Med sine mangearmede (og mange-barmede) figurer og tegninger, hvor hun gengiver dynamiske bevægelser ved at skildre den samme figur, forskudt i forskellige positurer, trækker Anna Stahn på futurismens billedsprog fra begyndelsen af 1900-tallet.

Denne reference til det futurismen får dog en lidt legesyg, nærmest fjollet karakter. For hvor futuristerne hyldede det moderne livs fart, fremskridtet, teknologien og storbyen, er Stahns værker en kritik af selvsamme.

Futurismen er kendt for sit manifest af den italienske digter Filippo Tommaso Marinetti (1909), hvori han udtrykker sin forestilling om kunstens rolle i samfundet. Heri blev der aflagt regnskab med den hidtidige kunstneriske tradition i utvetydige vendinger, og futurismen blev fremført som program for al kunstnerisk praksis. Denne praksis var ikke indadvendt og drømmende, men priste “den brølende automobil”, hyldede destruktivitet og besang dem, “der elsker faren, dem, der bestandigt lever livet energisk og dristigt.”

I Stahns udstilling tager manifestet form af et læserbrev fra kunstneren, der er skrevet på væggen (og udgivet i Politiken). Hvor det oprindelige manifest fra 1909 er højstemt og idealistisk, er Stahns det modsatte. Men som i ethvert manifest med respekt for sig selv, udtaler Stahn sig om kunstens rolle:

“Skulpturerne skal vise os, hvad vi er en del af, eller de skal vise os vores mærkelige lille folkesjæl uden at dykke ned i det mørke hav, der er folkedybet”. Om udsagnet er ironisk eller ej, må man som beskuer selv bedømme.

Wide-Eyed, Open kræver, at man læser teksterne og titlerne, der i lige så høj grad som figurer og billeder er en del af værkerne. Min erfaring med at gå på udstilling er, at mange mennesker (inklusiv mig selv) fraværende skimmer udstillingstekster, der ofte er kuratorens bud på at krystallisere en kunstners værker.

I Wide-Eyed, Open er teksterne og titlerne en del af værkerne, og samspillet mellem de to virker som en samtale. Derfor er udstillingen lige så meget et tekstligt som et visuelt udtryk. Læserbrevet på væggen giver en ekstra dimension til hele udstillingen, fordi Stahn refererer til værkerne i læserbrevet.

Mennesket er en maskine

I midten af forhallen står to store farvestrålende figurer af kvinder. Den ene står i, hvad jeg vil kalde et powerpose. Powerposing er et amerikansk fænomen, som håndhæver ideen om, at man, ved at ændre sit kropssprog, så man virker mere selvsikker, kan få mere succes. Der er Ted-Talk om emnet, hvis man vil vide mere – og måske højne sin succes i livet….

Den anden figur står på hænder og fødder i en bro. Begge figurer har fire bryster og fire arme. Også her trækker Stahn på den futuristiske måde at fremstille bevægelse og fart på. Værkerne er beskrevet i Stahns Læserbrev: “I dag ville moderne menneskeskulpturer være almindelige mangeartede ikoner med hovederne begravet i kommentarspor, bindende knuder på sig selv i yogaknob og travl udmattelse”

Det forgældede, fortravlede, konkurrencedygtige menneske er en central figur i udstillingen, men fremfor at fremstå vred og stormbrusende er Stahns tilgang nærmere resigneret og en smule fjantet.

Træk fra futurismens ildhu og fremskridtsånd bliver i Wide-Eyed, Open brugt til en tør konstatering af samfundet status quo.

I et værk har Stahn inddraget portneren, som sidder i et glasbur i midten af forhallen – og derfor også midt i udstillingen. Politikens Hus er jo, udover udstillingsstedet i forhallen, også en stor arbejdsplads med mange afdelinger.

Portnerens modtageområde kan til forveksling ligne en udstillingsmontre, og Stahn gør ham til et kunstværk (det var en mand, den pågældende dag) ved at give ham værktitlen Moderne Blækssprutte. Titlen vækker genklang til adskillige jobopslag, hvor arbejdsgivere leder efter personer med evnen til at have mange bolde i luften, være omstillingsparat og have en Pippi Langstrømpe-agtig tilgang til problemer.

Blæksprutten, der burde svømme fredeligt rundt i et turkisgrønt hav, og hvis eneste frygt burde være fiskere, som vil bruge den til Calamari, sidder nu bag glas og bidrager til en moderne konkurrencedygtig virksomhed.

Jeg og den veninde, som jeg så udstillingen med, kunne ikke lade være med at grine af blæksprutte-værket. Endnu sjovere blev det, da portneren opdagede vores forsøg på at kigge diskret, slog ud med armene og sagde: “Det er mig, der er blæksprutten.”

Travle vindertyper

Stahns fokus på individets rolle i samfundet viser sig i værkernes bevægelser, de mange ekstra lemmer og flere værker, hvor hun har lavet lister. Hun fremstiller i sin udstilling en travlhed, men også en intern logik, hvor værket fremstiller noget i bevægelse, der vil fremad. Flere af sine værker har hun kaldt ‘vinder’ eller ‘type’.

I værket Sidste transportmiddel/ridende gæld har hun malet en menneske-hund, der halser fremad med sine mange ben. Værkets iboende kritik af et liv, hvor vi stifter gæld for at leve, er forgældede til vi dør, og arbejder for at komme af med gælden, peger på en bredere samfundskritik – eller måske nærmere observation, for som udstillingens navn antyder, så har vi Eyes Wide Open – et engelsk udtryk for, at vi er fuldt ud bevidste om det, vi står over for eller skal til at foretage os.

Vi er selvbevidste og kritiske, men halser videre for at opnå drømmen om, hvordan et liv ser ud, og er plaget af ideen om, at hvad vi gør, definerer hvem vi er.