Indisk samtidskunst imponerer på HEART

Indisk samtidskunst imponerer på HEART

Ghost / Transmemoir, 2006-08 af Bose Krishnamachari. Med tilladelse fra / Courtesy Aicon Gallery, London og Dimitris Daskalopoulos Collection, Greece

Billedserie

Udstilling

Indian Highway

13 mar 2010 13 jun 2010

Ravi Agarwal, Jayashree Chakravarty, Nikhil Chopra, Raqs Media Collective, Anita Dube, Sakshi Gupta, Shilpa Gupta, Subodh Gupta, Sheela Gowda, N S Harsha, Jitish Kallat, Amar Kanwar, Bharti Kher, Bose Krishnamachari, Nalini Malani, Jagannath Panda, Tejal Shah, Dayanita Singh, Kiran Subbaiah, Hema Upadhyay, Anant Joshi, Riyas Komu, Prajakta Potnis, Sumedh Rajendran, Sudarshan Shetty, Avinash Veeraraghavan, Vivek Vilasini, Tushar Joag, Vivan Sundaram, Sunil Gupta, Baptist Coelho, Sonia Khurana

HEART Herning Museum of Contemporary Art
Se kort og tider

Havde man forventet, at Indian Highway ville have samme tendens til let underholdning som i Bollywood-filmene, bliver man glædeligt overrasket. Gennem et stærkt almenmenneskeligt og samfundspolitisk engagement, kombineret med sans for det visuelle udtryk, appellerer værkerne også til et dansk publikum.

Et kæmpemæssigt hjerte med kappede vener og årer er det første værk, der i al sin fylde byder velkommen på udstillingen Indian Highway på det nye HEART museum i Herning. Som en frodig vegetation breder grønne pletter sig over hjertets overflade, mens årerne danner dale og floder.

Værket er skabt af den kvindelige kunstner, Bharti Kher, og det er sådan, hun forestiller sig, en blåhvals hjerte i størrelsesforholdet 1:1 må se ud. Pletterne er små, påklistrede bindier, som er hinduernes traditionelle pandedekoration, og som symboliserer det tredje, altseende øje.

LÆS NYHED OM PRIS TIL BHARTI KHER. KLIK HER

Bharti Kher, An Absence of Assignable Cause, 2007. I baggrunden N. S. Harshas værk, Come give us a speach, 2008. Foto Christina Rauh Oxbøll
Bharti Kher, An Absence of Assignable Cause, 2007. I baggrunden N. S. Harshas værk, Come give us a speach, 2008. Foto Christina Rauh Oxbøll

Vægtige emner
Værkerne på udstillingen spænder vidt. Her er installationer, skulpturer, malerier og videoværker. Ved første øjekast er der ikke den store forskel til vestlig samtidskunst, men det bliver dog snart tydeligt, at værkerne er skabt ud fra en indisk referenceramme.

Værkerne trækker på materialer og motiver, der har hjemme i den indiske kultur, og emnerne er hentet fra den aktuelle indiske samfundsdebat. Det er temaer som krop, køn, kultur og tradition samt reelle sociale- og retspolitiske problemstillinger i det indiske samfund, som i disse år gennemgår en kolossal forandring og globalisering.

 Hema Upadhyay, 8 feet x 12 feet, 2009. Pressefoto. Med tilladelse fra Chemould Prescott Road, Mumbai
Hema Upadhyay, 8 feet x 12 feet, 2009. Pressefoto. Med tilladelse fra Chemould Prescott Road, Mumbai

Massernes tæthed
Flere af værkerne på udstillingen tematiserer nogle af de store byers overvældende, nærmest klaustrofobiske befolkningstæthed og de problemstillinger, det skaber.

Udviklingen og forandringerne sker så hurtigt, at hverken mennesker, systemer eller infrastruktur kan følge med. Flere af værkerne dokumenterer og problematiserer disse forhold i Mumbai, Indiens financielle og økonomiske centrum.

Et af disse værker er Hema Upadhyays installation 8 feet x 12 feet, 2009, hvor hun på fascinerende vis har indfanget den klaustrofobiske tæthed i hjembyen Mumbais slumkvarterer.

Hun har skabt et lavloftet rum på størrelse med en lille container, som man kan gå ind i og være omgivet af et landskab med myriader af huse og bygninger.

Materialerne er aluminium, blik og andre forhåndenværende materialer. Omgivet af byen i modelstørrelse opstår en kvælende oplevelse af forvirring og tab af orientering. Man får her en stærk anelse om, hvordan det er at være til stede i Asiens største slumby.

108 fortællende madkasser
Den samme fornemmelse for dagligdagens udfordringer og de store menneskemasser oplever man i værket Ghost / Transmemoir, 2006-08 af Bose Krishnamachari. På et stativ hænger 108 brugte tiffins i tæt virvar. En tiffin er en slags stålbeholder, der dagligt bruges som madkasse af millioner af indere.

