Cecilia Fiona: “Nogle gange får jeg lyst til at prøve at være en blomst, og det kan jeg være, når jeg maler”

Den autodidakte kunstner Cecilia Fiona har igennem de seneste år fået både national og international opmærksomhed for hendes særlige stil.

Hendes ornamenterede malerier er befolket af mystiske væsner og gådefulde hændelser. Løsrevne ansigter, organiske gevækster og kroppe der smelter sammen i forening, minder beskueren om altings forbundethed.

Hun arbejder med pigmenter blandet med harelim i stedet for ‘traditionel’ maling, og sommetider træder de magiske væsner fra malerierne ud i udstillingsrummet i form af performances med smukt udførte kostumer.

Hvilke temaer arbejder du med i din kunst?

I min praksis undersøger jeg forvandling, bevægelse og forbundethed som eksistentielle grundvilkår. Jeg ser mine værker som økosystemer, hvor ét led fører videre til det næste, og hvor alle væsener er i stadig forvandling mod nye stadier af liv og nye måder at eksistere på.

I det hele taget er jeg interesseret i forbindelser og overgange. Blandt andet overgangen mellem fødsel og død, drøm og virkelighed, krop og verden og natur og menneske. I min kunst er der en længsel efter forbundethed, efter at gå ind i en forvandlingsproces, der overskrider grænser.

Forvandling er magisk. Det er i disse processer, hvor normalitetens grænser bliver overskredet, at nye verdensbilleder opstår. Magien kan på den måde skabe nye perspektiver.

Lige for tiden er jeg optaget af fuglen som mytologisk figur; for eksempel som skaberen af kosmos og som billede på en cyklisk tidsforståelse i form af fugl Fønix, der igen og igen dør og genopstår fra sin egen aske.

Jeg begyndte at dykke ned i fortællingerne om fuglen, efter, at jeg i starten af 2023, havde en drøm om min afdøde mormor. I drømmen var hun blevet forvandlet til en stor fugl, der kom og fortalte mig om døden. Fuglens eksistens er på mange måder bevægelig, flydende og nomadisk, og netop fuglen kan måske skabe forbindelse mellem de forskellige verdener.

Kan du huske dit første møde med magien og det mystiske, og hvordan du tog imod det?

Det er svært at sige, hvad der var det første møde, for jeg tror, at de fleste børn automatisk har adgang til det magiske. Verden oplevet fra et barns perspektiv er mystisk og forunderlig, fordi man har bedre adgang til fantasiens verden, hvor alt er muligt og alt derfor er i forvandling. Alt er bevægeligt og bliver opdaget for første gang.

Jeg husker tydeligt, da jeg som teenager første gang læste om kvantefysik, og hvordan fundamentet for alt dét vi kan se – for hele verden – bygger på naturlove, som vi endnu ikke forstår til bunds.

Det mindede mig om, hvor mystisk verden er, hvor lidt vi ved om universet, om bevidsthed, om naturens økosystemer. Der er så mange spørgsmål og mange mulige svar.

Hvordan begyndte det magiske at påvirke din kunstneriske praksis?

Jeg tror altid, jeg har bevæget mig rundt i fantasiens verden, fordi det var dér, jeg følte mig fri. Dér kunne jeg forme min egen verden, dér var alting muligt. Men det magiske er jo ikke noget, der bare kommer og gør noget på lærredet. Det er et perspektiv og en åbenhed. En undren over verden, som jeg forsøger at bevare i min praksis.

Hvad betyder det for dig at arbejde med det mystiske?

Jeg ved aldrig hvor processen med et værk tager mig hen. Det er hele pointen med at male; at følge min intuition og se, hvor jeg ender. Det er en søgen efter svar, som kun kan sanses og fornemmes i flygtige øjeblikke.

Nogle gange får jeg lyst til at prøve at være en blomst, og det kan jeg være, når jeg maler: så er jeg ikke længere begrænset af min form.

Har det, at du har læst kunsthistorie, haft en indflydelse på dine motiver og din praksis?

Jeg skrev bachelor om Groteskerne i 1500-tallet. Store, ornamentale vægmalerier i Italien fyldt med fabeldyr, hybrider og ornamenter. Det spændende, synes jeg, ved groteskerne er, hvordan det ornamentale bliver en visualisering af forvandlingen i tid og rum. På den måde rummer ornamentet enormt meget magisk potentiale. Det ornamentale har langsomt sneget sig mere og mere ind i mine motiver, som et værktøj til at kæde verdener, væsener og niveauer sammen. At skabe forbindelser mellem skabninger.

Jeg læste også om posthumanisten Rosi Braidotti og hendes tanker om ‘nomadisk subjektivitet’, som jeg også synes er virkelig spændende. Nomadisk subjektivitet bygger på idéen om, at vores kroppe ikke er afgrænsede beholdere. Med andre ord, at vores subjekt, vores jeg, er tæt forbundet med vores omgivelser, med verden og naturen, og hele tiden bevæger sig mellem krop og verden.

