Dukkehuset er mange ting: en form for mikrokosmos, hvori små piger opfordres til at mime det liv, der leves omkring dem eller det, der drømmes om at leve. Det er en slags mise en abyme, et billede i et billede eller en fortælling i en fortælling. Dukkehuset afspejler en opretholdelse af familiestrukturer, også selvom disse historisk set er undertrykkende. Og så er dukkehuset også en form for mulighedsrum, hvorfra nye metoder og motiver kan tænkes ind og udspilles. De tomme, fraflyttede huse føles ikke hjemlige, men en smule uhyggelige. De er nedskalerede faksimiler eller stereotype iscenesættelser af menneskers intime liv og levned.
Inside er en installation, der kombinerer et omfattende lydværk med femten dukkehuse. Dukkehusene er fundet i Storbritannien, og de repræsenterer britiske, arkitektoniske stilarter fra slutningen af det 19. århundrede til nu. Installationens lydelementer er komponeret af Owen Pratt; det er en omfattende samling af både fundet og originalt materiale med en varighed på 50 minutter (i loop).
Til udstillingen vises parrets film Portraits (2021) i biografen. Derudover har Hastings og Quinlan stået bag en udgivelse til udstillingen lavet i samarbejde med HFKD. Publikationen indeholder fotos af dukkehusenes interiører, som er mørklagte i udstillingen. Til udgivelsen har føromtalte forfatter og kunstner Huw Lemmey skrevet et essay om det britiske forstadshus og dets betydning for kvinders og homoseksuelles rettigheder, og den britiske kunstner og forfatter Rene Matić har bidraget til udgivelsen med et digt.
Hannah Quinlan & Rosie Hastings er aktuelle med en soloudstilling på Tate Britain og modtog i 2020 The Jarman Award for Emerging Film Artists. De har udstillet i England og internationalt på bl.a. Kunsthalle Osnabrück (2022) og Isabella Bortolozzi (2020) i Tyskland, Whitechapel Gallery (2020) og Arcadia Missa (2021) i London, MOSTYN (2020) i Llandudno, Wales og Pinchuk Art Center (2021) i Kyiv, Ukraine.
Tekst: Ditte Soria & Anna Margrethe Pedersen
