Palle Nielsen: Lille udvalg af de første højtryk
27 maj 202324 jun 2023

Pressefoto, Banja Rathnov Galleri & Clausens Kunsthandel.

Pressemeddelelse:

I kølvandet på krigen i slutningen af 1940’erne var tiden inde til et opgør med traditionen, og det eksistentielle fokus på verden og menneskeligheden dominerede. I Tyskland diskuterede man om det overhovedet lod sig gøre at fremstille kunst og litteratur – digtekunst – ”efter Auschwitz” som filosoffen Theodor W. Adorno udtrykte det. Den alvor og forarmelse verden havde været igennem i første halvdel af 1940’erne lod sig ikke sådan glemme. Brutaliteten og grusomheden var et vilkår. Mennesker var blevet udryddet og fordrevet, og intet var som før.

Det er den verden, Palle Nielsen lever i som ungt menneske på knapt tredive år. Palle Nielsen er født i 1920 i København, og efter nogle år som reklametegner begynder han på sin kunstneriske uddannelse først i 1943-44 hos Erik Clemmesen og senere i 1944–47 på Det Kgl. Danske Kunstakademi på Kgs. Nytorv hos Aksel Jørgensen og Kresten Iversen. (Her virker han i øvrigt selv fra 1967-73 som professor på Grafisk Skole). Arbejdet med at finde sit udtryk – og sin stemme – bliver i disse år bl.a. til via arbejdet med billedserier. Det billedbogen kan, hvor billede og tekst/titel virker sammen, giver ham et godt afsæt for at skabe fortællinger… For hvad skal der egentlig til for at kunne fortælle en historie? Hvad skal der til for at en samlet fortælling kan blive til i betragteren? Man kan tænke på den russiske Sergej Eisenstein’s tanker om montage-teknikken, hvor han peger på betydningsdannelsen når man sammenstiller to forskelligartede billeder, der, når de bliver klippet sammen, skaber en tredje og ny betydning. Men også andres tænkning – og ikke mindst Palle Nielsens egen grundforskning i billeder og kunst-historien – har influeret på hans billedværk.

Palle Nielsens tidligste højtryk, som vi viser her på udstillingen, er træsnit-serierne Syndflod, Passion, Udbryderkongen og Den store Verdensbunker, Antikrigsbilleder og Hamburg Hansaplatz
De er fra sidst i 1940’erne og først i 1950’erne. Billederne er små i formatet og ydmyge, men også stærke. De er både vidnesbyrd og protest. De siger fra overfor vold og undertrykkelse og kan både ses som opråb og som en gruopvækkende indlevelse i nogle af virkelighedens mange facetter. I ”Syndflod” ser vi oversvømmelser og folk der flygter fra vandmasserne. Mennesker der kæmper mod naturens hærgen. I ”Passion” følger vi Jesu lidelseshistorie (og også den moderne livsførelse hvor individualisme og folkelige bevægelser sætter rammerne for den enkeltes levevis). Mens vi i ”Udbryderkongen” ser mennesket midt i byliv og forlystelser. Som det ses gennem hele Palle Nielsens livsværk fremtræder det moderne menneske ensomt og med en afmagtsfølelse, men til tider også håbefuldt og ofte skildret med en egen skønhed. Menneskeligheden overfor magten og magtens kræfter, og som det måske er endnu mere magtpåliggende at fremhæve i dag også overfor naturens kræfter. Om Passion skriver han selv et sted ”det er min tanke, at ”Passion” skal stå som et anslag, der kræver, og forhåbentlig vil finde svar, genklang og grafisk videreudvikling i mit kommende arbejde, som jeg i al beskedenhed betragter som en slags erkendelsesarbejde i dagen i dag, dens byer, gader og stræder”. Dette anslag fortæller om at noget er ved at ske, at en katastrofe kunne være ved at indtræffe eller at et drama er ved at udspille sig, såvel mellem stærkt ulige aktører, som mellem ligesindede

Når Palle Nielsen senere i sit oeuvre arbejder med at gengive mennesker, byer og huse, ses det, at skraveringerne får et eget liv og bliver som en slags visuelle fraseringer i det fortalte. Det hvide lys og skyggens sorthed. Eller som Palle Nielsen selv sagde ”det sorte lys” og ”det hvide mørke”. Det er alle gråtonerne han arbejder med. Med former, der bliver til på papiret og kompositioner der om- og indskriver den fortalte historie i billedrummet. Hos Palle Nielsen er det først og fremmest glæden ved stoffet og ved det at skabe billeder, der betyder alt, og med hans skildringer af såvel fantasifuld og fortryllende og foruroligende arkitektur, som opgivende, søgende og drømmende menneskeskikkelser får vi indblik i hans kunstneriske arbejde og tænkning – hans streg og tegning. Sent i livet siger han følgende: ”Jeg skal, føler jeg, aflægge rapport om, hvad jeg ser, og om at det, jeg ser, er vores situations fuldstændige umulighed, og at der i erkendelsen af denne situation ligger et håb.” Det er skræmmende aktuelt.

– Mette Sterup-Hansen

Banja Rathnov Galleri og Clausens Kunsthandel

Studiestræde 14, 1. sal
1455 København K

Ons-fre 12-17
Lør 11-15

Gratis entré

Kontakt

+45 3011 0132

Palle Nielsen: Lille udvalg af de første højtryk
27 maj 202324 jun 2023

Del

'Palle Nielsen: Lille udvalg af de første højtryk'

Facebook