Ikasts industri oser bag Kunstpakhusets røde træfacade, og sneen falder tungt i gråvejret. Jeg træder ind i det gamle banepakhus, som grænser op til stationen og lukker kulden ude.

Jeg er kommet hertil for at opleve udstillingen How does it end?, og for at høre, hvad kunstneren René Holm har at fortælle om sine værker.

I udstillingssalen får jeg straks øje på et billede med en mørkhåret kvinde, som står midt i en skov. Efteråret har gjort vold mod de tynde træer, som står halvt nøgne og helt sårbare tilbage, mens kun få orange blade har fået lov at blive siddende på grenene. Resten ligger i bunker bag kvinden, hvis hvide kjole lyser op i skæret fra månen.

Jeg ser, at kvinden hverken har øjne, næse eller mund. Jeg synes, at hun venter på mig. Hun vil lede mig ind i den gådefulde skov, og som en anden Rødhætte følger jeg med, og tillader mig selv at fare vild i et rum af eksistentielle spørgsmål om liv og død.

Hvad sker der efter?

Udstillingen består af 25 værker, som alle portrætterer mennesker uden ansigter. Fælles for malerierne er, at de alle udspiller sig i skoven, i vandet eller på grænsen mellem de to.

”Jeg synes, at døden er et interessant emne at kaste i hovedet på folk,” siger René Holm om sin udstilling, som han håber, vil få flere til at tale om det.

Han har før beskæftiget sig med døden. Blandt andet i sin soloudstilling Lose på Galleri Franz Pedersen (2010), der handlede om at miste, og som på mange måder leder op til denne udstilling, som kredser om dét, der venter efter døden. For dét spørgsmål bliver ved med at trænge sig på hos René Holm.

“Jeg har altid misundt dem, som har en tro på, at man kommer et andet sted hen – og ofte et bedre sted”, siger han og tilføjer: “Men jeg er virkelig ikke religiøs.”

De fleste af billederne er malet i varme efterårsorange farver, mens et par stykker er malet i blå nuancer, som var det blevet nat, imens jeg udforskede værkerne. Selvom de menneskelige kroppe ikke har ansigter, udtrykker de sig tydeligt gennem deres kropssprog. Èn sidder ned, én holder om et træ, én står op i en båd.

Mange liv, én død

René Holm fortæller, at han ofte bruger sin datter som model til sine værker, når han skaber de ansigtsløse mennesker. Hver eneste krop har sin egen personlighed og bærer på sit eget levede liv. Men René Holm vil ikke fortælle, han vil skabe dialog.

“Folk har fortalt mig, at de har set sig selv i værkerne. Det tror jeg ikke ville være sket, hvis figurerne havde haft ansigter. For mig er det mennesker og ikke personer.”

De tomme ansigter giver plads til fortolkninger, og ifølge kunstneren har skoven, som han ofte skildrer i sine værker, den samme universelle effekt.

”Skovene er blevet mit rum. De findes over hele verden. Alle kan genkende dem,” forklarer han. “Det er jo dét sted, vi kommer fra, og det er her, vi ender.”

Også et andet universelt naturelement går igen i René Holms værker.

“Jeg bruger vandet til at symbolisere, at vi flytter os”, siger han og henviser til et af værkerne på udstillingen, hvor en pige står alene i en båd og holder om sig selv.

“Hun kan jo meget vel være på sin sidste rejse – en rejse, hvor hun ikke ved, hvor hun skal hen,” siger han.

Vil tale om døden

Hvordan det hele ender, ved kunstneren bag den spørgende udstillingstitel af gode grunde ikke. Men han insisterer på at stille spørgsmålet og tale om den. Og han synes, at døden er interessant at tage fat i, da han mener, at vi i Danmark er dårlige til at tale om den.

”I andre dele af verden er begravelsen jo næsten en fest,” siger han.

Idet han selv har haft sygdom og død tæt inde på livet, er det også blevet tydeligt for ham, hvem der undgår at tale om den. For eksempel hans forældre.

”Vi er virkelig ikke en familie, som taler om det,” siger han og fortæller, at der heller ikke kom meget ud af det, dengang han forsøgte at tale med sin mor om hendes begravelse, som unægteligt vil finde sted en dag. Selv har han vendt sin egen begravelse med sin kæreste.

Er du okay?

René Holm er – også ved denne udstilling – flere gange blevet spurgt ind til, om det mørke, der lever i hans billeder, også lever i ham? Han forstår godt, at folk spørger, for hans malerier er ikke just glædespredere. Men han er okay.

”Det er jo ikke mine egne historier, jeg fortæller,” siger han.

Det er de andres. De skæve eksistensers, som han ved tidligere udstillinger har opsøgt og formidlet. Han har blandt andet portrætteret hjemløse i New York, asylansøgere i Danmark og kinesiske arbejdere.

Vælter malerbøtten

Nogle vil måske bemærke, at Holm har begivet sig ud i andre teknikker og materialer, end han plejer.

I denne udstilling maler han med pigmenter blandet op med harelim, og bryder dermed med en 18 år lang tradition, hvor han næsten udelukkende har malet med oliemaling og dyrket det pastose udtryk, som skinner mere, og hvor penselstrøgene står tydeligere frem.

”Det kan godt være, at der har været en årrække, hvor jeg har kørt i de samme spor. Men det her er i hvert fald et tydeligt tegn på, at jeg har væltet malerbøtten,” siger han.

”Jeg så nogle af mine gamle ting og tænkte, at jeg skal tilbage til noget, hvor jeg er mere eksplosiv og leger mere med lærredet og materialet,” siger han. ”Og jeg er blevet meget glad for det her nye materiale, som har et mere skitsepræget udtryk.”

René Holm startede som graffitimaler i Esbjerg, hvor han var del af et ungdomsmiljø, som samledes om gadekunsten. Mens andre i miljøet faldt fra, blev René Holm ved.

I dag har han ikke alene atelier i hjembyen Esbjerg men også i Berlin, hvor han befinder sig næsten halvdelen af året, og hvor han er meget optaget af den tyske kunstscene. Blandt andet opsøger han særligt performancekunsten, som han også lader sine værker inspirere af. Det tyske skinner da også igennem i denne udstilling på flere måder. Et af hans billeder er for eksempel malet på et gammel kort over Østtyskland, mens flere af hans værktitler er på tysk.

“Værktitlerne kommer i 90 procent af tilfældende fra den musik, jeg lytter til i mit atelier,” siger han og fortæller, at han er særligt glad for det tyske metalband Rammstein.

Det er blevet tid til at forlade de ansigtsløse menneskeskikkelser i de store skove, der befinder sig på tærsklen til det store ukendte mørke.

Jeg træder ud ad døren og bliver med det samme konfronteret med livet, som rammer mig med 2 minusgrader, sne og 10 meter i sekundet.