Kunstens eksklusivitet og kunstnerjeg’ets dyrkelse ligger uhyre fjernt for Jeremy Deller. For Deller er anvendelsen af hans værker – og kunsten i bred forstand – et adelsmærke, og derfor ender Deller ofte i en tibagetrukket, kommunikerende og faciliterende rolle, hvilket også ender med at blive det kvalitative kriterium for deres succes.

Svesken på disken

Viljen til at lægge tingene på bordet og kommunikere værkernes dagsorden er i det hele taget nærværende i en helt utrolig grad, når man sammenligner med samtidskunstens typiske eksklusivitet og afvisning af forklaringer.

Det understreges generøst allerede i udstillingens første tematiske rum Warning Graphic Content, 1993-2021. Her er der tale om en mægtig samling af grafisk materiale, der er tiltænkt det offentlige rum, enten som værker i tidligere udstillinger, murværker, paste-ups, handouts eller opråb til demonstrationer.

Der er smæk på retorikken, imens vi gæstfrit kan få et indblik i kunstnerens glæder og aversioner. Vi er nede i drivkraften, og den elitære magt, mode, forbrug og statussymboler får råt for usødet, imens Marmite on Toast, subkulturer og aktivismens omvæltende strategier danner menneskelig modvægt. Her er alle udsagnene suppleret med kulørte post-its, der enten danner kontekst, forklarer betydningen, eller blot giver udløb for Dellers indignationer.

Jeremy Deller er en prisvindende, britisk billedkunstner, der har en særlig relation til folkelige bevægelser drevet af oprør og frihedskamp. Med den ene hånd skaber han værker, der konfronterer en konform, kulturel og politisk elite, og med den anden skaber han værker, der skildrer og faciliterer en folkelig opstand og mobilisering.

Derfor udspringer kunstnerens største og mest kendte værker også ud af en konkret historisk virkelighed, hvor ’folket’ har været særligt i spil. Af den grund er krige, arbejder-oprør, Brexit og de store britiske musik-fænomener som Beatles, The Kinks, David Bowie, Depeche Mode og rave-kulturen naturlige fikspunkter, der kan fortælle os noget om et samfund, vores ledere og den kollektive magt og mobilisering – også gennem kunsten i bred forstand.

Britisk magi og idioti

Når eliten fejrer sig selv eller leder et helt folk ud i desperation med dens magtfuldkommenhed eller massive desinformation, så er det en national tragedie. Den indkapsles i udstillingstitlen Welcome to The Shit Show og danner baggrund for en række af udstillingens værker, eksempelvis videoværket Putin’s Happy, 2019, der følger opstanden under Brexit på gadeplan  – et studie i britisk paranoia og radikalisering – eller videoværket English Magic, hvor man følger London-elitens fejring af sig selv i paraden The Lord Mayor’s Show, klippet sammen med rovfugle i angreb og en Range Rover, der bliver smadret til tonerne af David Bowie’s The Man Who Sold The World udsat for et steel drum (olietønde) orkester.

Dette indignerede og næsten skamfulde portræt af en nation i forfald, fylder væggene i udstillingens første del, der dog afløses af en mere opløftende og forsonende energi og skildring i den resterende udstilling.

Ziggy og Depeche Mode som eskapisme og mobilisering

For Deller betyder populærkulturen uendeligt meget. Ikke bare som et kulturprodukt, der griber en tidsånd i en inkluderende æstetik, men også som et rum for folkelig mobilisering, eskapisme, eufori og kritisk ventil. I Welcome to The Shit Show drejer det sig særligt om allerede nævnte David Bowie og særligt Depeche Mode.

Fænomener i popkulturen, der har mobiliseret mægtige masser, der har internaliseret pop-stjernernes dagsordener i en sådan grad, at de har skabt hidtil usete bevægelser. Dellers fascination synes særligt at handle om, hvordan popkulturen kan forme mennesker og fællesskaber, særligt for dem, der føler sig som en periferi i samfundsmæssig forstand.

Det drejer sig dels om fotoserien Bevan tried to save the nation (2013) med unge briter, der den ene dag var del af optøjer og demonstrationer i Belfast, Nordirland og resten af UK, for den næste dag at gå kollektivt amok i David Bowies futuristiske univers med Ziggy Stardust-touren i 1972-73.

Og dels om Essex-trioen Depeche Mode, der udgør udstillingens finale med dokumentaren Our Hoobby is Depeche Mode fra 2006, lavet sammen med Nick Abrahams. Efter at have set dokumentaren, overvejede jeg kort, om hele min anmeldelse egentlig skulle være min egen fortælling om, hvordan DM blev en dybt personlig drivkraft i mine egne teenageår i en vestjysk kultur, hvor jeg følte mig fremmed, og hvor en lille gruppe, lidt mystiske, mørkklædte drenge fra årgangen over mig viste sig at være DM entusiaster og faste DJs til klubfesterne, hvor de blæste mig omkuld.

Det var dem, der introducerede mig til numre som Personal Jesus, Never Let Me Down Again og Behind The Wheel, som udgør et ekstremt blødt punkt i min selvforståelse den dag i dag. Well, den dokumentar er simpelthen vild, fordi den virkelig fanger, hvordan popkulturen kan gribe (også i omsorgsfuld forstand) og forme mennesker.

Værket som forsoning

En særlig dimension af Jeremy Dellers arbejde er hans offentlige deltagerbaserede værker, der typisk bevæger sig ind i konfliktfyldte momenter i historien i en form for videodokumenteret reproduktion. Dellers absolutte hovedværk The Battle of Orgreave (2001), hvor tidligere mine-arbejdere, politibetjente og en stor gruppe historie-entusiaster genopførte et blodigt sammenstød fra 1984, er desværre ikke at finde i udstillingen på Kunsthal Charlottenborg, og det undrer mig.

Til gengæld kan vi stifte bekendtskab med hans oppustelige hoppeborgs-version af det ekstremt beskyttede mindesmærke Stone Henge (Sacrilege, 2012) udsat for alverdens hoppende, hujende børn og glade sjæle i saltomortaler, og særligt værket We’re Here Because We’re Here fra 2016.

Sidstnævnte var et deltagerbaseret performanceværk i det offentlige rum, der markerede hundredåret for Slaget ved Somme, hvor 19.000 briter mistede livet på én dag! Igen en form for kombineret rollespil, historisk re-enactment og performance med et kæmpe antal performere, klædt i 1. Verdenskrig-uniformer, der indtog det offentlige rum rundt omkring i UK.

Der var hverken skuespil eller tale involveret. Det var en tavs manifestation, og ved eventuelle henvendelser kunne performerne uddele et visitkort med en mindetekst, der angav navn, rang, deling og datoen for den faldne soldat med hashtagget #wearehere. Deller forstår unægtelig at sætte ting og situationer i spil med hinanden, og det er hele udstillingen et virkelig godt billede på.

Jeg vil give Deller selv ordet som afrunding:

“Art is a way of staying engaged and in love with the world. It is also a form of magic, its alchemical power transforming reality, if only for a moment, making the mundane profound. It does things that are not logical and can trick us. It can be deeply absurd and even stupid at times“.
(Fra bogen Art Is Magic, The best book by Jeremy Deller, 2023, som er udgivet parallelt med udstillingen)