Martin Bigum: Two Worlds
3 jun 20231 jul 2023

Martin Bigum. Pressefoto, Hans Alf Gallery.

Pressemeddelelse:

I Martin Bigums første soloudstilling hos Hans Alf Gallery føjer den i forvejen alsidige kunstner endnu en dimension til sit virke med en ny serie af formidable, farvestærke og intimdramatiske malerier. Udstillingen munder ud i en fortsættelse af den egnsspecifikke Hornbækserie.

Et kridhvidt lysglimt med et skær af sart rosa bryder gennem billedplanet, hvorfra nuancer af knækket grøn på en bund af petroleum, violet og brændende orangegule flader isprængt hvide penselstrøg breder sig som kaskader af farvet lys set gennem en prisme. Det eksplosive farvedrama inspireret af kubismens fragmenterede billedopbygning, konturløst og nærmest uden brug af primærfarver, for ikke at tale om den manglende dybde, er emblematisk for Martin Bigums helt særlige formsprog. Værket bærer titlen The Kisses og forestiller fire elskende. Figurationen er imidlertid mindre vigtig; det er lyset og farverne, deres virkning eller autenticitet, som interesserer Bigum. Og de er tiltrækkende i deres generøse og velkomponerede spektakel, som med ædel enfold og stille storhed – med lån af et klassicismeudtryk – afføder det voldsomme, næsten erotiske, sammenstød på lærredet.

I de intimdramatiske scener får vi et glimt ind i kunstnerens livsverden. Men malerierne er sjældent en direkte gengivelse af det, som kunstneren ser; det er snarere en fastholdelse af et indre billede eller slet og ret: en sansning. Malerierne i Two Worlds handler imidlertid ikke kun om det komplekse forhold mellem det erfarede og det sansede, men også om det komplekse forhold mellem åbenhed og lukkethed, om blikke der ser ind (indre verden) og blikke der ser ud (ydre virkelighed) eller de veksler, kan man sige, mellem hvad den amerikanske kunsthistoriker Michael Fried kalder absorption og teatralitet.

Med ansigterne vendt ind imod hinanden, spejler de elskende i The Kisses sig i hinanden – og i deres eget indre selv. Stort set alt i billedet er symmetrisk, og så alligevel ikke. De fire elskende danner en ramme omkring en kerne: en bagvedliggende lyskilde. Ligesom mange af værkerne i udstillingen er billedet altså absorptivt eller lukket om sig selv. Men ved nærmere øjekast synes betegnelsen utilstrækkelig.

Et værk som PFAS er fx både-og; kvinden i maleriet er vendt ikke ud imod os men imod sit mål, optaget af sin egen færd ud i vandet (man kan spørge sig selv, om det er en ydre eller indre rejse, hun er på vej ud på), men maleriet opretter imidlertid en slags rampe mellem billedets og betragterens rum. Her, som i alle Bigums værker, fornemmer man, at værkets narrativitet ikke nødvendigvis er det endelige mål.

Figur, baggrund og forgrund opløses mellem utallige penselstrøg, konturer og lys – som i genskæret fra lysstråler, der rammer en havoverflade.

Motiverne er fulde af kunstnerisk nærvær og humor, selv når han behandler alvorlige og samtidsaktuelle emner. Det er visuelle vidnesbyrd, der, som Bigum selv siger, forhåbentlig kan mane til eftertanker om den tid vi lever i, og den fremtidige.

Hvor lyssætningen i de større malerier fremstår teatralsk, eller konstrueret, så er lyset i de dioramiske Hornbækmalerier fuldstændig naturtro (eller så tæt på, vi kan komme det). Malet plein air demonstrerer de intime landskabs- og havmalerier, med de typisk ubemalede hjørnefelter, hvorfor området i århundreder har været et hyppigt tilflugtssted for malere. Som maleriske fokuspunkter får de os helt ind på livet af nuet. Med Hornbækmalerierne erfarer vi Bigums helt særlige evne til at fremkalde lys og farver. Og det er denne metode, som vi nu ser refleteret tilbage på de store malerier. Med en naturlig fornemmelse – noget, som kun det trænede øje kan se – trækker han sine klare, indimellem næsten psykedeliske, farver ud af naturen – en efter en. Og sammen med det gloriøse lys, som vi kender Bigum på, løfter han motivet ud fra fladen, og op i en slags symbolistisk flimrende sfære af vekslende stråler og liv. Bigums malerier åbner betragterens blik, og minder os om, at der findes flere intimiteter

Hans Alf Gallery

Holbergsgade 8
1057 København K

Tilgængelighed:
Niveaufri adgang – nej
Handicaptoilet – nej
Gratis for ledsager – ja

tirs-fre: 12-18
lør: 12-15 og efter aftale.

Gratis entré

Kontakt

+45 25 75 10 57

Martin Bigum: Two Worlds
3 jun 20231 jul 2023

Del

'Martin Bigum: Two Worlds'

Facebook