Påskeguide øst 2023

Påskeguide øst 2023

Tabaimo, Dolefullhouse, 2007 ©Tabaimo / Courtesy of Gallery Koyanagi and James Cohan Gallery . Foto: Jason Wierzbicki.

Hvorfor ikke bruge påskens fridage på at tjekke nogle kunstudstillinger ud? Vi anbefaler disse udstillinger i Østdanmark – men husk at du kan få det samlede overblik over alle udstillinger i vores artguide.

Cisternerne
Kimsooja : Weaving the Light

Det tidligere vandreservoir er forvandlet til et foranderligt univers, hvor lyset som farvestrålende penselstrøg på transparente lærreder bryder med mørket. Lysstrålerne spaltes i alle regnbuens farver, som dynamisk væver sig ind og ud af de underjordiske søjlegange.

Kunstforeningen GL STRAND
Tabaimo: Nest
Tabiamo viser fem store totalinstallationer af videoværker og en række malerier og tegninger, der inviterer publikum med på en rejse mellem virkelighed og uvirkelige, næsten surrealistiske universer.

Kunsthal Charlottenborg
Jeremy Deller: Welcome to the Shitshow!

Gennem film, fotografi, grafiske værker og skulpturelle installationer tegner Jeremy Deller et mangesidet og til tider humoristisk portræt af engelsk kultur og undersøger forskellige typer af fællesskaber, hvor folk engagerer sig og finder sammen om en kollektiv sag.

Maria Projektet
Santiago Mostyn: Happy’s House
Et filmportræt i tre spor af et arbejderklassehjem i East Orange, New Jersey, med en performance af jazztrommeslageren og trompetisten Victor Jones som omdrejningspunkt. Udstillingen er i Mariakirken på Vesterbro, og her bliver kunsten ligesom kirken et rum for heling og erindring drevet af kærlighed.

O – Overgaden Institut for Samtidskunst
Benedikte Bjerre : Vault
Benedikte Bjerre tager i sin kunst udgangspunkt i de mest genkendelige objekter i vores hverdag. I udstillingen ses både FedEx-flyttekasser og en række bronzeafstøbninger af skiveskåret brød fra Lidl.

 

Gauri Gill: Untitled (74), fra serien Acts of Appearance, 2015-
Arkivpigment-print, 106,6 x 71,1 cm, © Gauri Gill

SIMIAN
Ghislaine Leung: Fountains
De konceptuelle ‘readymades’ fremstår umiddelbart anonyme og prunkløse, men kritikken lurer tankevækkende overalt. Og så falder der pludselig vand ned fra loftet!
Læs Gallerirevy.

Den Frie Udstillingsbygning
Høst – en kontrafaktisk udstilling
Tolv samtidskunstnere i kunstnerisk dialog med seks spontan-abstrakte kunstnere fra kunstnergruppen Høst (1938-1949) om de myter og den mangfoldighed af væsener, som befolker Høst-kunstnernes værker. Udstillingen er en spekulation over, hvordan en Høst-udstilling ville se ud i dag, hvis gruppen ikke var gået i opløsning.
Læs anmeldelse.

Louisiana Museum of Modern Art
Gauri Gill
En omfattende udstilling af den indiske fotograf Gauri Gill, der skildrer mennesker og samfund uden for Indiens storbyer. I nogle af fotografierne bærer de portræterede fantasifulde masker.
Læs anmeldelse.

Holmegaard Værk
Louise Hindsgavl: De udvalgte
En række vilde og fabulerende installationer med kunstnerens samplede, kuriøse og antropomorfe skabninger udført i porcelæn og stentøj. Hver installation refererer til fortællinger om de sydsjællandske godser.
Se billeder.

Rønnebæksholm
Stine Marie Jacobsen: Group-Think
Udstillingen sætter fokus på kollektiv intelligens, sport og demonstration. Rønnebæksholm er omdannet til et ‘motionscenter’, hvor børn, unge og ældre kan træne deres kollektive intelligens og tale om deres fælles kropslige fremtid.

Se anbefalinger af udstillinger i Vestdanmark.

Du kan som altid få det store overblik over hele landets kunstudstillinger i vores Artguide.

Del artiklen

'Påskeguide øst 2023'

Facebook