Ugens Kunstner: Birgitte Støvring

Ugens Kunstner: Birgitte Støvring

Birgitte Støvring: Jomfruen. 2021. Fotograf: Jacob Friis-Holm Nielsen.

Birgitte Støvring arbejder i et figurativt og ofte symbolladet og fortællende formsprog med fokus på mennesket i forskellige handlinger og situationer. Selvom hun ofte tager afsæt i oldtidens fortællinger og myter om guder og gudinder, så er hendes værker fortællinger om dét at være et moderne menneske – med alt dét, det indebærer.

Birgitte Støvring. Privatfoto.

Det er ikke den mytologiske fortælling, som Birgitte Støvring er interesseret i, men de færdigheder og egenskaber, som de mytologiske figurer besidder, og som Birgitte Støvring bringer ind i vore tid. Især handler det hos Støvring om kvindefiguren og den måde, hvorpå kvindefiguren bliver fremstillet på både dengang og nu.

Selvom det figurative er dominerende hos Birgitte Støvring, har hun et bestandigt fokus på det formelle. Former og farver bliver hos Støvring udforsket som mønstre, der gentager sig og lader forgrund, baggrund og figur flyde sammen. Hun fremmaner sine figurer med få penselstrøg og få lag af maling. Kompositionerne er præcise og komplicerede, hvad enten figurerne er i bevægelse eller stillestående.

Ofte bygger hun sine værker op som collager ved hjælp af matematiske systemer af farver og mønstre. Figurerne males så ind i dette univers, og på den måde bliver der skabt et forhold, hvor baggrund og figur ikke kan eksistere uden hinanden. Der er både konstruktion og dekonstruktion, figuration og abstraktion til stede i Støvrings værker.

Birgitte Støvring: Moderskab, 2021. Fotograf: Jacob Friis-Holm Nielsen.

Det mytologiske afsæt

Et eksempel herpå er værket Moderskab fra 2022, hvor Birgitte Støvring gør brug af myterne om gudinderne Freja og Artemis som afsæt i et værk, der handler om sårbarhed og viljestyrke. Værket blev udstillet på Museet for Religiøst Kunst i 2022 som en del af udstillingen Vera Icon.

I Moderskab ses den gravide kvindefigur flere steder i værket. Blandet andet er hun placeret i maleriets midte, og der er ingen tvivl om, at det er hende, det drejer sig om. Et stort kattedyr i spring ses nederst i værket. Ovenpå denne står en mindre hjort, og på ryggen af denne ses en figur med bue og sværd. Endvidere er der forskellige symboler, og hele billedfladen er delt op i farvede felter, der både relaterer sig til baggrunden og figurerne, således at der ikke er tale om et egentligt rum i værket. Værket rummer både det sårbare, i kraft af den gravide kvinde, men også fart og kraft i form af dyrene og våbnene.

Både Freja og Artemis var sammensatte gudinder, der havde både sårbarhed og styrke i sig. Freja var både kærligheds- og krigsgudinde, og hun fremstilles ofte ridende på en kat. For Artemis gælder det, at hun var jordens, dyrenes og skovens beskytter, men også gudinde for fødsler og frugtbarhed. Det er især disse gudinders sammensatte og modsatrettede natur, der gør, at Birgitte Støvring finder dem interessante at drage frem i dag. For rummer vi ikke alle mange facetter og egenskaber?

Frugtbarhedsmotiver

På udstillingen Shapes of Harvest kredser Birgitte Støvring om høsten som et symbol på frugtbarhed og dét at give og få, men også at give videre til kommende generationer. I værket Gatekeeper fra 2022 ses en kvinde, som står med armene bredt ud til siderne. Hun står helt fremme i billedfladen i en mønstret kjole. Hun bærer en gren med blomster på hovedet. Udtrykket i hendes ansigt er neutralt, og hun løfter sig op på tæerne. Der er antydninger af grund og horisont bag hende, og en lille sol ses til højre i værket.

På trods af at hun står på tæerne, synes hun at være i balance. Det er som om, hun kunne stå sådan for evigt. Som titlen antyder, er hun en vogter, men hvad vogter hun? Og spærrer hun vejen for os eller byder hun os velkommen? De græske karyatider var søjler udformet som kvinder, og som havde en reel bærende funktion i en bygning. Også kvinden i Gatekeeper har et ansvar og noget, som hun ”holder oppe”. Det ses i form af den gren med blomster, som hun bærer på sit hoved.

Birgitte Støvring: Sunflower Sunrice, 2023. Fotograf: Jacob Friis-Holm Nielsen.
Birgitte Støvring: Gatekeeper, 2022. Fotograf: Jacob Friis-Holm Nielsen.

Urmoderen

I værket Sunflower Sunrice fra 2023 som også bliver vist på udstillingen tager Birgitte Støvring udgangspunkt i den græske gudinde Demeter, som var jordens beskytter og kornets gudinde. Demeter er her fremstillet som en moderne kvinde i kjole og højhælede sko. Det kan være lidt svært at definere, hvorvidt hun står, sidder eller ligger. I hvert fald er hun i en form for bevægelse. Ud fra hende ses store solsikker i maleriets farvede felter. Der er seks i alt, og de er alle gule på nær én, der er sort.

Det hører til fortællingen om Demeter, at hende datter Persefone blev kidnappet til underverdenen. Hun fik dog lov til at komme op på jorden en del af året. Og når hun gjorde det, kom foråret, hvor alting blomstrer. Når hun igen forsvandt ned i underverdenen, betød det efterårets komme. Værket viser denne cyklus, som også er livets cyklus, men det viser også en kvinde i et tæt forhold til sin datter og i en evig sorg og afmagt over at have mistet.

Se portfolio nedenfor.

Birgitte Støvring: Shapes of Harvest, Galleri Lene Bilgrav, Aarhus, 2023. Fotograf: Jacob Friis-Holm Nielsen.
Birgitte Støvring: Shapes of Harvest, Galleri Lene Bilgrav, Aarhus, 2023. Fotograf: Jacob Friis-Holm Nielsen.
Birgitte Støvring: Shapes of Harvest, Galleri Lene Bilgrav, Aarhus, 2023. Fotograf: Jacob Friis-Holm Nielsen.
Birgitte Støvring: Shapes of Harvest, Galleri Lene Bilgrav, Aarhus, 2023. Fotograf: Jacob Friis-Holm Nielsen.
Birgitte Støvring: Shapes of Harvest, Galleri Lene Bilgrav, Aarhus, 2023. Fotograf: Jacob Friis-Holm Nielsen.
Birgitte Støvring: Det sejrende åndedræt. 2021. Fotograf: Jacob Friis-Holm Nielsen.
Birgitte Støvring: Jagtens Gudinde. 2021. Fotograf: Jacob Friis-Holm Nielsen.
Birgitte Støvring: Udstillingsview Himmerlands Kunstmuseum. Fotograf: Jacob Friis-Holm Nielsen.
Birgitte Støvring: Udstillingsview Himmerlands Kunstmuseum. Fotograf: Jacob Friis-Holm Nielsen.
Birgitte Støvring: Frugtbar. 2021. Fotograf: Jacob Friis-Holm Nielsen.
Birgitte Støvring: Retten i Svendborg. Installations foto. 2022. Fotograf: Jacob Friis-Holm Nielsen.
Birgitte Støvring: Udstillingsview Museet for Religiøs Kunst, Lemvig. Foto: Museet for Religiøs Kunst.

Del artiklen

'Ugens Kunstner: Birgitte Støvring'

Facebook