Hver tiffin indeholder en mini-monitor, der viser individuelle optagelser af mennesker, der fortæller om deres liv og dagligdag i Mombai.
Installationen giver en fornemmelse af den logistiske udfordring, som beboerne i byen hver dag er en del af, når millioner af mennesker skal komme til og fra arbejde, handle, leve.

LÆS INTERVIEW MED BOSE KRISHNAMACHARI OG ANITA DUBE: KLIK HER

Stammekonflikter fortalt med nyeste medieteknologi
På trods af globaliseringen, den teknologiske udvikling og den dermed følgende velstand kæmper Indien stadig med helt grundlæggende menneskeretslige problemer.

Dette tematiseres i flere af udstillingens videoværker. Særligt den teknisk krævende videoinstallation The Lightning Testimonies, 2007 af Amar Kanwar er uomgåelig.

 Amar Kanwar, The Lightning Testimonies, 2007. Pressefoto. Med tilladelse fra kunstneren og Galerie Marian Goodman, Paris.
Amar Kanwar, The Lightning Testimonies, 2007. Pressefoto. Med tilladelse fra kunstneren og Galerie Marian Goodman, Paris.

På otte synkroniserede projektioner tematiseres de stadig aktuelle stamme- og grænsekonflikter mellem Indien og Pakistan.

Emnet fortælles gennem en række historier om overgreb på kvinder, som vises sideløbende, og som til sidst løber sammen og danner et samlet udsagn. Værket viser på poetisk vis kvindernes viljestyrke og mod, som da de demonstrerer foran kasernerne og de soldater, der har begået overgrebene.

Skønheden i de voldsomme historier
På trods af mange af de fortalte historiers voldsomhed, sætter mange af værkerne sig fast i hukommelsen med en egen skønhed.

Det være sig i Anita Dubes værk, Ah (A Sigh), 2008-09, hvor trærødder er beviklet med blødt fløjl, eller i Jitish Kallats billedserie Cenotaph (A Deed of Transfer), 2007, hvor kunstneren med stor fornemmelse for forfaldsæstetik, dokumenterer raseringen af slumboliger.

Mellem fortid og nutid
Indian Highway efterlader et indtryk af et land, der midt i en heftig globaliseringsproces kæmper med at finde sin egen identitet og sit ståsted mellem tradition og modernitet.

Men den viser også en række kunstnere, der med stor sikkerhed tør give sig i kast med tunge emner og som uden berøringsangst trækker på motiver og teknikker fra både Indiens fortid og nutid. Det gøres dygtigt, vedkommende og med en sikker forståelse for værkernes æstetiske udtryk.

Udstillingen Indian Highway på HEART udfolder sig imellem Indiens fortid og nutid. Foto: Christina Rauh Oxbøll.
Udstillingen Indian Highway på HEART udfolder sig imellem Indiens fortid og nutid. Foto: Christina Rauh Oxbøll.

Indian Highway er en vandreudstilling, som har været vist på Serpentine Gallery i London og Astrup Fearnley Museet for Moderne Kunst i Oslo. Efter Herning skal udstillingen blandt andet vises i Delhi.

Udstillingen ønsker at tage pulsen på indisk kunst og viser en række kunstnere, som allerede har markeret sig på den internationale kunstscene. Intentionen er at vise, at også det vestlige kunstmarked går i retning af større globalisering.

Udstillingen er transformatorisk, det vil sige, at udvalget af kunstnere og værker ændrer sig fra udstilling til udstilling. Slutudstillingen i Delhi vil dermed være helt anderledes vægtet end den første udstilling i London.


Billedserie

Udstilling

Indian Highway

13 mar 2010 13 jun 2010

Ravi Agarwal, Jayashree Chakravarty, Nikhil Chopra, Raqs Media Collective, Anita Dube, Sakshi Gupta, Shilpa Gupta, Subodh Gupta, Sheela Gowda, N S Harsha, Jitish Kallat, Amar Kanwar, Bharti Kher, Bose Krishnamachari, Nalini Malani, Jagannath Panda, Tejal Shah, Dayanita Singh, Kiran Subbaiah, Hema Upadhyay, Anant Joshi, Riyas Komu, Prajakta Potnis, Sumedh Rajendran, Sudarshan Shetty, Avinash Veeraraghavan, Vivek Vilasini, Tushar Joag, Vivan Sundaram, Sunil Gupta, Baptist Coelho, Sonia Khurana

HEART Herning Museum of Contemporary Art
Se kort og tider

Del artiklen

'Indisk samtidskunst imponerer på HEART'

Facebook