Genfærd – Jens Blendstrup & Ole Lejbach
17 maj 20233 sep 2023

Foto: Skovgaard Museet

Skovgaard Museet og Danmarks Forsorgsmuseum præsenterer i sommeren og efteråret 2023 et tværfagligt ”gesamtkunstwerk” – et litterært kunstudstillings- og bogprojekt – med titlen Lejbach & Blendstrup – GENFÆRD.

Blendstrup (f. 1968) og Lejbach (f. 1951) er kendte for udstillings- og bogsuccesen Ege Ekspeditioner, der i 2015-16 var aktuel på Fuglsang Kunstmuseum, Johannes Larsen Museet og Kunstcentret Silkeborg Bad og for Den Fynske Kulturarvsekspedition, der, som et led i Kulturregion Fyns projekt, ModStrøm, udkom som en pop-up udstilling på Odense Havn og som en bog på 298 sider.

Hvor Ege-Ekspeditioner med ord og billeder tog os dybt ned i egetræernes rødder og helt ud de prosaiske kviste, bevæger vi os med Genfærd, ligesom det var tilfældet med Den Fynske Kulturarvsekspedition, ind det stof, som vi selv er gjort af, historien, det tidslige og identitetsskabende, men også, og dette er nyt, ind i det at være menneske. Ole Lejbach har tegnet en lang række danskere over fotografier fra museernes egne analoge arkiver samt det digitaliserede arkiv.dk og Jens Blendstrup har vækket dem til live i knivskarpe tekster. Til sammen giver tekst og billede et indblik i os danskere på en måde, der både er seriøs, fængslende og humoristisk og som sjældent, måske aldrig, er set før.

Idéen er grundlæggende at give de helt almindelige, glemte danskere fra fortiden nyt liv gennem billedlig og sproglig bearbejdning. Ege Ekspeditioner gav stemme til egetræerne, Den Fynske Kulturarvsekspedition gav liv til de stedbundne fortællinger på Fyn, og Genfærd giver ordet til de almindelige danskere, som levede liv, der, ifølge Blendstrup: ”ikke var til Kraks Blå Bog, men livets røde.

Fra groteske grosserer med cigarer i munden til stille liv, og stærke liv, og vilde overlevere i klippespalterne fra et voldsomt samfund, der buldrede frem og forandrede sig for vores øjne.”

BAGGRUND

Når projektet forankres på Skovgaard Museet og Danmarks Forsorgsmuseum hænger det sammen med, at det griber en essens som begge museer har til fælles, og som karakteriserer en væsentlig men uhåndgribelig streng i museernes DNA – nemlig et helt særligt historiske nærvær. Skovgaard Museet har til huse i Viborgs gamle rådhus fra 1728, og hvor høj som lav, rig som fattig, huserede gennem århundreder, og sled deres mærker i gulve og paneler fra arresten i kælderen til de bonede gulve i stueetagen. Danmarks Forsorgsmuseum holder til i Svendborgs gamle fattiggård og her er historien så tæt på, at man sænker stemmen til en hvisken, når man træder indenfor. Tusindvis af skæbner bevægede sig hen over fattiggårdens blanke gulvbrædder og kun få satte sig spor uden for journalerne, hvor de fremtræder med foto og navn, men ellers uden yderligere beskrivelse.

Ved at se på nogle af disse skæbner med ord og billeder sætter Genfærd sig for at gribe dette det særlige aftryk af liv, før det forsvinder helt. Det er en litterær kunstudstilling med tilhørende bog, der skal minde os om- og lade os mærke, at vi, selv i disse digitaliserede SoMe-tider, står på skuldrene af andre, der var her før os. De boede i vores huse og færdedes i vores byer. De drømte og følte og rullede deres livshjul, ligesom vi i dag ruller vores. De er borte og glemte, men sporerne af dem findes stadig rundt omkring os. Projektet sammenkobler disse spor og giver genfærdene nyt liv. Nogle gange er der trædesten, som arkiverne kan hjælpe med at lægge, og som kan bruges i en fortælling, men andre gange er der kun et furet ansigt, et usikkert, tandløst smil eller en nervøs missen mod solen, at tage afsæt i. Ikke desto mindre skal historierne frem, og genfærdene skal have nyt liv. Med billede og tekst fylder Lejbach og Blendstrup historiens huller ud og skaber en ny fortælling, der giver genfærdene en identitet på ny.

Kilderne til projektets indhold kommer fra databasen arkiv.dk og fra museernes egne fysiske arkiver. Lejbach genskaber med sjælfulde portrætter fyldt med nærvær og Blendstrup skriver tekster til. Det er en form for ”sublimering”, hvor mennesket på det falmede negativ får nyt liv på papiret gennem kunstnerens og forfatterens opmærksomme bearbejdning.

UDSTILLING OG BOG

Genfærd udmønter i en udstilling, der fra Skovgaard Museet i Viborg rejser videre til Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg. Udstillingen vil bestå af Ole Lejbachs store og spektakulære kul- og sepiategninger og små intime blyantsskitser flankeret af Jens Blendstrups tekster. Udstillingen kompletteres af en stor og rigt illustreret bog på ca. 350 sider, hvor Lejbach og Blendstrups indhold suppleres med viden af en række forfattere: herunder kunsthistoriker og leder på Skovgaard Museet, Christian Kortegaard Madsen; arkæolog og forhenværende museumsdirektør, Orla Madsen; kunsthistoriker Charlotte Svit og historiker og afdelingsleder på Danmarks Forsorgsmuseum, Sarah Smed.

EN NØDVENDIGHED

Arkæolog og forhenværende museumsdirektør Orla Madsen skriver i sit bidrag til bogen: ”Jo længere vi fjerner os fra at leve i tæt symbiose med naturen, jo mindre betydning får dem, der var her før os. Historierne om dem fylder ikke så meget i dag, som de gjorde for bare et par generationer siden.” Vores brug af moderne teknologi fremmedgør os fra historien og den materialitet, som den stadig har, når man bevæger sig hinsides internettet og f.eks. ud på arkiverne. Lejbach & Blendstrup – Genfærd skal vise, at de mennesker, der levede før os, stadig har en relevans, og at deres fingeraftryk fortsat pletter vinduerne i vores transparente informationssamfund. Genfærd fortæller den gode historie, giver fortidens ansigter genkendelighed og forbinder os med de mennesker, der byggede vores samfund. Når vi forstår, hvem de var, får vi et klarere billede af, hvem vi selv er.

Udstillingen fortsætter til Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg.

Skovgaard Museet

Domkirkestræde 2-4
8800 Viborg

Tirs-søn 11-16

Entré til udstillinger
Under 18: Gratis entré

Kontakt

+45 86623975

Genfærd – Jens Blendstrup & Ole Lejbach
17 maj 20233 sep 2023

Del

'Genfærd – Jens Blendstrup & Ole Lejbach'

Facebook