Filminstruktør og kunstner i fælles front for retten til at skrive sin egen historie

De to kvinder sidder i græsset og nyder solen, mens den tredje filmer. Bag dem, op ad en gammel husmur, står den ene kvindes far og blander sig af og til i samtalen. De diskuterer børn. Ingen af de unge kvinder har tænkt sig, at de skal have børn. Faderen undrer sig, fornemmer man. Kvinderne har forskellige bevæggrunde, men de handler alle om frihed. Om retten til at vælge sin egen vej i livet.

Scenen er fra dokumentarfilmen Apolonia, Apolonia. Kvinderne er kunstneren Apolonia Sokol og hendes veninde, aktivisten Oksana Shachko. Instruktøren Lea Glob er med bag kameraet.

Apolonia, Apolonia har i det seneste halve års tid vundet alt, hvad der er værd at vinde af filmpriser og fået anmeldere over hele verden til at boble over af entusiasme. Glob har fulgt den dansk-franske kunstner Apolonia Sokol (f. 1988) gennem 13 år, fra Sokol er ung student på kunstakademiet i Paris, til hun bryder igennem med udstillinger i Los Angeles og Paris.

I Danmark havde kunstneren i 2016 en udstilling på Andersens, og hendes gigantiske, kurvede maleri Tåbernes skib var et vægtigt indslag på Arken-udstillingen Kvinder i opbrud, 2022.

I maleriet står de moderne, frigjorte og selvbevidste kvinder side om side på en overfyldt båd – og billedet er et godt eksempel på Sokols figurative stil, hvor modellerne på en måde altid minder om kunstneren selv og det frihedssøgende projekt, hun er eksponent for: Hvor portrætkunsten er såvel feministisk som queer og emmer af kropspolitik og opgør med kvinders repræsentation gennem kunsthistorien.

Nærmest født til at være kunstner

Filmen er en to timer lang dokumentar, som med en usædvanlig nær og personlig fortællestemme beretter historien om den karismatiske Sokol, der nærmest er født til at være kunstner. Som barn af en fransk far og en polsk mor kom hun til verden på et teater i Paris og voksede op i byens boheme-miljø, inden hun begyndte at male og uddanne sig som kunstner. Hun er på vej mod stjernerne på kunstscenen, men er samtidig også konstant ramt af tilværelsens meteornedslag.

I løbet af filmen bliver Glob og Sokol knyttet sammen i et tæt venskab med ønsket om at skabe deres egen fortælling i en verden af begrænsende normer og forventninger. En tredje kvinde, den ukrainske aktivist Oksana Shachko fra den feministiske gruppe Femen, flytter ind hos Apolonia, og det bliver en historie om tre kvinders liv.

“Jeg er virkelig interesseret i det skabende menneske. Hvordan vi som mennesker bliver ved med at skabe, på trods af modstand. Der er nogle roller, kvinderoller, men også andre roller, som vi forventes at tage på os. Hvis vi ikke gør det, bliver det mødt med modstand. Så hvordan skaber man i det felt,” siger Lea Glob, og fortsætter:

“Apolonia konfronterer mig konstant med mine egne fordomme og begrænsninger i den måde, jeg tænker på. Det har til tider været hårdt, men det har også været utroligt udviklende. Eksempelvis er der en ide om, at man skal slå igennem i filmbranchen, inden man er 40 år, ellers er det umuligt. Men er det faktisk det, eller er det bare en fortælling?”.

Filmen i sig selv er en kamp mod en bestemt måde at tænke på

Lea Glob er 39 år, så hun fik sit store gennembrud inden de magiske 40, og hun er stadig i fuld gang med den hæsblæsende rejse som Apolonia, Apolonia har sat i gang. Ikke fordi hendes liv var afdæmpet før hendes seneste film. Glob har lavet fem film på ti år, overlevet en sygdom som 80 procent dør af, og født et barn. Men gennembrudsfilmen har sat tingene på spidsen.

Da jeg møder hende på en café i København, er hun lige landet fra Hong Kong, hvor hun har præsenteret filmen for et asiatisk publikum. Om nogle få dage skal hun på scenen igen, når Grand Teatret og Art Week laver særvisning på Apolonia, Apolonia med efterfølgende snak og diskussion mellem publikum og instruktøren.

“Jeg tager mig noget tid til at finde ud af, hvad det egentlig er, jeg har lavet. Det er lidt som om filmen i sig selv var en kamp mod en bestemt måde at tænke på. Rigtig mange af de valg, vi har truffet, mødte ekstrem modstand fra filmfolk, fordi de går imod fortælletraditionen i vores del af verden. Der skal være én klar hovedperson, og vi har tre. Instruktøren må ikke træde frem som fortæller, og det gør jeg her. Sådan er der mange eksempler, “ siger Lea Glob.

At skrive sin egen historie

De tre kvinder i Apolonia, Apolonia er hver især opsatte på at skrive deres egen historie og forme verden lige så meget, som verden former dem. Men filmen illustrerer også, at idealismen har en pris. Apolonia Sokol må sælge en del af sine værker til den kapitalistiske kunstsamler Stefan Simchowitz (som New York Times kalder The Art Worlds Patron Satan). En handel, der stadig forfølger hende. Oksana Shachko betaler en kæmpe pris for sin aktivisme. Selv er Lea Glob tæt på at miste livet til en altædende infektion, i forbindelse med at hun føder sit barn.

“Jeg har blandt andet inkluderet min egen historie for at vise betydningen af netværk. Hvis jeg ikke havde haft en god familie og den danske velfærdsstat, så havde jeg helt sikkert ikke overlevet dette. Så man kan ikke gøre tingene helt selv. Jeg har den her drift til at lave film, også selvom jeg stadig ikke helt ved, om man kan leve et balanceret liv som filmskaber. Men jeg bestræber mig på at afbalancere tingene, så der er en begrænsning på den pris, man betaler, for at gå sin egen vej,” siger Lea Glob, og fortsætter:

“Samtidig er jeg også præget af, at jeg har en bedstefar, der gik på kunstakademiet, men som aldrig gennemførte uddannelsen, og som ikke kunne male med professorenes, galleristernes og kritikernes kiggen over sin skulder.”

I renæssancen malede de franske mestre deres konger. Lea Glob slutter sin film med at konstatere, at der nu er en ny generation af kunstnere, som fokuserer på at male dronninger. Ikke den åbenlyse slags, men dem som klarer sig på trods. På den måde fremstår Apononia, Apolonia mest som starten på en historie, hvor folk som Glob og Apolonia Sokol allerede er i gang med at skrive næste kapitel.