Thierry Geoffroy har i årevis engageret sig i det offentlige rum og på kunstinstitutioner om tidens brændpunkter, og sat spørgsmålstegn ved, hvordan kunsten kan bidrage til forandring. Nu viser han udstillingsformatet The Home Museum i sit private hjem på Østerbro. Men finder vi svaret på tidens dilemmaer i det hjemlige?
“Her er et par hjemmesko.”
I en snæver entré får jeg overrakt et par Henrik Vibskov-hjemmesko, som jeg tager på, før jeg træder ind i Thierry Geoffroys The Home Museum, som kunstneren viser i sit private hjem på Østerbro. Her optræder hans egne værker side om side med det hjemlige hverdagsliv. Stemningen er afslappet, og med høj energi og en tyk, fransk accent, hvor u’er bliver til y’er, byder han mig velkommen.
Geoffroy har en gedigen praksis bag sig. Han har udstillet verdenen rundt og skabt såkaldte ‘formater’, der på forskellige måder har engageret offentligheden i kritisk tænkning. Kendt under kunstnernavnet Colonel – altså oberst – har han i årevis mobiliseret en brigade af spørgsmålsstillere mod tidens problematikker og magtens institutioner. Fra Critical Run, der inviterer alle til at løbe og debattere, til udstillingsformatet Emergency Room, hvor kunstnere på kort tid skal skabe og udstille værker til et presserende nu. Med sine formater skaber Geoffroy forslag til nye rum eller systemer, der kan bruges til at gentænke de eksisterende eller til at løse de konflikter, vi befinder os i.
I en tid, hvor museerne heftigt diskuterer deres rolle i samfundet, har kunstnere også skulle finde – og gøre opmærksom på – deres placering i disse diskussioner. Dette blev særligt tydeligt i forbindelse med kulturministeren Jakob Engel-Schmidts indkaldelse til stormøde om den nye museumsreform, hvor Billedkunstnernes Forbunds (BKF) forperson Marie Thams i en kommentar peger på fraværet af kunstnernes invitation. Det er derfor iøjnefaldende, at en så institutionskritisk kunstner som Geoffroy vælger at oprette et hjemmemuseum lige nu. Eller måske er det netop i hjemmets betingelser, at svaret på tidens dilemmaer ligger?
The Home Museum adskiller sig meget fra dine andre formater, hvor du bruger det offentlige rum. Nu sidder vi i denne varme, dejlige lejlighed. Ser du andre muligheder, når du bruger hjemmet frem for at bruge det offentlige rum?
“Hvis man skal løse tidens udfordringer og skabe nye rum for forandring, der kan samle os, må alle muligheder undersøges. Museet, gaden, medier… Og selvfølgelig hjemmet. Det er også et spørgsmål om kontekst. Det er jo et andet rum. The Home Museum som model er en kommunikationshandling – eller en måde at dele på.” Thierry Geoffroy fortsætter: “Du er selvfølgelig også en anderledes person, når du er ude, end når du er hjemme. Jeg tænker, at hvis et hjemmemuseum er vellykket lavet, så kan det være med til at opløse den afstand, man ellers kan finde i det offentlige rum – og generere en større åbenhed.”
Museum, men ikke for hvem som helst
Idéen om en kunstners hjemmemuseum vækker genklang med de kunstnerhjem, som er blevet institutionaliseret. Som Anna og Michael Anchers hjem i Skagen eller Claude Monets hjem i Giverny, Frankrig. Her er der offentlig adgang til kunstnernes levede liv. Men den frie adgang til kunstnerens privatliv gør sig ikke gældende i Geoffroys The Home Museum:
“The Home Museum centrerer sig om idéen om visummet. I 1990’erne lavede jeg projektet For Fans Only: Border of Privacy. Her brugte jeg jakker, hvor jeg gemte ting på indersiden. Men hvis folk ville have adgang til at se, hvad der var på indersiden, så havde de først brug for et visum. Så jeg spurgte efter et visum og fik dem til at udfylde en formular. Jeg brugte også en kuffert i to eller tre år. Her gjaldt det samme princip. Hvis folk ville åbne kufferten og se indholdet, skulle de først have et visum. Min idé er også, at jeg ikke viser det samme til alle. Det er ligesom en dansk fødselsdagsfest, ikke? Du inviterer kun dem, du stoler på. Sådan er det også med The Home Museum. Ikke at det kræver et visum, men at der foregår en del filtrering, og at jeg regulerer det alt efter, hvem der kommer på besøg. Der er meget, man ikke kan tale om og der er meget, som jeg ikke viser.”
