Men først må det være på sin plads at give en introduktion til kunstnerne Cahun og Moore og sige noget pænt om timingen af udstillingen.

Claude Cahun (1894-1954 – født Lucy Schwob) og Marcel Moore (1892-1972 – født Suzanne Malherbe) var på samme tid halvsøstre, livspartnere og samarbejdende kunstnere. I et helt særligt fællesskab, der ikke skelnede mellem levet liv og kunst, var de avantgarde med stort A og arbejdede med en stor palette af medier: fotografi, tekster, collage, performance og aktivisme.

Cahun og Moore mødtes i deres ungdom og blev stedsøskende, da Cahuns far og Moores mor giftede sig. I 1920’erne flyttede parret til Paris, og selvom de aldrig blev formelle medlemmer af surrealist-bevægelsen, deltog Cahun flere gange på de surrealistiske udstillinger.

Bedst kendte er de for deres iscenesatte fotografier, hvor især Cahun optræder som model, og det er da også disse ‘selvportrætter’, som udstillingen i Odense har fokus på.

Disse stærke, tvetydige – og i dag feticherede – fotografier har sine rødder i det ‘karnevals-værelse’, parret som helt unge udviklede, hvor de klædte sig ud og fotograferede hinanden.

Ikke mindst er det eksperimenterende, frihedssøgende og kritiske billeder, der arbejder op imod normer om køn, seksualitet og identitet, der i bund og grund begrænser vores evne til fleksibilitet, åbenhed og kærlighed. Intet mindre!

Identiteten flyder

Vi møder Cahun portrætteret med skaldet isse og sin karakteristiske krumme næse i profil i et værk fra 1920 (Untitled). Det er et fantastisk billede, knivskarpt komponeret med sikker fremhævelse af de sort/hvide kvaliteter og tillige et foto, der næsten er skulpturelt modelleret – se bare næsen, øret og hovedformens runding.

Intenst psykologisk er det: den rygvendte positur, drejningen af hovedet, og blikket der næsten møder vores med indadvendt mystik. Et blik fra en anden verden? Vil vi gå med ind i denne verden?
Et billede, hvor netop kønnet og identiteten flyder og ikke lader sig støbe i nogen fast form.

“Det er ikke uden grund, at jeg barberer min isse, trækker mine tænder ud og skjuler mine bryster. Alt, hvad der spærrer vejen for mig”. Sådan lyder et af de berømte citater fra Cahun, hvormed hun erklærede sit ønske om at gøre sig fri af klassiske kønskarakteristika.

I et andet fotoværk, I am in training Don’t kiss me, fra 1927 optræder hun som ‘stærk mand’. Det vil sige: hun blender kønsstereotyperne. Hendes trøje med påmalede brystvorter er en slapstick-finger til det typiske billede af den mandlige kraftkarl med nøgen overkrop. Den ligeledes humoristiske tekst på brystet – “Jeg træner, kys mig ikke” – modsiges af ‘kysselæberne’ og hjerterne på kinderne.

I am in training Don’t kiss me er måske mere didaktisk end førstnævnte Untitled, som klart er mere typisk for kunstnerparret. Og godt for det.

For Untitled eksemplificerer netop denne ikke-dogmatiske, ikke-didaktiske fornemmelse af ubestemmelighed, der giver Cahun/Moores værker så stor åbenhed og styrke.

Queer på en fed måde

Værkerne er simpelthen queer på en fed – netop ikke belærende eller begrænsende – måde, der så at sige hæver queer ud over det kønnede, ud over seksualiteten, og gør det til noget mere ‘alment’. Ingen af os er så faste i kødet, som vi måske forleder os til at mene. Snarere er det vel sådan, at vi hele tiden er i forandring, at vores ‘identitet’ skifter i livet såvel som i de forskellige kontekster, vi befinder os i. At se identitet som en fast grund under fødderne er i bedste fald en drøm, og godt at kunstnere allerede for over hundrede år siden skabte værker, der gav os billeder til at undersøge det forhold.

I udstillingens mange iscenesatte, flot komponerede og psykologisk intense portrætfotos manifesterer Cahun/Moore dette uendelige mulighedsprisme af forskellige køn og identiteter. Med sweater, hue og blikket i spejlet, i kjole, med paryk, fordoblet i ternet dragt. Som ung mand i sort dragt, som siddende Buddha. Og så videre.

På mig har det den virkning, at jeg faktisk holder op med at spejde efter ‘det mandlige’ eller ‘kvindelige’, men i stedet ser på ‘noget’ hinsides (køns)identiteten.

Sagt med andre ord fremstår Cahun/Moores projekt ikke ‘skizofrent’, men simpelthen som et udtryk for at kunne favne den menneskelige tilstand på en mere organisk og fluktuerende måde.

