranier, mennesker i frit fald og trapper som mulig forbindelse mellem os og noget guddommeligt. Men øverst i værket anes skrøbeligheden. Papir har løsrevet sig fra vinduet og svæver i luften. End ikke kirken er hellig, bygningen er som menneskekroppen på vej mod opløsning.
Tilbage til naturen
De resterende – noget mindre – papirskulpturer er mindst lige så imponerende. Udførligt og kunstfærdigt kan Callesen skabe miniaturemodeller ud af papiret, der antager florlette former, men alligevel besidder den samme tragikomiske tyngde, som gør sig gældende i performancevideoerne.
Et skelet er ved at frigøre sig fra sin menneskekrop, men hænger ubehjælpeligt stadig fast, et slot kaldet Impenetrable Castle kunne pustes omkuld, hvis ikke det var dækket af en glasmontre.
Tilværelsen er trods alt skrøbelig, og i papirklippene er mennesket generelt i overhængende fare for at blive indoptaget af naturen. Begravet i laviner, i havet eller ved helt naturligt forfald, som i Human Ruin, hvor en aftegning af en menneskekrop er omkranset af en bygning i ruiner.
Skyggebilledet overtager
Når Callesen klipper noget ud, så opstår der et hul, en skygge af det der pludselig er blevet skabt af papiret, og som skaber en helt ny betydning i sig selv.
Værkerne fokuserer på tilværelsens bestandige vekselvirkning mellem tilblivelse og forrådnelse. Mellem at være i gang med at tage form og forsvinde igen.
I papirklippene er eksistensen barsk og naturen et farligt sted at begå sig. Men forfaldet og døden fremstår med værkernes præcision og skønhed alligevel harmonisk.
I Nobody but Flowers transformeres et lig i en kiste til et væld af blomster. Når mennesket forsvinder, ligesom hulrummet i papirklippet – Ja, så bliver det til noget andet.
Med Skin of Paper ser vi hvor smuk, sådan en transformation kan være.