Geoffroys museum handler altså både om tillid og begrænsning, og viser, at der foregår mange selvcensurerende mekanismer i hjemmet, på et museum og i det at være kunstner – herunder beskyttelse af privatlivet. Hvem har adgang og hvem skal have adgang? Geoffroy regulerer sit private rum, som ikke alle nødvendigvis har eller skal have adgang til.
Guinnessisering
Hvert rum i Østerbro-lejligheden er fyldt med kunstværker, der lever sammen med skohylder, køleskabsmagneter og selvfølgelig hjemmets øvrige familiemedlemmer. Et af de første værker Geoffroy viser mig, er placeret på en væg i lejlighedens entré. Værkserien hedder The Guinnessisation of the Important Debates, og her har Geoffroy udprintet artikler fra forskellige nyhedsmedier og klistret dem på rå stykker pap. Artiklerne handler om den globale temperaturstigning eller olieselskabet Exxon Mobiles profit, men ordet “rekord” går igen i mange af rubrikkerne. Han forklarer:
“Jeg begyndte at se en tendens, som jeg kalder ‘guinnessisering’. Altså som Guiness Rekordbog. Nyhedsmedierne begynder at fremstille de her rekorder på en underholdende måde, så det altid bliver top-top.” Han fortsætter: “Jeg har fulgt denne sprogbrug i lang tid: Temperaturen slår alle rekorder. Det er en rekord i Frankrig. I Amerika. Vi sveder og hvor varmt mon det bliver? Bliver rekorden nu brudt endnu engang? Det samme med salget af olie, der også slår alle rekorder. Det er ret interessant at bevidne. Det handler om kynisme. Kynismens statistik. Jeg googlede også ordene ‘record climate’ de sidste 24 timer – og der var hele to sider! Jeg tror, der er noget i rekorderne, og at rekorderne får os til at sove i timen – eller forvandler hvad der kunne være en debat til et spektakel.”
Men kan rekorderne ikke være med til at skabe en fornemmelse af, at kriserne er presserende og at man skal handle nu?
“Åbenlyst ikke! Det er for sent, når en nødsituation bliver til et spektakel. Når nyhedsmedierne vælger at dele disse informationer omkring rekorderne uden at være alarmerende, så bliver informationen derimod sensationel og skaber ingen seriøs forandring. I stedet skaber det apati, vil jeg mene.” Han fortsætter: “Derfor kaldte jeg også en tidligere udstilling Too late. Jeg tænkte, at jeg ville fortælle mennesker omkring mig, at det her er en nødsituation… Det virker ikke. ‘Løb, løb, det er en nødsituation! Kan du ikke se det?’ Det virker slet ikke. Men hvis man i stedet siger, ‘det er for sent’, så kan der opstå en lyst til handling. Så idéen om, at noget er for sent, kan måske bruges til at vække os og få os til at handle.”
NU!
Vores samtale har den samme energi, jeg også ser i hans praksis. Hurtig, abrupt og først og fremmest: handling skal ske nu. Med højt tempo skifter vi fra det ene rum til det andet og ind i stuen, hvor langt de fleste af hjemmemuseets værker er placeret. Han kalder selv stuen Det kontemporære galleri. Som en kriminaldetektivs bevistavle har Geoffroy på en af væggene skabt en samling af udprintede artikler på tekstil: oftest helt friske nyheder, der berører emner, Geoffroy ser som presserende – og nogle steder har han kommenteret direkte på dem. Artiklerne mister hurtigt deres aktualitet og bliver erstattet af nye. Geoffroys optagethed af nuet og nødsituationen spejler sig også i et andet format, The Delay Museum (forsinkelsesmuseet):
“Alt i dette museum, som har været en form for nødsituation – som rekorderne og den økologiske krise – eller som har været en del af et Emergency Room – de bliver en del af The Delay Museum efter en dag. Så meget af det, du ser her, er ‘delay’ eller en forsinkelse. Det er interessant, for værkerne fastholder alligevel et særligt øjeblik.”
