I Inuuteq Storchs egne fotos er han optaget af dét, der omgiver ham her og nu i form af det nære og følelsesmæssige. Men en ligeså stor del af hans praksis handler om et arkivisk arbejde med fundne fotos, hvad enten de kommer fra hans egen slægt, eller om de – som de fotos af Grønlands første professionelle fotograf, John Møller, han har arbejdet intensivt med – er kommet til ham ad andre veje. For Storch handler det arkiviske projekt om at fremhæve Grønlands egen fotohistorie, vise at man har – og har haft – ‘blikket’, kunne man sige, og ikke kun er repræsenteret gennem de i så rigeligt antal udefrakommende, fotografiske blikke.

Inuuteq Storch bor og arbejder i Sisimiut lige over polarcirklen på vestkysten, som med sine 5600 indbyggere er Grønlands næststørste by. Pt. er han aktuel på udstillingen Grønlandske øjeblikke (sammen med Teit Jørgensen), på Nordatlantens Brygge i København, men også på Sharjah Biennialen Thinking Historically in the Present og på gruppeudstillingen Tracing Fragments (Gerðarsafn Kópavogur Art Museum, Island).

Inuuteq Storch fotograferer udelukkende med analoge kameraer. At arbejde med det analoge befrier én for alt for mange valg, siger han. Denne umiddelbarhed forplanter sig til beskueren. Der er en ærlighed i værkerne med deres styrker og svagheder. ”Fotografi er et sprog, jeg taler”, som han siger.

Porcelain Souls

Inuuteq Storch har indtil nu udgivet fire fotobøger. I Porcelain Souls (Konnotation Press, 2018) dykkede han ned i det private arkiv i form af sine forældres fotobøger og brevvekslinger fra ungdommen og deres liv i både Grønland og Danmark. Sprødt og følsomt, intimt, og en vigtig bog i erkendelsen af, at arkivmaterialet om livet i Grønland fortalt gennem landets egne fotografiske blikke faktisk findes. Som Inuuteq Storch selv har påpeget, så kræver det til gengæld, at man i Grønland også får øje på landets egne fotografiske skatte og insisterer på deres relevans.

I værket Flesh (Disko Bay, 2019) er der helt anderledes kraft på spil. Billederne er taget i New York, hvor Storch med egne ord følte sig hjemme sjæleligt, mens kroppen savnede naturen derhjemme. Flesh er en sulten og rå bog; man kan godt følge titlens kød-metafor, der er en jagt-stemning på færde!

Keepers of the Ocean (Disko Bay, 2022) er Storchs seneste udgivelse. Her fotograferes der hjemme i Sisimiut: det er fotografens hood, og på en måde forenes det sarte og længselsfulde fra Porcelain Souls med det rå og trashede fra Flesh i fotos af hverdagslivet, fester og efterfester, rigtig meget inde-hygge-liv, og ind i mellem en grynet polarhimmel.

Mirrored

I 2021 udgav Storch bogen Mirrored (Roulette Russe), som er et helt anderledes værk, bestående af knap 160 fotos af den første professionelle grønlandske fotograf John (”Ujuut”) Møller. Storch har digitaliseret og restaureret dette udvalg af Møllers værker (der findes omkring 3000 glasplader i Nuuk) – med drømmen om at skabe et fotografisk arkiv, der vil være tilgængeligt for den grønlandske befolkning. Han blev selv chokeret, da han mødte Møllers værker: Hvorfor havde han ikke hørt om denne enestående fotograf før?

Grønlands første professionelle fotograf

John Møller blev født 1867. Han blev udlært som fotograf i København, og fra 1889 og frem til sin død i 1935 virkede han som professionel fotograf i Nuuk. Han oprettede Godthaabs Photographiske Anstalt / Nûngme tarrarssugkanik ássilialiorfik. Møller fotograferede til aviser og bøger, og en stor del af hans virke var at tage privatbilleder for folk, hvilket vil sige, at han ikke mindst fotograferede de danske tilrejsende, både i deres private hjem og i hans studie. Det er interessant at se, hvordan hele det borgerlige interiør med tunge gardiner og nips er flyttet med mod nord, og hvordan både patriarkat og kolonimagt iscenesætter sig selv.

Grønlandske øjeblikke

På udstillingen Grønlandske øjeblikke viser Inuuteq Storch sine egne farvefoto-værker side om side med Møllers sort/hvide fotografier. Udover 12 værker i stort format, har Storch arbejdet med en fritstående væg i rummet, hvor 300 fotos i A5-format fra de to fotografer og tider løber parallelt som strømmende floder af liv levet på forskellige og identiske måder.

Forbindelser gennem tid

Her er detaljer nok at fordybe sig i: Mennesker, der spiser og krammer og hænger ud i Sisimiut, poserer på den måde, man nu gør i 2022, henslængt, men helt bevidst om tegns betydninger. Og tilsvarende mennesker der poserede for 100 år siden i atelieret i Nuuk: kvinder i stuer eller med børn på skødet, mænd, der har positionsbevidste ranke rygge, og grønlandske kvinder i nationaldragter. Hvordan relationerne egentlig var, kan man ikke vide, kun gisne om. De lange eksponeringstider tilfører en ekstra stivhed. Og så er der de fine fællestræk mellem de to fotografer: Storchs forkærlighed for dyr, en kat holdt frem som et trofæ, Møllers udstoppede fugle: dette skal dokumenteres.

Andre indblik

Som Mette Sandbye sagde i sin åbningstale, kan man ” i al fald fastslå, at gennem Møllers optik får vi et hidtil uset og også derfor enestående mangefacetteret kig ind i Grønland til hverdag og fest for mere end hundrede år siden, på en helt anden måde end gennem de tidlige koloniadministratorers og opdagelsesrejsendes fotografier, som er dem, vi især kender Grønland gennem i den periode.”

Det liv der leves sammen

Fortabe sig kan man også i Inuuteq Stochs egne fotos. På mange måder kunne de ligeså vel være taget i Skive som i Sisimiut, og en pointe i Storchs arbejde er da også, at det er det hjemlige, hvor det følelsesmæssige og relationelle udspiller sig. Dér er hans sprog. Hvordan mennesker gør deres liv, omgivet af ting og sager, i en hverdag, hvor der godt kan være snestorm og høj frost ude, men hvor man også køber toiletpapir og hænger ud med sine homies.

Se portfolio nedenfor.