På sin vis en syret tanke, fordi vi er så vant til at se os selv og vores krop som en fast enhed; en lukket beholder som bevæger sig rundt i verden. Jeg er mig, og du er dig. Med ideen om nomadisk subjektivitet, er jeg både mig og dig på samme tid. Jeg er mig, og jeg er blomsten i min have. Det er et billede af mennesket som skaber forbundethed på tværs af arter. På mærkværdigvis er kroppene i mine værker blevet mere og mere åbne og grænseløse; Væsener vokser ud af hænderne og fødes ud af munden og forvandlinger finder sted ud af alle åbninger.

Hvis verden opleves som magisk, og man kan forvandle sig til alt, så er man alt, og alt er levende med den konsekvens, at vi er nødt til at passe på hinanden og naturen. På den måde kan man måske sige, at magi i bedste fald – og brugt på den rigtige måde – fører til omsorg og nærvær.

Hvilke kunsthistoriske strømninger eller personer inspirerer dig?

De kunstnere, der udforsker det usynlige og imaginære og efterlader plads til det gådefulde og mystiske, er jeg tiltrukket af. Dem, der kæder verdener sammen.

Det kan være kunstnere som Hilma af klint, Leonora Carrington og William Blake for at nævne nogle få, som også får meget plads i samtiden lige nu. Det tror jeg de gør, fordi vi længes efter håb og omsorg både for hinanden og for planeten. Det gør jeg i hvert fald.

De figurer der indtager dine malerier, hvor kommer de fra? Og hvad sker der, når de pludselig træder ud af billedet, i en performance?

Verden i mine malerier og væsenerne, der er en del af verdenen, tror jeg både er gamle mytologiske væsener fra en svunden fortid, men de kunne samtidig også være nye arter fra en fjern fremtid, hvor mennesket eksisterer i verden på en helt anden mere forbundet måde.

De er en blanding af gamle myter, jeg har læst, ånder fra mine egne drømme og mine forestillinger om fremtidens hybride skabninger.

Når de træder ud af billedet og ind i en performance, overskrider de på en måde grænsen mellem fiktionen og virkeligheden. Malerierne bliver levende, de bliver forvandlet til kød og blod og krop. Eller det er i hvert fald håbet; at skabe forbindelse mellem malerierne og vores kroppe.

Jeg kan ikke lade være med at se en sammenhæng mellem det mystiske i dine motiver til det mystiske materiale harelim. Der er noget rituelt og alkymilignende over at bruge tørret hud fra et dyr, til at skabe kunst – hvad er dine tanker om det?

Jeg kan godt se hvad du mener! Det er i hvert fald en teknik, hvor man blander elementer (lim og pigment), varmer det op på et blus for at skabe et nyt element: Maling. Jeg synes, det spændende ved teknikken er, at det er en tilbagevenden til en af de tidligste maleteknikker. Det er en tilbagevenden til noget urgammelt og meget langsommeligt, hvor man laver noget helt fra bunden.

Jeg maler med en meget lille pensel, som også er med til at gøre processen endnu mere langsommelig og meditativ. Det er umuligt at male hurtigt, og hvert strøg varer en evighed.

Det magiske har historisk vundet frem i perioder med store videnskabelige eller teknologiske omvæltninger. Tror du, at magien nu igen begynder at fylde mere i vores samtid som et modstykke til digitaliseringen? Eller tror du, at det en anden rolle, som det magiske og det mystiske spiller i vores samtid?

Jeg tror, det magiske på mange måder kan ses som en modstand mod forestillinger om mennesket som hævet over andre arter og naturen – og dermed måske som en modstand mod et mere mekanistisk natursyn.

Hvis vi holder fast i, at magi er forvandling og bevægelse, så er magien måske netop det, der skal til, for at få verden til at bevæge sig videre. Når der opstår nye videnskabelige eller teknologiske omvæltninger, er det også magi – fordi disse opdagelser er med til at bevæge verdensbilledet og bryde grænserne for det mulige.

Jeg tænker ikke, at det magiske i dag er en kontrast eller modstykke til hverken videnskab, teknologi eller digitaliseringen. Tre områder, som, jo mere de udvikles, jo mere mystisk og magisk bliver verden og jo flere grænser bliver brudt. Tænk bare på, hvordan videnskaben i dag har bevist hvor mange millioner mikroorganismer, der lever inde i vores kroppe – en opdagelse som gør billedet af det føromtalte nomadiske subjekt til en fysisk realitet, fordi kroppen ikke længere er en afgrænset enhed, men allerede beboet af millioner andre væsener.

Eller hvordan vi i dag ved, at svampes kommunikation under jorden foregår via kæmpestore netværk – som på mange måder mimer internettets opbygning.

Jeg tror, at jo flere videnskabelige omvæltninger, der finder sted, jo mere magisk og mystisk bliver vores eksistens. Jo flere beviser får vi for, at naturen er levende, og alt er forbundet.

Synes du, at kunsten har en form for magisk potentiale?

JA! Den er jo oftest et forsøg på en anden sansning af virkeligheden eller en undersøgelse eller overskridelse af den.

Al magi, alt forvandling starter med en tanke, en visualisering af noget endnu ikke eksisterende.

For mig ligger der enormt meget håb i kunsten – fordi det er i skabelsesprocessen af et værk, at alt er muligt, og verdenen på lærredet er formbar via fantasien.