Bevidsthedsmusklen
Med sine værker og formater ønsker Geoffroy at træne det hos folk, han kalder ‘The Awareness Muscle’ (bevidsthedsmusklen), som han arbejder med i sit såkaldte apati-laboratorium. For hvorfor agerer vi ikke på de kriser, vi kender til? Her er det Geoffroys pointe, at det er nødvendigt at træne sin bevidsthedsmuskel, altså evnen til at reagere i tide, så den ikke bliver for sløv:
“Atrofi, hedder det. Det er, når du taber muskler. Det ser ud, som om du kan løfte noget, men det kan du ikke. Og så er målet at finde ud af, hvorfor den muskel ikke virker. Det er jo ikke fordi, at den slet ikke virker. Men den virker bare ikke så godt, som den kunne. Så hvordan kan man få den til at virke igen? Det er det, der arbejdes på i mit apati-laboratorium. Altså at finde frem til problemet.”
Og tænker du, at The Home Museum også kan bidrage til det? Altså til at træne bevidsthedsmusklen?
“Faktisk ja, men hjemmemuseet er jo et ganske begrænset form for offentligt rum i forhold til, hvor mange der får det at se. Hvis The Home Museum er effektivt, er det mere på et individuelt og personligt plan, fordi det skaber en form for relation, som ikke er så overfladisk. Det bliver mere en samtale. Ligesom dét, vi gør nu – vi taler mere, end vi ville have gjort på et museum. Men hvis man gerne vil gå ud til et større publikum, der er villige til at sætte spørgsmålstegn ved vores samtid og nuet som begreb, er hjemmemuseet ikke så effektivt. Derfor arbejder jeg også med idéen om formater. Hvis jeg kan have et “nu”-rum på hvert samtidskunstmuseum i hver by, så kan vi begynde at tale om det, ikke? Hvis de kunne have et rum for “nu”-kunsten, så kan man måske tale om et format, der kan forandre folks apati. The Home Museum er ikke så effektivt. Det er mere på et menneskeligt plan.”
Vi må gentænke nuet
Vi afslutter interviewet i Geoffroys spisestue, hvor han serverer blødt brød, ost og kaffe. Stuen er fuld af bogreoler, og på toppen af reolerne står rækker af kasser, der fungerer som arkivkasser til værker, der allerede har tabt deres aktualitet. Formatet følger museale principper, som vi kender dem, men et museums langsommelighed og bevarelse virker i princippet uforeneligt med Geoffroys optagethed af nuet.
Jeg spørger ham derfor, om han tænker, at museet som fænomen stadig er relevant i dag: “Med mit museum har jeg selvfølgelig en klar fordel. Det, der haster lige nu og skal reageres på, kan ikke lade sig gøre på museerne, som de fungerer lige nu. Så mit ønske er, at særligt de museer, der kalder sig selv samtidskunstmuseer, også dedikerer sig til nuet. Vi bliver nødt til at gentænke og redefinere, hvad der er samtidigt, og hvad det betyder. På den måde kan museerne redefineres.”
Det er dog en svær øvelse, og i stedet pointerer han også formatets anvendelighed – ikke kun for museerne, men for alle: “Alle har et hjemmemuseum, hvor der er vigtige tanker at dele eller debatter, man kan have – og alle kan starte et, hvis de vil.”
I hjemmets private sfære, hvor det nære liv møder tidens brændpunkter gennem nyhedsstrømme, handler det i Geoffroys hjemmemuseum om tillid. Den tillid, vi viser hinanden, og modet til at tage de besværlige samtaler, som kræver tid og ro. Jeg afleverer hjemmeskoene, og mens jeg får overfrakken på og siger farvel, siger han med glimt i øjet:
“Måske viser jeg dig noget nyt, næste gang du kommer på besøg.”