Timingen er i skabet

Det er selvklart god timing at vise en stor Cahun/Moore-udstilling netop nu. Den er woke, den er til tiden, for der er grøde i synet på kønnet og seksualiteten, og de unge viser nye veje i disse år.

Claude Cahun og Marcel Moore udskiftede tidligt deres fødenavne til kønsneutrale navne, og nu er det sådan – hørte jeg i en nyhedsudsendelse for nyligt – at hver tiende danske barn netop får et kønsneutralt navn, mens man i Sverige simpelthen har ophævet, at navne er kønsbestemte. Queer er allerede blevet mainstream i en eller anden grad.

Så Brandts fortjener ros for at have sat udstillingen i værk, så vi med selvsyn kan se pionererne, der har banet vejen for nye strømninger såvel som kunstnere som eksempelvis Cindy Sherman, Madame Nielsen samt en bred vifte af samtidskunstnere (og andre mennesker), der udfordrer kønsskabeloner og identitetsnormer.

Men, for der er et stort ‘men’! Jeg antydede indledningsvis problemer, og – jeg er ked af det – men vi må igang med dem.

Problem nr. 1. Hvorfor er der kun et navn på plakaten?

Det er rigtignok, at det er Claude Cahun, der optræder på mange af udstillingens billeder. Men når man nu ved, at disse billeder blev til i et samarbejde med Marcel Moore, at det var Moore, der stod bag kameraet, at det var Moore, der skabte collagerne til bogværket Aveaux non avenues (der også vises i udstillingen), så virker det problematisk og utidsvarende, at det kun er Cahun, der er på plakaten. Kunstnerne selv roterer i graven, tror jeg.

Gitte Villesen krediterede eksempelvis begge kunstnere på udstillingen, I slipped into my first metamorphosis so quietly that no one noticed, som hun kuraterede på Den Frie i 2019.

2. Hvorfor er de små originalfotografier blæst op til kæmpe printede formater?

På et podie i et hjørne i udstillingen står til et lille foto, omtrent 20 cm i højden. Det er føromtalte I am in training Don’t kiss me, og med denne præsentation vil Brandts liiige gøre opmærksom på den originale størrelse på Cahun/Moores fotos.

Inden vi så efterfølgende får kastet de halvanden meter høje printede formater i synet i resten af udstillingen!

Tja, jeg kan godt forstå trangen til at skrue op, men alligevel.

En ting er, at der ryger noget intimitet og fotografisk taktilitet. Men det er også lidt forstemmende, at det i dag åbenbart ikke er muligt at lave en udstilling, uden at skulle følge en særlig blockbuster-logik. Man har sikkert tænkt: ‘Det ser jo ikke ud af noget, hvis vi viser værkerne i originalstørrelse. Gider publikum noget, der er så småt? Jo større, jo bedre kunst, ikke sandt’?

Man kan spørge om, hvad sådanne logikker er udtryk for? Som institution burde man nok også spørge sig selv om, man vil være med til at puste til dem?

3. Hvorfor nivellerer udstillingen fuldstændigt kunstværker og familiefotos?

Det sidste problem er det største. Hvis jeg skal være meget firkantet, så er det et udtryk for manglende kunstfaglighed, simpelthen.

De fabelagtige kunstfotos af Cahun/Moore, hvor man virkelig mærker de kunstneriske valg, der er truffet, hænger her på Kunstmuseum Brandts side om side med dokumentarfotos af Cahun sammen med nogle af surrealismens koryfæer (André Breton blandt andet), portrætter af datidige forfattere og kunstnere, som Cahun/Moore kendte. Der er også billeder fra hjemmet, blandt andet et af Cahun med en tjenestepige.

Det er vel fordi, man også vil fortælle historien om kunstnerne, men disse dokumentariske billeder eller fotos fra familiealbummet er blæst op i samme gigastørrelse som kunstværkerne og fremtræder fuldstændig på niveau med dem. Det er billeder uden kunstnerisk intention og fuldstændig uden de intense, iscenesatte kunstneriske kvaliteter, som udstillingens regulære kunstværker af Cahun/Moore besidder.

Der er vel at mærke ingen info om, hvornår vi ser på kunstværker, og hvornår vi betragter et billede fra familiealbummet.

Her er det, man bliver forbitret på kunstens vegne. Synes man virkelig på Brandts, at kunsten er ligegyldig? ‘Lige så gyldig’ – altså på samme niveau – som det forstørrede billede af en flok surrealister eller snapshottet fra familiealbummet?

Særlig forbitret bliver man, fordi der er tale om så stærke kunstværker og så stor en aktualitet.

Claude Cahun og Marcel Moore var store kunstnere, og deres projekt er væsentligt. De havde fortjent en bedre behandling, end de får på Brandts, hvor man i stedet nærmest gør alt for at fortynde det kunstneriske projekt og, ja, gøre det mindre væsentligt.

Sikke en mavepuster!