Det er ikke kun mig, der griner. På bænken ved siden af sidder en mand, der gentagne gange bryder ud i høj latter. Ikke mindst når kosteskaftet hamrer op i loftet, eller da en campingpumpe blæser toner ud af en panfløjte.

Kunstnerduoen Vinyl -terror & -horror har indtaget den øverste sal på Brandts og iscenesat et filmisk drama, der ikke blot folder sig ud på det store lærred midt i rummet, men også flyder ud i selve rummet i form af skramlede, bevægelige og ikke mindst lydproducerende ‘skulpturer’ eller ‘installationer’.

Jeg sætter helt bevidst disse kunstgenrer i anførselstegn, for de er egentlig ikke skabt for øjet, som billedkunst for det meste er, men derimod for at lave larm og støj – og lyden af tilbageholdt åndedræt, blandt andet. I den proces er der så – nærmest som et biprodukt – fremkommet, ja, ‘skulpturer’ og ‘installationer’, der har sin helt egen rustikke skønhed.

Skulptur og lyd er forbundne kar

Vinyl-terror & -horror består af Camilla Tygstrup Sørensen (f.1978) og Greta Dahl Christensen (f. 1977), begge med afgang fra Kunstakademiet i København 2008. Duoen har i mere end 15 år har haft base i Berlin, hvor de er en del af den tyske hovedstads mangfoldige og eksperimenterende kunst- og musikmiljø. Her laver de både live koncerter og installationer, hvor skulptur og lyd altid er uadskilleligt forbundne kar, og hvor lyden benyttes som fortællemæssigt greb, idet fortællingerne legende og særdeles specifikt forholder sig til det udstyr, det spilles på, eller den situation, det foregår i.

De har i sandhed skabt horrible lydbilleder, når de skærer vinylplader op, smadrer dem (jeg har set en vinylplade totalt nedsmeltet på en bageplade!!!), skamrider pickups og andet HiFi-udstyr, hvis ikke de har savet et klaver i skiver eller væltet et bornholmerur. Jo, horror og terror – og en vild, punket energi og iderigdom præger kunstnerduoens arbejde!

Lyden af et spøgelseshus

Totalinstallationen på Brandts bærer titlen [tense music swelling], og den trækker netop på den spændingsopbyggende funktion, lyd ofte har i spillefilm. På filmlærredet vises en række klip fra et mennesketomt hus – et spøgelseshus velsagtens. I hvert fald spilles der op til gysergenrens mange forladte og øde huse langt ude i de mørke skove.

Filmen har undertekster for hørehæmmede, der beskriver den ledsagende musik, lydene og stemningerne – et greb der understreger duoens fokus på lydens historiefortællende egenskaber.

Nogle lyde hører hjemme i filmens lydspor, men så er der altså også en del af lydene, der skabes analogt i udstillingsrummet. Og man er ofte i tvivl om, hvor lydkilden er, for det hele er filtret godt og grundigt ind i hinanden

Flere gange venter man eksempelvis i spænding, mens man hører tilbageholdte åndedrag. Lyden skabes – opdager man – i ‘reallyd’ i udstillingsrummet af en campingpumpe, en harmonika og en sækkepibe, som ved hjælp af sindrige Storm P.-agtig mekanik aktiveres.

Man hører højhælede sko trippe henover gulvet, men erfarer, at der på en palle i udstillingsrummet faktisk står et par sko og ‘tripper’ – og hvad er det lige for betydninger dette særlige fodtøj for kvinder aktiverer?

Har man ikke set masser af film med stilletter – og har man ikke også set endeløse rækker af gyserscener, hvor det blæser op til uvejr, lyn og torden? Her på Brandts blitzer det i rummet, og gardinet blafrer ude til højre, mens en metalplade sættes i svingninger i venstre side og en paraply larmende foldes ud og ind.

Det er filmklicheerne, der spilles ud med. Det er tykt, men befriende håndholdt orkestreret i fantasifulde opstillinger, teatralsk belyst og spredt ud i rummet.

Rystende og hakkkende er det, og opstillingerne ser skæve og skrøbelige ud. Man tænker, at nu ramler stativet med harmonikaen da sammen, men det hele funker, og timingen er lige i skabet.

Vinyl -terror & -horror arbejder i en tradition, som kan spores tilbage til eksempelvis de italienske futuristers såkaldte intonarumorier, Dada og fluxuskunstens brug af lyde som afsæt for deres værker – eller bevægelige, kinetiske skulpturer udført af konstruktivister som László Moholy-Nagy i 1920’erne og senere i 1960’erne af en kunstner som Jean Tinguely.

Et aggressivt kosteskaft: Skru ned, for helvede!

Vi nærmer os en slags klimaks, da der skrues op for volumen med ældre rock’n roll, og nu er det, at kosteskaftet hamres mod loftet (ha ha) – i filmen såvel som i realrummet. Og, oh rædsel, en lem åbner sig i loftet, og snurrende foldes en metalstige ned (dog kommer der ikke en psykopat trampende ned ad trinene).

Så, altså, noget af en forestilling! I denne præsentation på Brandts er duoens særkende i krydsfeltet mellem destruktion og skabelse måske ikke helt så udfoldet, som andre gange, men det klæder alligevel museet at give plads til noget vildskab.

Og faktisk er det hele ikke mere ‘avantgarde’, end at udstillingen tilsyneladende kommunikerer til et bredt publikum. Det skyldes ikke mindst, at vi undervejs får et godt grin, hvad min sidemands latterudbrud bevidner.

For det gør jo ikke noget, at man er godt underholdt af kunsten.